1945-03-18

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
X
Modt. 22’ Marts 1945
besv. samme Dag.

Fru A. Warberg Müller
Bakkevej 12
Hareskov St.

Læst jun. 2000.
af Bibbe
13/3 – 2001. BWP.

[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
Lindøgaard Dræby St. Fyen.

[I brevet:]
Lindøgaard Søndag, d. 18de Marts 45.

Kære lille Dis!

Tusind Tak for dit Brev, som jeg fik i Forgaars; samme Dag havde jeg Brev fra Bibbe, hendes maatte jeg besvare først, og hun fortalte mig, hvor glad hun havde været over at træffe dig hos Magisterens. Det var dog ogsaa et morsomt Held, at hun netop kom derud den Dag. Nu har vi hende snart hjemme igen og Gud ske Lov for det, det er dog tryggere at vide hende her paa Landet, for Faren dog er minimal.

Kæreste lille Dis, hvor jeg forstaar dit Savn af Janna, og det føles dobbelt – ja mere end dobbelt – fordi du er alene hele Dagen. Hvor godt man end forstaar at – hvad skal jeg sige – underholde sig selv, saa er det ingen Spøg at være alene hele den lange Dag igennem, det prøvede jeg i Amerika, og det var drøjt, så drøjt at jeg ogsaa den Gang mente mig selv at være på Sindssygens Rand. Saa jeg forstaar dig og har den varmeste Medfølelse i det. Jeg forstaar ogsaa, naar du skriver, at det hjælper ikke, at hun er saa forholdsvis nær, Tværtimod! Hvis hun var helt borte, f. Eks. boede i Jylland, var det lettere at bygge en ny Tilværelse op; paa denne Maade vil det vare længere før du vænnes til Tabet af hende, og dog vilde man selvf. ikke bytte eller ønske hende længere borte. Det eneste Gode, jeg kan se ved det, er at det nu er bleven Foraarstid, og Foraaret har jo mange Glæder og Goder i sit Følge, langt værre om det havde været de vemodige Maaneder Oktober og November. Men som du selv skriver, der er ikke andet ved det at gøre end at se at holde Halen saa højt som muligt og forlange af sig selv, at man skal kunne bære det. Og saa maa vi haabe paa, at Tiden vil mildne Savnet, saa du kan faa Glæde ud af Møderne med hende – muligvis det gaar hurtigere, end du nu er i Stand til at tænke dig. Hvor jeg dog haaber og ønsker det. Den lille Pige maa vel ogsaa være et stort Plus for dig. Men først og sidst, at Janna er glad og – som du skriver glad, naar du kommer. Tænk, at du kan spasere en hel Time dertil. Ogsaa hjem? det skrev du ikke noget om. Men hør Dis, jeg vil ikke høre noget om, at du skulde betænke dig paa at udgyde dine Sorger og Problemer for mig. Hvad har man dog sine Venner (Søstre) til, naar man ikke skulde kunne klage sin Nød til dem, naar Livets Bølger gaar højt, som vi udtrykte det i vore unge Dage, nej, lad os nu være her! Og lov mig, at du bare skriver løs, selv om det gør en ondt at høre om Sorger, saa vil man da ti Gange hellere høre dem og have en Følelse af, at ens Svar mulig kan trøste og styrke lidt, end man vil være udenfor og – skaanes! Tænk paa, hvad jeg sikkert har aflæsset til dig i sin Tid, da mit Livs Bølger fuldstændig konstant gik højt, det har næppe været Smaating, du har maattet høre om.
Nej, det var saamænd kun en Forglemmelse at jeg glemte X [”X” indsat over linjen] at kvittere og takke for Tobakken, det gik hurtigt op for mig, da jeg havde sendt Brevet. Vi vil være Jer saa taknemmelige, hvis I af og til vil sende noget, for nu kniber

2.
det snart haardt; den hjemmeavlede Tobak er der ikke saa meget Drøje i, som jeg havde tænkt, og det gaar hurtigt ned ad Bakke med den. Saa hvis I vil have Ulejlighed med det og absolut ikke Udgift, vil vi som sagt være Jer megen Tak skyldige.
Tak fordi du holder mig à jour med Jeres økonomiske Forhold; hvor var det dejligt, om I kunne komme rigtig paa Fode, og om Axel kunde faa nye Tænder; det vil gøre ham 10 Aar yngre, og vist ikke alene at se til.
Jo, saadan er det jo, der hvor Pengene er, skal der yderligere dynges paa, og Fattigfolk skal de nok vide at flaa. Vi maa habe paa J.A.K., at de Synsmaader en Gang maa vinde Sejr.
Herfra er som sædvanlig intet nyt. Vi ser aldrig nogen her, nu da Bibbe er en Saga, Rutebilen saa at sige ogsaa, og ingen har Dæk paa deres Cycler. Elle har vi ikke set siden Jul, og naar faar vi hende at se, skønt Vejret jo er lige til at cycle i, saa fint et Foraarsvejr. Godt at vi har Lindøerne, dem ser vi da af og til. Grete har det [”det” indsat over linjen] ikke saa farlig godt, hun længes vist efter, at hendes Time skal slaa, det lille Skind.
Næste Dag, Mandag Form. I Morges kom Tinge og spurgte om Anne Marie maatte komme ned og hjælpe Grethe lidt i Eft. Nu har hun faaet Hexeskud og ligger og kan ikke røre sig; det er saa trist, at hun skal døje med alt muligt, den lille go’e Grethe!
Det er Middag nu, og jeg er bange, det bliver ikke til meget mere, Posten er tidlig paa det om Mandagen
Næste Gang skal jeg sende det bio-dynamiske Skrift, du sendte, jeg har knapt læst det endnu og det er jo meget interessant. Det andet beholder jeg altsaa. Tak! – Nu har Anne Marie igen haft en Omgang med Betændelse, denne Gang i Øret og hun har døjet meget og haft Doktor her 2 Gange ligget i Sengen 2 Dage og haft mange Smerter.
Der er saadan en flink lille ung Læge i Dræby, jeg havde aldrig set ham før; den første Dag, han var her, bød jeg ham Kaffe og han blev siddende i nær ved 2 Timer og snakkede med mig; vi var meget ivrige begge to, saa han glemte Tiden. Vi var meget enige – det er man jo gerne for Tiden, fordi det mest er een Ting, man diskuterer nu: Krigen og alt hvad dermed hører. Det var en helt Oplevelse for mig, jeg ser næsten aldrig andre Mennesker.
Efter Middag. Det er underligt nok, for skønt alt hvad der sker i Verden – et Hav af Rædsler – opfylder en hver Time paa Dagen, saa er der noget ved det, der gør, at man ikke skriver om det. Men du kan tro, at alt det forfærdelige som vi hører om, og som [”og som” indsat over linjen] ligger paa en som en Mare ogsaa bidrager til, at gøre det daglige Savn af Janna endnu tungere end det vilde være, dersom Verden havde sit normale Udseende. Jeg har da i hvert Fald saa tit den Fornemmelse, at det er ikke til at bære. Og Verdens Fremtid må man ogsaa - uundgaaelig – spekulere paa. Faar vi mon den forfærdelige tyske Krigsmentalitet udryddet nogensinde. Ja, en Gang maa jo den tyske Nation blive voksen, men hvor længe vil det vare? den er for mig at se en stor lømmelagtig Dreng med alle den Alders Skavanker – ogsaa Børns Grusomhed har den i rigt Maal. En underlig Mangel paa Fantasi, der gør, at de slet ikke formaar at fatte andre Menneskers Lidelser. Nu er Lidelserne over dem selv, men vil de kunde lære af det? Eller vil det udelukkende resultere i Hævnfølelse? Det er Fremtidens Gaader. Saa vidt jeg husker, sagde Fanny jo, at der vilde gaa en uhyre lang Aarrække uden Krige, men den synske Fisker oppe i Nordnorge, der spaaede 1ste Verdenskrig, paastod, at der vilde komme Krig i 1953, hvor Frankrig og Rusland vilde slutte sig sammen og ødelægge Sverige. Det lyder fantastisk. Man kan ikke tænke sig Frankrig have Interesser i Sverige, vel? Og der er kun 8 Aar til, han maa vist have set forkert med et Aarhundrede eller to. – Naa, nu blev det alligevel til lidt mere Brev,

[Skrevet på hovedet øverst på s. 1:]
Jeg skulde egentlig have hjulpet A.M. med Opvasken, saa hun kunde komme hurtig ned til Grethe, men det Ky’ det Ky’ -
God Bedring med det lilles Snue, det er da kedeligt, naar hun saa ikke kan komme ud.
Nu haaber jeg, at det hele maa bedres lidt for dig, søde Dis. ”Tiden læger” som Mornine skrev som 14årig, 2 Dage efter en dødsens Fortvivlelse over en ubesvaret Elskov.
Tusinde Hilsener fra din Junge.

[Indsat nederst s. 2:] X hvilket herligt Sprog, der kan falde en i Pennen.