1894-01-08

Baraboo Wis. 8de Jan. 1894.

Min kjære gamle Broder, det er alt et Par Uger siden jeg fik Brev fra Laura, der desværre sagde at Du ikke var rask nok til at svare mit Brev. Dette smerter mig dybt, Du Kjære, for skjønt jeg vel vidste at Du længe ikke havde været stærk, saa var det saa uforstaaeligt for mig der bestandig ser Dig i Din herlige Ungdomsfylde. Husker Du, naar vi mødtes sidst? Jeg tror det var i Sommeren 1878, et Aar for mig skjæbnesvangert. Husker du, Fredrik Hein havde de sendt et Anker Øl til Edvard? og at vi Fire drak det Altsammen tilligemed danske Snapse og [ulæseligt]rrier? Du og jeg vare dog et Par gode Fæhoveder i vore Ungdomsdage, ikke sandt? Istedenfor at leve et respectabelt Philisterliv: sikken holden Skolelærer med et Dusin Børn Du kunde have været – og jeg nu en gammel Skipper i DF.D.S. Ulykken var, Du kjære [ulæseligt], at det stærkt erotiske i vore Sindelag ei opdagedes og ledtes i den rette Vei. For, great Scott! hvilken uselig Opdragelse vi dog havde med Faders barske, frastødende Forhold mod os – og Moders do, do. Underligt dog, at den dyborende Kjærlighed, som er Grundlaget i Begges Character, først fandt Liv da vore Halvsøskende kom. Opfatter Du ikke Forholdet i vort Barndomshjem som jeg? Maaske jeg dømmer dem med Urette; men først som Voxen lærte jeg at elske dem: og da var jeg Alt ødelagt i moralsk Henseende. Og sikken mageløs Flid jeg udviste i stadig at udvikle denne (U)Moralitet. Ludt skrev engang til mig for mange Aar siden at det var urigtigt ”altid at rode med Trynen i fortidens Dynd”. Ikke meget fint af en lovende, ung Kunstner: men saare sandt og træffende. Hvorfor skriver jeg nu egentlig om Alt dette? Ja, det er nu een af mine glimrende Egenskaber, at naar jeg skriver Brev, saa maa man jo lade Pennen raade, den har aldeles frit Raade og farer over Papiret ucontrolleret. Tid har jeg desværre nok af i Vinter. Møllen er lukket paa Grund af Vinteren. Og da Selskabet har det smaat med Penge, saa maa jeg tilbringe Dagen her paa Grund af Assurancen. Det er nu ikke saa lysteligt, thi jeg staar op før 5 hver Morgen; tager saa min Kurv som Sus om Aftenen har tilberedt med min Frokost og Middag og trasker 3 Miles ud af Byen til den lille Sø, hvor Møllen ligger, bliver saa afløst Kl 5 E.m. Jeg læser, skriver Brev, ryger og kjeder mig. Men jeg tjener mine §60.00: og det er nu det morsomme af det; al Poesi, Erotik og (Sentimentalitet?) (er det vigtigt) er saa fuldstændigt banket ud af mig: jeg er det mest prosaiske Dyr, der kan tænkes ”for which, oh Lord! make me truly thankful”. I Marryats ”Børnene i Nyskoven”, som vi læste paa Cursus da jeg forberedtes til Cadet, giver et af Børnene Hø til Koen, som Intet havde havt at æde i et Par Dage og derfor var Koen ”very thankful”. Dette oversættes af en Fyr som ”meget tankefuld”. Det er nu 25 Aar siden: men Mindet om den ”tankefulde Ko” bringer mig endnu til at lee højt! Du var aldrig stiv i Engelsken, vel? Som Dreng var Du min Mester deri, men som ung Mand tror jeg ikke Du vedblev skjønt – jeg mindes et taaleligt Engelsk Brev fra Dig mens jeg var Matros eller Letmatros. Men Du kjender dog vist Forskellen mellem ”thoughtful” og ”thankful”. Heldigvis vaagner Freddie hver Morgen omtrent 4-4.30; naar han saa har været paa Potten kommer han kravlende i vor Seng og jeg har ham da til jeg staar op. Lille Mary Kristine er næsten altid oppe naar jeg kommer hjem: saa paa den Maade seer [”seer” jeg dem Begge dagligt; Jeg haaber snart, meget snart at faa Raad til at photographere dem; saa skal jeg strax sende Dig et Billede. Det er dejlige Unger, Du.
[Resten af brevet mangler]