1942-11-11

Lindøgaard 11_te_ Nov. 1942.

Kæreste lille Dis.
Hvor er det dog kedeligt, at du saadan bliver ved med at være syg; hver Gang jeg faar Brev fra dig, er det en slem Overraskelse at se Blyanten, for jeg har hver Gang gaaet med Forestillingen om, at du forlængst var i Oden igen; jeg er jo nemlig, som du skrev om det straks, gaaet ud fra at det var en Influenza-Forkølelse og en saadan faar jo en Ende, men det maa altsaa være noget andet mystisk - Maveforkølelse lyder da ganske fjollet, men Galde forstaar man sig jo ikke paa, jeg mener hvordan det optræder; jeg synes det er noget kedeligt noget, lille Dis; man vil dog altid gerne vide Besked med, hvad man ligger for og ikke nøjes med bare Symptomerne. Det er meget slemt, at I, som har saa forfærdelig meget med Sygdom, ikke har en Læge, som er dygtig, og som I kan have Tillid til. Bare det, at han er Nazist maa jo svække ens Tillid til ham - det er ikke de gode Elementer, der gaar den Vej. Tak for dit lange Brev, du sanker gloende Kul paa mit Hoved - jeg burde have skrevet noget oftere, især nu da du er syg, men hvis du vidste, hvor jeg har skrevet i den senere Tid, især til Bibbe, men Tante Elses Død gav mig ogsaa saa meget Skriveri og saa har jeg maset med noget Sytøj, der skulde være færdigt. Vil du høre om det? Jeg har taget mig sammen til at sy en Sengeforligger til Elle til Jul; samme Mønster som den Pude, jeg lavede til dig, og der er 60 Firkanter og Sofie, som skal sy Foer paa for mig, spurgte efter det, da hun gerne vil have det fra Haanden; saa kom jeg i Tanker om, at lille Skipper, som er syg, da ogsaa skulde have noget syet og saa masede jeg videre med en Sofapude, (samme Slags) som nu er færdig men mangler Monteringen - hvilket næsten er det værste, fordi der jo er Grænser for det Materiale, man kan finde i sine Gemmer. Ved Siden af er der jo denne stadige Flod af Stopning og Lapning; landbrugsarbejdende Mandfolk er sene at sy om! Men som altid, lille Dis, Undskyldninger er Anklager, og jeg føler min Samvittighed over for dig sort.
Dejligt, at du var saa glad ved Æblerne, men du kommer ogsaa til at betragte dem lidt som en Slags i god Tid Julegave - Forsendelser nu om Dage tager til ens Portemonnaie; og saa er det et Ord, at du nøjes med at sende mi_g et Julebrev - hvis du da kan overkomme det, for som du siger, Julen nærmer sig med raskere og raskere Fjed, og der er meget at lave. Muligt faar vi tre her til Julen: Marie, Elle og Bibbe - den sidste dog meget tvivlsom. _Hvis de kommer alle tre, haaber jeg inderlig paa mildt Vejr, for vi har kun to Senge, strengt taget kun een, da den ene er Sofies, og med Sengeklæder er det meget smaat: men hvis Bibbe ligger paa Divanen her, hvor der er Varme, gaar det vel.
