1898-07-23

Ølstedgaard den 23 Juli 1898

Kære Abba!
Du tager helt feil naar Du mener at Visse er vred paa jer, turen til Vesterhavet havde gjort godt for hende men det der nu støder til har selvfølgelig givet et stort Tilbagefald. Det var en stor Skam af Johanne at komme som hun gjorde forleden, hvorfor talte hun ikke til mig først istedet for lige strags at rappe i stakkels Visse, hun er dog saa gammel at hun maa kunne sige sig selv at der skal Forsigtighed til overfor et saa svagt Hoved, og dersom Du hører at Visse Visse bærer hele Skylden mod Jomfruen tager Du feil, forleden Dag hørte jeg netop hvordan det helle gik til og der havde Visse Ret til at give en Irettesættelse men istedet for at indsé hun havde forséet sig gjorde hun sig meget stor, og gjorde sig temmelig uforskammet imod mig; naar jeg tog saa rolig paa Sagen var det, fordi jeg nødig overfor en ung Pige ville tage Sagen fra den strenge Side, jeg bad hende om at gaa til Erikshaab og blive borte nogle Dage til jeg fik Tingene til at falde i Ro, men Du maa sige hende at tager hun haardt, gør jeg med thi være Nar for hende vil jeg ikke. En stor Del af alle de mange Bryderier stammer fra Venskabet mellem Adis og Jomfruen thi det har været saaledes at de begge forsømte deres Pligter. Jeg havde glædet mig til lidt hvile i den Tid Visse var borte men Venskabet mellem de to var mig til daglig Plage, og efter alt hvad der nu er paseret synes jeg ikke det kan hjælpe Adis kommer her tilbage efter Ferien.

Med venlig Hilsen
N E Amstrup.

Kjære Abba! Jeg blev meget bedrøvet over Dit Brev; jeg lukkede det op da jeg saa det var Palludans Haandskrift fordi jeg var saa ængstelig for Dit Helbred, jeg syntes det var saa underligt med den Besvimelse og jeg har føer dog gaaet og talt om at faa Bud ned til Dig el. ogsaa at skrive, men ingen af Delene fik jeg alligevel. Hvorfor troer hun saa ondt om mig lille Abba, jeg mener vi to har altid holdt saa meget af hinanden. Hun dømmer mig udelukkende efter hvad Astrid og Jomfruen Pigen [”Pigen” indsat over linjen med blyant]. Mon Astrid er saa moden, at hun her kan have sit rette Syn paa Sagen. Jeg er meget, meget bedrøvet over alt dette, men gjør mig nu ikke mere fortræd, hun maa tro jeg kan ikke taale altid at skulle skyldes for at for at være saa ond. Jeg vil ikke ønske, at noget Menneske skal prøve at lide det jeg har lidt siden den Jomfru kom i mit Hjem. Hun var uforskammet imod mig til enhver Tid fordi hun vidste at hun havde Medhold hos Gudrun og Astrid, hvilke hun begge i lige høj Grad har forstaaet at dupere. Hun gik endogsaa saa vidt at hun en Dag holdt Hus med mig, fordi jeg tog [overstreget, ulæseligt ord] Nøgleknippet til mine private Gjemmer med mig naar jeg rejste ud. Hun og Astrid laaste ikke Rummet for Rosiner til deres Grød. Og jeg siger Dig, at jeg har ikke sagt hende et vredt Ord før Efter jeg kom hjem men hun [ulæseligt ord] mig vel ikke, [”men hun [ulæseligt] mig vel ikke” indsat over linjen] da var jeg vred 2 Gange og naar det ene Gang gik over alle Grænser saa gjorde jeg det i Grunden med Vilje, enten skulde Modet tages fra hende eller hun skulde bort. Gudrun har nu endelig forstaaet hvad jeg har døjet og ingen kan være muntrere og kjærligere imod mig end hun er det, saa nu er jeg vel over det værste om den Sag kan faa Lov at falde. Men hvor har jeg været syg efter Johannes Besøg! Naar I endelig vilde tage Parti imod mig, var hun ikke den Rette at sende, det havde været bedre at vente til [ulæseligt ord] kom hjem – og hvad vil I dog med den Pige, hun har jo sin Moder, der maa være den nærmeste til at tage sig af hende, men det maa I jo selv om, men [det følgende skrevet i margen s. 1, lodret] komme til Eder saalænge hun er der, det kan jeg ikke. Og for Resten ved jeg jo godt at hun har ment mig vel med det Brev og jeg takker Dig for det, men hun har blot ikke forstaaet mig. Ret at blive miskjendt er svært, især naar man bliver det af dem vi holder af.
Din Visse