Fynboerne
1903-07-14
Sender
Ellen Sawyer
Recipient
Laura Warberg
Document content
Awaiting summary
Transcription
East Andover Juli 14/03
Kæreste Mor!
Dit Brev kom denne Gang lørdag Aften. Jeg tror, jeg faar dem hurtigere her end i Boston. I ere nok i Hjærtet af Sommerferien nu og jeg tænker mig Jer sidde samlede i Stuen ved Kaffen og foredrage dette. Jeg vil derfor begynde med at lade en Hilsen gå rundt, - først til Billy og Mornine – i Havestuesofaen, kan vi jo sige, - Be, Las, Junge, Dis og Dede. Jeg kom 1ste Juli først i Tanker om Dedes Fødselsdag og var gruelig ked af at have glemt det.
Tiden stormer afsted her, - det samme er vel Tilfældet hjemme, - jeg synes aldrig, den har rendt sådan som nu. Det, at Harris kommer hver Uge, bryder Tiden ligesom. – Denne Gang kom han med den Jobspost at han ikke mere kan komme om Fredagen, - ikke før Lørdag med 4 Toget, men til Gengæld tager han først 9 Toget Mandag Morgen. Der var næsten en hel lille Strike i Kontoret, fordi de Bæster var misunderlige – Bogholderen og de to Fuldmægtige, - de ville alle af sted Fredag og den ene havde Hjærtefejl og den anden noget andet og de mente, de trængte ligeså meget som H. – Det er meget muligt, at de gør det, men deres Arbejde er af en sådan Natur, at de ere nødt til at være der, hvorimod H. kan koncentrere sit til de andre Dage. Mr. Felton sagde, at han var ked af det, men at han var nødt til at bede ham ikke rejse før Lørdag Form. med mindre der var nødvendigt. Det er ærgerligt, da de jo i Begyndelsen sagde, at det kunde han sagtens – og vi vilde næppe have taget så langt fra Boston, havde vi vidst dette. Måske vi senere rykker lidt nærmere Boston – det er jo også så morsomt at se forskellige Steder og Egne.
Her er jo så yndigt, og det er et Sted, man kommer til at holde af. – Vi havde Held med Vejret denne Lørdag og Søndag og anvendte hvert Minut, - Rotur, Badning, Spadsereture. Vi har en Botanik m. Illustrationer og en Svampebog – dem tager vi med ud og slaar op alt hvad vi finder af begge Dele. Vi har identificeret en Masse Blomster, men endnu kun funden giftige Svampe. Vi havde to henrivende Roture i Maaneskin, - vi lod Baaden drive, - laa nede i Bunden af Baaden og røg Cigaretter – m – m – m. – Søndag Aften skød de en Sk[ulæseligt]konge lige her ved Siden af. Vi var oppe at se det, - det lignede en Muldvarp en hel Del og lugtede i høj Grad ”Ræv” – kun meget stærkere, - men de sagde det var ingen Ting fordi det var en Unge. -
Harry havde haft en trist Uge denne Gang. Det havde været rasende varmt i Boston 2 Dage Grader [tegn for grader) Fahrenheit det må være c 36 Reamur, - og han havde været ved Vandet (Beach) hver Dag efter endt Arbejde. Nu er han alene i Lab., - alene til Lunch, alene til Beach og først hjem efter de var i Seng, så flere Dage talte han slet ikke med nogen Dagen igennem. Han var hos Wesley´s forrige Uge Natten over, - de fleste andre af hans Venner er væk, så det er jo lidt trist, Han klagede til Herbert Felton og denne tog så med ham en Aften.
