1894-01-31

Nat mellem 30 - 31 Jan. 1894.

Kære Far og Mor!

Ja, I ser nok, at det trækker op til en højtidelig Historie; men inden jeg går til Sagen vil jeg meget alvorlig bede jer tie stille med det, der nu kommer, ikke røbe det til et eneste Menneske der ovre, heller ikke til Onkel Christian eller Lud, overhovedet til ingen. Ja, jeg kan jo godt gå uden Omsvøb til Sagen og fortælle jer, at Thomas og jeg ere forlovede; jeg tror - nej, jeg ved, at I vil blive glade ved dette, og det har I også god Grund til; jeg vil ikke begynde på at holde Lovtale over Thomas, det behøves ikke, I kender ham jo nok og holder allerede af ham; jeg vil bare sige så meget, at vi ere meget glade! Thomas har flere Grunde, hvorfor han aldeles bestemt ønsker, at det bliver holdt hemmeligt til Sommerferien - eller i det mindste til Sølvbrylluppet, der er nogle ganske få her inde, som ved det, de siger det ikke, og nu må I også endelig bevare Hemmeligheden fuldstændig hos jer selv. Thomas' Forældre ved intet, og hvis jeg ikke havde en bestemt Grund til at sige det til jer, havde I nok heller ikke fået det at vide før senere. Det er Alheds Italiensrejse, der står mig i Hovedet. Kunde det, at jeg dog nu kun en begrænset Tid skal have Hjælp hjemmefra ikke forandre noget i den Henseende? Gid jeg kunde få jer til at se så klart som jeg ser det - og Thomas også - at det er som en Livsbetingelse for Alhed, at hun kommer i ny Forhold; skal hun gå et År til i Møde som det sidste - ja, jeg tror, hun bliver fuldstændig knækket, jeg begriber ikke, at hun har kunnet holde sig oppe så længe, jeg vilde være ødelagt for længe siden, hvis jeg var i hendes Sted; men jeg tror bestemt, det var en Redning for hende nu at komme under helt andre Forhold og rigtig i Lag med noget Arbejde, som kunde tage al hendes Tid og alle hendes Evner. Å, jeg ved at det gælder meget mere, end I måske tænker, for mig - og flere - står det, som hendes Fremtid afhænger af dette; derfor er det, jeg har bedt Thomas om at måtte skrive dette, om det ikke skulde kunne gøre noget til; han er ligeså ivrig som jeg, han ser det som noget meget alvorligt og mener absolut, at den Bestemmelse, der nu bliver taget, vil blive afgørende for hele hendes Fremtid. - Nu må I jo huske, at til Foråret skal jeg begynde at tjene noget, det har Ove jo selv sagt, da jeg talte med ham i Efteråret, der er ingen Tvivl om, at han vil hjælpe mig. Nu, når Understøttelsen til Onkel Carl falder bort, må det jo da også gøre noget. Skulde jeg nu ikke kunne
[Brevet fortsætter i BB 1946]
få noget her i København, ja, så lad mig i Guds Navn tage til Odense; men gid jeg kunde blive sparet for det, det anser jeg som den frygteligste sidste Nødhjælp! Men jeg vil alligevel ti Gange hellere det, end have, at Alhed bliver her hjemme; det skulde vel ikke være før hen i Sommeren, det med Odense, nu kunde jeg ikke rejse fra Thomas - ikke af Behagelighedshensyn, fordi jeg helst vil være sammen med ham, men af andre og vigtigere Grunde. Jeg er bange, dette Brev er meget tørt og lidet overbevisende, det kommer af den meget sildige Nattetime, Kl. går til 2, jeg er i Aften kommen hjem fra et lille hyggeligt Aftengilde på 4 Gæster hos Birkedals, jeg kunde jo ikke skrive, før jeg fik talt med Thomas, og det kunde først ske i Aften på Hjemvejen, nu måtte jeg skrive for at få det med Christian i Morgen. Nå, jeg kan ligeså godt slutte, jeg får vist ikke mere Saft og Kraft ind i dette Brev. Og så vil jeg endnu en Gang bede jer betragte det som en samvittighedssag at holde på Hemmeligheden - og allerhelst også det med As Rejse, jeg betragter det da sådan. - Og så overgiver vi os for Resten til jer på Nåde og Unåde! Kærlige Hilsner fra Thomas og jeres
Basse.