Det var rigtignok godt, at du skrev straks til Titterne, det haaber jeg de andre ogsaa har, som jeg har ["har" overstreget] underrettede. For Resten har jeg faaet en Fornemmelse af, at de klarer
2/
sig bedre end man paa Forhaand skulde have tænkt; jeg har talt mange Gange i Telefonen med dem og ved Begravelsen var de saa rolige og - det man kalder "fattede" - mente Else. Puf, Else og Tinge var med til Begravelsen; du kan tro, jeg var Puf taknemmelig fordi han satte igennem, at de tog derned, skønt Titte og Nina jo straks sagde, at det skulde foregaa i dybeste Stilhed; det er ingen nem Rejse, for skønt de kun var dernede i 5 timer, kunde Puf og Else ikke gøre det paa een Dag, men maatte overnatte i Odense, og de var dog begyndt Turen Kl. 7 om Morgenen! Saadan er Forbindelserne nu om Dage. Der var et helt lille Selskab fra Odense med den Rutebil, der gaar lige forbi Skovridergaarden: Nete, Martha West, Lis (T. Elses Broderdatter) og 2 af hendes Søstersønner, som ogsaa hedder Brandt med Koner og endnu en Familie - en Datter fra Hedengaard; kaldte Far hende ikke Stilken? De kom derned ved halv 1 Tiden, og de gode Titter havde et stort Kaffebord m. et mægtigt Fad Smørrebrød. Saa fulgte de Tante Else op til hendes sidste jordiske Plads ved Siden af Onkel Conne; næsten over alt paa den ret lange Vej til Svindinge var der strøet Gran og Blomster; alle Vegne stod Folk ved Vejen ved Huse og Gaarde for at slutte sig til, og da de kom derop, stod der et helt Menneske-Hav (tror jeg, Tinge udtrykte sig). Skønt de ikke havde averteret var hele den store Svindinge Kirke fuld!! Og saa holdt Præsten (som mærkelig nok, Tinge syntes var saa sympatisk, mens Titte og Nina ikke bryder sig om ham) en Tale som var een stor Hyldest til Tante Else - om hendes Godhed og om alt hvad hun havde været for Befolkningen. Han sagde en Gang i Talen " - - jeg vil helst bruge det engelske Udtryk og sige: hun var en lady - -" Tinge vilde ogsaa citere noget andet i Talen og begyndte: han talte ogsaa om, at Paulus skrev til sin Ven - -? Timotheus, sagde jeg Ja! men hvordan var det nu, noget om Striden, hvorpaa jeg omgaaende sagde: "jeg har stridt den gode Strid og fuldendt Løbet." Tinge var usigelig imponeret over min teologiske Viden! Tinge kom hjem Kl 8 1/2 om Aftenen, cyclende fra Odense og fortalte mig indgaaende om det altsammen. Han havde de trykte Salmer med, som for Resten forsvandt paa en gaadefuld Måde, før jeg fik dem at se - det kaldte Tinge "Programmet"! De havde faaet en dejlig Middag da de kom tilbage, fin Suppe, som Tinge sagde, Peberrodskød Æblekage, Kaffe med store rigtige Cigarer, det hele saa imponerende. Og saa kom Tinge Gang paa Gang tilbage til hvor de dog havde været søde og tiltalende, hele den Brandtske Slægt, næsten mest Lis. Og Nina ringede mig op Dagen efter og sagde "hvor va_r Tinge dog sød" saa varmt til mig - "og Tak for det altsammen"! En Skuffelse var det mig, at de ikke havde naaet at se Kransene, hvilke der var fra hvem og det var Nina ogsaa saa ked af, men det havde været umuligt; kun ganske faa var bragt til Skovridergaarden og ved selve Begravelsen var der jo ikke Tid til at se paa hver enkelt. Jeg - personlig - havde sendt en stor Krans med
3.
hvide Krysantemum hele Vejen rundt (7 Kr.) Else havde besigtiget Kransene, før de blev sendt. Agr. og Drengene en med brogede Blomster; Elle selvf. og Lases, saa der var 4 fra denne Gren af Familien. Nu haaber jeg du har faaet et nogenlunde Billede af det hele.
Det var en stor Lykke at T. Else døde _nu, dels laa hun og led saa meget ondt - de Dage var i Sandhed kommen for hende, om hvilke man maa sige med Prædikeren: de behager mig ikke! og dels var Titte ved at bryde sammen af Overanstrengelse, Mangel paa ordentlig Nattesøvn og Mangel paa at ville tage Hensyn til sig selv. Allerede i Sommer sagde Martha West en Del derom, og Nina havde sagt det til Else ved Begravelsen, at Titte kunde ikke have holdt ud ret meget længere. Men alligevel sørger vi jo, vi som elskede hende saa højt, og som har følt hendes uendelige Godhed, hvad vel jeg især kan tale med om. Vi stod hinanden meget nær, lille Tante Else og jeg; vi saas ikke meget, det var to Aar siden, jeg havde været der sidst, lige efter at jeg havde ligget paa Odense Sygehus, men mange var de Breve vi havde vekslet og saa uendelig meget Kærlighed var strømmet mig i Møde fra de Breve. Underligt nok Dis, men det at du ikke tog derned i Sommer gav Stødet til at vi tog derned, for da jeg mærkede Ninas Skuffelse over det, sagde jeg til mig selv: vi maa derned - og de 50 Kr. til Bilen blev præsteret og jeg fik sagt Farvel til hende; jeg vidste jo, det var sidste Gang, jeg saa hende.
Lad mig nu fortælle om noget mere morsomt: vi havde Selskab i Gaar! Manse have købt et Dyr af Klaks, da han sidst var paa Jagt dernede, og Lases blev inviteret til at spise Dyreryg. Jeg var spirrende af Nervøsitet over at skulle stege Dyreryg til saadanne Feinsmekkere; men saa blev den saa fuldendt god, saa saftig og mør og dejlig. Alt hvad jeg har af gamle fine Sager kom frem, de gamle Saltkar fra Ensomhed, den fine gamle Syltetøjsassiet og Sukker og Fløde Stellet, som Forældrene fik til deres Bryllup af Andenlærerens i Tranekær og som Mor forærede mig det Aar, Far var død. Naar du kommer her igen (til Sommer?) skal du rigtignok se paa mit fine Glasskab og hilse paa dem af de gamle sager, som jeg har. - - Først fik vi en Ostepind med 4 Slags Ost, arrangeret nydeligt af den gæve Metha, som jeg jo fik igen til Novemb. dertil Snaps! Stemningen kom straks i Orden! Saa Dyreryggen med min sidste Ribsgelé, der var fra i Fjor, i Aar kunde vi ikke sylte Gelé. Dernæst henkogte Pærer m. rigtig Flødeskum. Rigelig med Bajere. Du kan tro, det hele var godt, baade Mad, Anretning og Stemning. Den lille Stue var saa yndig og godt opvarmet. Billeder hængt op og godt med Blomster. Det er sjældent, synes jeg, vi laver noget, som er vellykket i alle Ender og Kanter. Las var saa sød! Bare det, at de vilde komme og øjensynlig kom med Glæde og kostede den dyre Bil (20 Kr) var os en stor Vederkvægelse.
Vi har det godt alle fire. Fra Bibbe venter jeg saa smaat Brev i Dag for at høre hvordan det gaar med Rekonvalesent-Ferien, om hun kommer eller ikke; man er jo som en Karklud efter den Sygdom - Træthed er det mest overvejende Symptom i den Sygdom - saa jeg synes ikke, de kan forsvare at lade hende gaa i Arbejde uden Reconvalesens, men sidst, da hun skrev, var Forhaabningerne svunden ind; nu faar vi se.
Hvor kan et Menneske holde til at høre Radio hele Aftenen igennem, det ulykkelige Menneske! Ja, er det ikke det, jeg altid har sagt de Apparater ødelægger Hjemmene! Dit er da ødelagt som Hjem betragtet, hvis alle Aftner, som skulde være sødmefyldte, forvandles til een uudholdelig Pine. Læser Axel aldrig? Det passer daarligt med al hans Kultur-Ambition. - Gid du dog nu maa være rask, den sidste Febermelding lød da bedre! I Gaar var der jo kun 14 Dage til Juleaften og man vilde gerne lave lidt.
[Indsat øverst s. 1:] Vi faar vist ikke Bøde, denne Gang, haaber vi kan klare den den i Fremtiden, men det er jo ikke nemt i dette store Hus. Vaskehus, Gang o.s.v. man raver i Mørke. Sovekamret har jeg faaet mørklagt med tykke Gardiner. Saa Farvel søde Dis og god Bedring med Sygdommen. Gid du snart var i Orden. Tusind Hilsner fra din Junge.