Her begyndte Folk at rykke ind og det er jo ganske morsomt. Vi kan være alene når vi vil og have nogen at snakke med når vi gider. Barney’s ere voldsom rare Mennesker, dannede og dog jævne. De vil gærne have mig og Grethe med ud at ro og spadsere, så vi har har haft megen Fornøjelse af dem. De er begge opdragne i Qvækerfamiljer, men er mærkelig frisindede efter det. Billy kan beskrive hvad Qvækerne er for en Sekt. Mr. Barney har fortalt så meget derom. Jeg går for det meste en Tur med ham om Aftenen. Så er hun en anden Madamse af en hel anden Art. Hun er af de rigtig simple, amerikanske, uvidende, udannet, - hvis eneste Interesse er Klæder. Hun møder om Morgenen, lys Muslin m. Slæb og Vifte og sidder Dagen igennem og vifter sig. Jeg har ikke set hende åbne en Bog el. tage et Håndarbejde i sine Hænder disse 8 Dage. Hun siger hendes Tanker er Beskæftigelse nok, - hun praler af at hun aldrig bestiller andet end gå i Butikker, gøre Visitter og tænke. Hun er over 60 rødnæset og meget tyk. I denne Uge kommer der et Par til
I Dag, da jeg kom hjem fra min Morgentur til 9 Toget var lille Grethe kørt på Visit med Barneys til Guvernørens Claude and – (Mrs. Barneys Nevø - en 18-19 Aars Fyr) [”som er Karl her” anført oven over linjen] skulle ud at plukke Hindbær og jeg tilbød at gå med hvis de vilde passe Grethe. Vi drog ud med to Blikspande og Frokost med og kom hjem klk 3 med 20 Pægle. (10 Qvarts) Begge Spande fulde og en Kurv, som Claude lavede af Birkebark. Der var Bunker og jeg nød det, - det mindede om Gammelskov Ture og vi hang i med Jørgensensk Energi. Jeg så Mrs. Bryan koge dem hen i Saft. Det var rasende nemt, sådan skulde du prøve. De har de Glaskrukker med Gummiringe, som Fru Peja havde. Fyld Krukken pakfuld med Bær (rå) – sæt dem i en Gryde med koldt Vand på et eller andet (omvendte Tallerkener el. lign.) så Vandet står halvt op om den. Lad Vandet komme i Kog og koge til Bærrene er krøbne en Tomme ind. Tag dem op og fyld Krukken helt fuld med en tynd Sirup af 1 Kop Sukker og 1 Kop Vand, som har kogt sammen og er kogende. Man kan også tage Saft i Stedet for Vand og lade Saften koge sammen med Sukkeret og komme på. – Sæt Låg og Gummiring på straks. Disse holder sig altid, er mere som Kompot. Alle Bær kan behandles på den Måde. – Det skulde du prøve det er rasende nemt og der er ingen Binden til [ulæseligt] Cognac, o s v.
En Aften, da Grethe havde taget en lang Middagssøvn tog Mrs. Bryan hende med ud en Køretur for at besøge hendes Broder. Grethe havde set ham her og han havde leget med hende, så hun var vild af Begejstring over ham og sagde hun holdt g-lig meget af den Mand. Hun tog sit lille Tog med for at give ham, - jeg var ganske rørt over det, for hun har holdt så meget af det Tog og leget med det så meget. Han tog hende rundt og viste hende alle Dyrene og hun morede sig herligt. Da hun kom hjem var der rød Solnedgang og da jeg lagde hende i Seng kom hun med den forbavsende Meddelelse, at hun havde set ”Vorherres røde (røide) Bimser hænge ned fra Himlens Bue, og de var så tykke”.
Hun er så god og skikkelig og forbavser alle ved sin Artighed. De er ikke for godt vante i den Retning her. Hun er ude Dagen igennem kun en Gang imellem hører man hende jo komme stolpende ind m. en el. anden Nyhed. Hun har været i Landet flere Gange – jeg lever dog denne Uge og det er herligt. Jeg kan svømme ¼ Time ad Gangen nu.
Nu sidder de alle og snakker her og Papiret kan ikke mere derfor Farvel allesammen
- Elle
[Skrevet på hovedet på s. 7 - s. 8:]
Er den arme Fru Peja rask nu -
[Indsat s. 10 i venstre margen; lodret:]
Hvor yndigt med Lugges Rejse!!!
Facts
PDFDa
Stednavnet er skrevet øverst s. 1
Grethe Jungstedt
Drude Jørgensen
Alhed Larsen
Johanne Christine Larsen
Johannes Larsen
Harris Sawyer
Johanne Schroll
Andreas Warberg
Astrid Warberg-Goldschmidt
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB1592
Nej
Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen









