Menu

People

Christine Swane

Datter af Vilhelmine og Jeppe Andreas/IA Larsen og dermed Johannes Larsens yngre søster.
Broderen, Vilhelm/Klaks kaldte CS for Vense, og moderen (Vilhelmine Larsen) kaldte hende Dinemor.
Som helt ung opholdt CS sig en sommer i godsforvalterboligen på herregården Scheelenborg nord for Kerteminde for at male (1937-01-19, Agnes Arridsø til CS, Cs's brevarkiv, Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv).

Gift med maleren Sigurd Swane (1879-1973) i perioden 1910-1920.
Ægteskabet blev indgået på Kerteminde Rådhus 19. nov. 1910 og opløst i 1920.
Parret fik et barn: Lars Swane (1913-2002), som også blev maler.

CS boede i efteråret 1897 og frem til maj 1898 hos Anna og Fritz Syberg i Svanninge på Sydfyn og fik tegneundervisning af Fritz Syberg hjemme samt på Teknisk Skole i Faaborg.
1898-1901 var hun elev på Kunstskolen for Kvinder i København under Svend Johansen. Desuden modtog CS undervisning hos J.F. Willumsen foråret 1900.
1901 CS afvistes på Charlottenborgs Forårsudstilling.
I juni 1901 var CS sammen med Astrid Warberg-Goldschmidt med tog til Dalby nord for Kerteminde, hvor de var til fest, hvorefter de gik til Fyns Hoved. De sov i det fri med en kappe, som de havde lånt af en embedsmand, badede nøgne og tog toget hjem. De andre passagerer var bestyrtede over at se så solskoldede og forkomne, de var (1901-06-27, Astrid Warberg-Goldschmidt til Johanne C. Larsen, BB0398).
1901-1902 CS malede i København under Fritz Sybergs vejledning.
CS arbejdede i 1902 nogle få uger for J.F. Willumsen med at overføre hans maleri, "Bjergbestigersken", fra karton til lærred.
I 1903 boede CS en tid på Bülowsvej 38 i København sammen med medicinstuderende Grethe Jørgensen og Astrid Warberg (Alhed Larsens søster). Astrid førte hus for de to andre kvinder og havde desuden en art pensionatsvirksomhed, så venner kunne komme og spise mod betaling. Lejligheden måtte opgives pga. væggelus (Laura Warberg til Astrid Warberg-Goldschmidt 1903-03-13).
CS fik konstateret tuberkulose i december 1904 og var indlagt på Haslev Sanatorium på Sjælland i fire måneder indtil april 1905 (CS til Astrid Warberg-Goldschmidt 1905-03-28).
1905 CS afvistes for anden gang på Charlottenborg og deltog i "De Afvistes Udstilling".
Maj 1906 – december 1907 var CS husbestyrerinde for broderen, Vilhelm Larsen, på gården Rørdam på Vestfyn.
1907 Debut på Charlottenborg.
1908 CS kom ind på Kunstnernes Efterårsudstilling.
1909 CS mødte i broderen Johannes Larsens hjem den svenske maler Karl Isakson, som fik betydning for hendes kunstneriske virke.
1910 Sigurd Swane og CS blev gift. De boede den første tid derefter i Kerteminde. Sigurd Swane brød sig ikke om at bo i provinsen.
I 1913 havde parret i en meget lille lejlighed på Christianshavn i København. De ventede deres søn, men CS ville ifølge Laura Warberg "vist ikke have talt derom". Parrets økonomi var nu bedre, end den tidligere havde været. CS var skrevet op til en plads på Frederiksberg Fødehjem (1913-04-12, Laura Warberg til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB2623).
I 1916 købte Christine og Sigurd Swane en sommerbolig i Hammersholt ved Hillerød. Den blev solgt igen i 1921 og overskuddet gik til Christine og sønnen Lars Swane.
CS blev skilt fra Sigurd Swane i 1920. Hun blev boende i parrets lejlighed - nu på Falkonér Allé - indtil 1927. I årene efter skilsmissen var hun plaget af depression og fysisk sygdom. Sønnen, Lars, boede de følgende to år hos faderen og dennes nye kone, da CS var for dårlig til at have ham hos sig. Siden kom sønnen til at bo hos sin mor.
1921 CS gik på Harald Giersings malerskole.
1922-1923 CS var indlagt i fire måneder på "Nerveafdelingen" ved Frederiksberg Hospital.
1926 CS byggede sommerhus i Birkerød.
1927 Søsteren Marie Larsen flyttede ind som husbestyrerinde hos CS. De to boede på dette tidspunkt i en to og et halvt-værelses lejlighed på Falkonér Allé i København (Løwe og Welden s. 140).
1928 CS begyndte at fremstille, udstille og sælge keramik.
1931-1935 Større udstillinger i Studentersamfundet, Bingers Kunsthandel, Kunsthallen og Kunstforeningen.
1932 og 1934 CS var på malerophold i Tisvilde og i Arild i Skåne.
1934 og 1935 CS byggede hus på Skovgårdsvej 5 i Birkerød (1934-11, Andreas Larsen til Johan og Elena Larsen). CS solgte keramik og maleri til Ny Carlsbergfondet.
1936 CS blev optaget i Grønningen. Malerophold på Larsen-familiens skovgård, Båxhult, i Småland.
I 1937 solgte CS et stort maleri, "Udsigt i Tisvilde Hegn", til Ny Carlsbergfondet, som forærede det til Kvindernes Bygning i København. For pengene købte hun en trekant jord, så hendes have blev udvidet, og hun også kunne færdes i den uden at blive set af naboerne (1937-09-13, Marie Larsen til Johanne C. Larsen, BB0414).
1937 CS udstillede første gang på Grønningen og herefter hvert år resten af livet med denne sammenslutning.
Også første gang i Bachs Kunsthandel. Herefter på dette sted 1938, 1939, 1941, 1942, 1944, 1946 og 1950.
1938 Modtog Tagea Brandts Rejselegat.
1943 Blev tildelt Eckersberg Medaillen
1944 En påtænkt produktion af turistkakler omtales i et brev til CS fra arkitekt Viggo Sten Møller.(1944-01-13).
I maj 1946 blev CS's 70års fødselsdag holdt i Lars og Ursula Swanes hjem. Elena Larsen har beskrevet festen i et brev (1946-05-31, Elena Larsen til Johan Larsen; brev i privateje, i KTDK).
4. juli 1954 døde Marie Larsen af den kræftsygdom, som hun var blevet opereret for omkring 1942. Derefter solgte CS deres fælles hjem og flyttede ind hos sin søn i Farum (Løwe og Welden s. 122).
1957 CS fik et legat til ophold på San Cataldo i Italien.
1960 CS blev farmor 15. august og døde 16. august.
Lars og Aase Swane bragte urnen til Kerteminde, hvor den blev sat ned i hendes forældres grav ved siden af søsteren Maries. (Johannes Larsen til Johan og Elena Larsen 1960-09-03). Da dette gravsted siden blev nedlagt, satte Larsen-familien Marie og Christines gravstene ind i en mur i haven på Møllebakken i Kerteminde (Alhed og Johannes Larsens bolig).

References

Birgit Bjerre: Marie - uundværlig husholderske i to kunstnerhjem. Østfyns Museer 2012
Birgit Bjerre: Christine Swane. Kvindelig maler i mændenes verden. Johannes Larsen Museet 2003
Grøn - modernisten Christine Swane. Anne Lie Stokbro, Erland Porsmose og Mette Ladegaard Thøgersen (red.) Johannes Larsen Museet 2018
Lise Fogh: Sigurd Swanes korte sommer på Fyn. I: Cartha, Årsskrift for Østfyns Museer 2015-2016, s. 5-24
Inger Christine Løwe og Sidsel Ana Welden: Kort over hende. 14 kvinders aftryk på Danmark. Politikens Forlag 2024. Heri: Malerkunstens husholderske: Marie Larsen s. 122 ff
Poul Uttenreitter: Christine Swane. Vor Tids Kunst 24. Forlagt af Rasmus Naver 1938
Weilbachs Kunstnerleksikon

Facts

Christine Swane, f. Larsen

Ugle, Uglen, Dinemor, Vense, Disse

29. maj 1876 - 16. august 1960

Maler og keramiker

Da