1952-10-07

[Kuvertens forside. Håndskrevet:]
modt. 9’ Okt. 1952.
(mere om Mornines Begravelse.)
besvaret 19 Okt.
(om min nye Stue)

Fru A. Warberg Müller
Bakkevej 12
Hareskov St.

[nederst, forside står:]
10-7-2000
BWP

[Kuvertens bagside:]
Lindøgaard, Dræby St. Fyen.

Lindøgaard.
7-10-1952

Kære lille Dis! Ja, naar du ligefrem sender mig et Opmuntringsfrimærke, saa skal du rigtignok have Svar straks. Tak for dit lange og gode Brev! Jeg har lige ,,baanket” og tør derfor udtale, at det var dejligt at se, at det lader til, du har det godt for Tiden; de lange Morgenture er sikkert udmærkede for dig baade fysisk og mentalt. Gid du kunde blive ved med dem. Jeg var - er – glad ved at jeg fik skrevet om det alt sammen til dig; ja Dis, jeg kan ikke sige dig, hvor det var en forunderlig og vidunderlig Dag, saa mærkelig fuld af Skønhed og Harmoni og ikke noget af den skærende Smerte, som det vilde have været, om hun var død på et tidligere Tidspunkt i hendes Livsbane; nu havde man den Fornemmelse, at hun havde ,,fuldendt Løbet”, og at man ikke kunde ønske hende flere Aar, for de var bleven tomme for hende – en Ørkenvandring paa Gr.a. den tiltagende Blindhed. Altid tænker man, når ,,de” dør: jeg kunde vist have gjort meget mere for hende dem [”dem” indsat over linjen]; og det er selvfølgelig rigtigt, for vi kan jo altid gøre mere for hverandre end vi gør. Nu er det for sent. Er det ikke Jack London som et Sted siger: Det er kun saa lidt, man kan gøre for en død Mand. Een Ting endnu kan vi dog gøre for Mornine, og det er at passe Putte med lidt Breve af og til; jeg fik hendes Adr. hos Lugge og skrev for et Par Dage siden til hende om Begravelsen, og Lugge havde skrevet om hendes sidste Dage og om den smukke Højtidelighed i Kbhn. Jo, det var rigtig nok, at hun var død paa Sct. Josephs Hospital, men da der ingen Kapel var, blev det forlagt til Kommunehospt. og flere af dem skrev til mig om det.
Det er slet ikke umuligt at Christines Avertion mod dig stammer fra det, du skrev og har ligget fuldkommen latent i hende. Harald Leth var sikkert hendes største Kærlighed i hele hendes Liv, den Mand, der har betydet mest for hende og som hun har holdt mest af (foruden Erotikken) og hvor mærkeligt Dis, at du netop skulde opleve at et Venskab kan splintres fuldstændig i en saadan Anledning. - - Nej nej, jeg indvender intet mod din Udlægning af det, ja jeg finder det i høj Grad plausibelt. Du tænker dig, at de døde ikke udslettes. Nej, det gør de maaske ikke. Vi forstaar jo kun saa lidt om Aands Magt, og i det hele taget: hvor er der uendelig meget i hele Tilværelsen og Universet, som ligger højt over vor Fatteevne; der er maaske – nej ikke maaske, men sikkert meget i Omegnen af Liv og Død, som vor Forstand ikke slaar til til. Saa hvorfor ikke det! At Aanden ikke dør, men fortsætter under en eller anden Form, som vi altsaa er alt for ringe til at fatte. Kun er det mig saadan en usmagelig Tanke, den Inderne har fostret, at man – med man mener jeg ens Aner – skulde kiles ind i et andet Legeme og fortsætte der. Foruden hvad det ellers er, er det saa underlig barnligt, jeg vil endog sige barnagtigt, lidt i Smag med, at de kristne har beholdt noget af de primitive Folks Teorier i deres Nadver, naar de symbolsk æder Jesu Legeme og drikker hans Blod. Jeg ved ikke en Gang om man kan sige symbolsk, for de mener vist endog at Stoffet paa underfuld Maade forvandles til Legeme og Blod. Det lyder ikke godt.
Ja, Tiden som fjerde Dimention! Hvor har jeg prøvet at fatte det, naar jeg har læst om det. Min Forstand er jo ikke stor, men mange med en større har vist ogsaa ondt nok ved det, maaske næste Generation eller rettere næste næste bedre kan.
Aa ja, Dis! Gid du dog maa faa den der antaget til Øjeblikket, men skulde du ikke faa den godkendt, har den maaske beredt Vejen til en anden og endnu bedre; Se, du er jo kun 70 Aar; og naar jeg tænker paa og føler, hvor meget jeg har udviklet mig i de 9 Aar, siden jeg var paa din Alder, saa kan jeg da forstaa, at du i løbet af 9 Aar maa kunne naa vidt. Selv om vi ikke bliver klogere med Aarene – det gør vi jo næppe – saa gør vor Erfaring, vore Oplevelser og vor Læsning os visere; det føler jeg da saa tydeligt. Bibbe sagde en Gang til mig, at jeg skulde ikke være ked af det Ben, det har givet mig Tid til saa meget, som har været til Interesse for mig, med raske Ben vilde jeg have paataget mig husligt Skrub [?], ofte over mine Kræfter, saa der intet blev tilovers til Læsning o.s.v. og det er sikkert rigtig nok; - Jeg har ellers faaet Bestilling paa en stor Bordløber, og slider med den. Her er ikke hændt noget, som jeg gider skriver om.
Tusinde Hilsner fra din Junge (også til Axel)