1894-03-02

[Kuvert forside:]
No 1
Nobil
Signorina AlhedWarberg
R.V. Consolato di Danimarca
Lung – Arno Cellini 17
Firenze
Italia
[Kuvert bagside:]
Stemplet ”Firenze” [resten er ulæseligt]

Nislevgård. Fredag den 2den Marts 94.
Kære Be!
Vores Tæppe ryger nok i Lyset, lader det til. Det er naturligvis en Mulighed at tænke paa at faa det færdigt, selv om du sendte det nu, hvad jeg slet ikke antager, du i mindste Måde tænker paa, hvilket jeg naturligvis saa godt kan forstaa, at Du ikke har Tanke for i al din Herlighed dernede. - Altsaa det har jeg fuldstændig opgivet, men hvad Katten skal vi saa hitte paa at give dem. Hvad mener Du, om Muk og jeg syede et rigtig kønt Sybordstæppe i samme Stil som Bordtæppet – altsaa og hvis vi saa mener, at det er for lidt kunde vi saa tillige give [”give” overstreget] sy en eller anden Ting ind til Fars Stue, for Sybordstæppet blev saa udelukkende til Mor; f.Ex. nyt Betræk på den Pude, der ligger i Vinduet samt Fenitieres eller hvad man nu kalder det Tæppe, der hænger ned fra Vinduet eller et Tæppe under Bordet eller sådan noget. For jeg synes, vi maa passe, at det ikke bliver til Mor altsammen. Det er vist slet ikke saa tosset med det Sybordstæppe, hvis Du vilde tegne det; nu har vi jo Silken til det, og saa kan vi alle senere sy det store Tæppe og så få dem selv hjemme til at bestride Udgifterne. - Hvordan mon Tegningen saa skal være; en Krans, Strøbuketter eller 4 Hjørner; jeg tror næste Strøb. så at lidt af det kan komme op paa Bordet. Men vil du ikke nok straks svare mig paa dette, om du ikke ogsaa har opgivet det store Tæppe, om du ikke bifalder min Plan med det lille og hvordan du mener, det skal være. Jeg vilde meget gærne have om du vilde gøre det, svare mig, mener jeg, for jeg er hæftig i Vildrede med alting, men det maa være straks Be, for så skal jeg til at træffe Aftale med de andre, når jeg nu har hørt din Mening. Har du en anden bedre Idé fra Muk og mig, saa kom endelig med den, men straks Be, for inden vi faar begyndt paa det, gaar der lang Tid, og der er snart ikke så farlig længe til - - - Jeg lever ellers så temmelig et stille Liv under Tangen, hører næsten ikke fra andre end Thorvald og ved saa lidt Besked om Alting; Turen hjem i Fastelavnen var en henrivende lille Oplevelse, kun var det mig en Sorg, hvorfor jeg skulde holdes udenfor det med Vester og Elle; jeg følte mig som et lille Pattebarn især når Elle i dyb Alvor gik og fortalte mig om, hvor højt Vester elskede dig. Jeg gjorde hende jo den Fornøjelse at sige ja og Amen til det, siden jeg partout skulde holdes udenfor, men helt blind er jeg da ikke endnu. Men I må jo have meget ringe Tiltro til min Diskretion – nå, det er nu lige meget.
Det var rigtig sødt af Frk Sperling at give dig de 300, og tænk hvis du kommer til Rom, du lykkelige Menneske, du kan rigtignok sagtens. Så er der vel ikke Tale om, at du kommer hjem til Sølvbrylluppet, men naturligvis, det er jo lige meget, det er nok værd at opgive for at få Rom at se. – Jeg venter Brev fra Mor og håber, at hun vil sende mig dine Breve, de må jo være svært interessante. – Jeg var en morsom Tur til Tarup i Søndags, spasserede dertil Lørdag Eftermiddag og tilbage igjen Mandag Morgen årle. Jakob og Johanne Lange fra Dalum kom der om Lørdagen de er nogle storartede Mennesker, så kloge, musikalske, naturlige, sjove og friske; han er vist en voldsom Radikaler; Samtalen kom en Gang ind på socialistiske Emner; jeg var så dristig at snakke og Svigerfar blev foruroliget over mine kradse Meninger og næste Morgen fortalte Rimse mig, at jeg kan forvente at blive forhørt af Svigerfar, hvordan det egentlig staar til med mig i alle Retninger. Er det dog ikke skrækkeligt, kan du huske den Gang i Sommer, truede han med at tage den ulykkelige Harald i Forhør, jeg beklagede Harald i mit stille Sind, men jeg tror for Resten ikke, Svigerfar udførte sin skumle Plan. Jeg haaber ogsaa, det skal trække over med mig, og jeg skal nok passe på min Mund en anden Gang. – Vi fik en masse deilig Musik, de to Langer synger saa nydeligt.
Som sagt, jeg har ikke noget at fortælle dig, som er interessant, jeg oplever ingenting, du maa betragte dette som et Forretningsbrev. Men du hører vel ogsaa jævnligt fra dem hjemme og fra Christine. Frygtelig kedeligt for mig, at hun og Thomas rejser til Falster i Paasken, Bran truede med at tage med ogsaa, men heldigvis har hun dog opgivet det; men en endnu større Sorg er det mig dog, at jeg ikke kan faa den kære gamle Kafé at se mere, de skulde jo flytte først i Marts, og det er mig frygtelig hårdt. –

Svar mig så endelig straks paa dette og sig mig, hvad din Mening er.

Hilsen fra J