Menu

Fynboerne

1958-04-25

Document content

Awaiting summary

Transcription

[På kuvertens forside:]
26’ April 1958 med en Kasse Cigarer.
(afs 76 år) besv. 30’ april 58.

Fru A. Warberg Müller
Bakkevej 10
Hareskov St

[På kuvertens bagside:]
Lindøgaard Dræby St. Fyn

[I brevet:]
Lindøgaard
25-4-1958

Kæreste lille Dis!

Til Lykke til din Ib! Og alt godt søde Dis, i dit nye Aar! Ingen Astma og stor fremgang i din Skribentvirksomhed! Det ligger vist til os Søstre, at jo ældre vi bliver, des rigere blomstrer vore aandelige Egenskaber; det har vi efter Mor, som jo blev ved at udvikle sig saa længe hun levede. Baade du, Lugge, Elle og jeg har det da paa den Maade. Tutte ogsaa, om hun havde levet. Naar jeg tænker paa den sublime Tale, som Christine holdt paa sin 80 Aarsdag (jeg har den i Manuskript) saa maa man vist sige det samme om hende. Men lille Be ved vi jo intet om i den Henseende. Vi tørrer ikke ind, hvad vist ellers er almindeligt, og gid dog, at vi tre som er tilbage maa beholde det til det sidste og slippe for at blive Vrag.
Jeg tænker mig, at du nok faar Gæster paa din Fødselsdag, Lørdag er vel halv Fridag for de fleste. Peter G? Esther og Gustav? En rigtig god Dag ønsker jeg dig. Min ”Opmærksomhed” er kun ringe, men det er dyrt at faa en Bil over Storebælt. – For Tiden tænker jeg mest paa Turen til Lugge-Dagen; baade Bibbe og jeg glæder os saadan. Min Haand er i Bedring og samtidig begynder mine Kræfter ogsaa at bedres, saa jeg er da temmelig vis paa, at jeg nok skal kunne klare mig. Jeg havde Brev fra Lugge i gaar; hun skriver, om vi ikke kan komme til hende allerede om Eftermiddagen til Te el. Kaffe. Det havde jeg selv tænkt paa, men selvfølgelig kunde jeg ikke foreslaa det, men Lugge skriver, at hun har slet ikke noget at gøre med det huslige ved Festen, saa hun er ledig paa Torvet.
Ogsaa fra Dede har jeg [”jeg” indsat over linjen] lige haft Brev, mon du ikke ogsaa har det med Indbydelse til hans Fødselsdag. Han skriver, at Fritz vil tage dig og Lugge med i sin Bil, hvor det dog er dejligt for Jer. Saa skriver han, om Manse ikke kan formaas til at køre derop og blive nogle Dage ligesom vi andre, det havde jo været oplagt, hvis han ikke havde haft andet for. Jeg skrev til Dede, at han selv for længst havde tilbudt at køre os derop, men at han ikke har Tid til at blive, for han skal d. 1st Juli rejse til Færøerne sm. med Svend Mikkelsen (ham der har illustreret ”Orm og Tyr”) Skibet afgaar fra Kbhvn. d. 1ste Juli saa han skal altsaa derind Dagen før. Vi maa altsaa hjem igen samme Dag, d. 28. den Dag, Gildet holdes, med mindre vi hitter paa et eller andet. Dede kan ikke saa godt undvære ”Dan og Bil”, han vil nødig være alene paa Kontoret, altsaa uden Dan, mon det ikke er fordi han – vist – hører daarligere, hvad Lugge skriver noget om. Det vilde jo være lidt besk for mig at gaa Glip af samværet med Jer, men kommer Tid, kommer Raad, det kan vel ordnes paa en Façon; jeg skimter da en lille Udvej, som jeg dog endnu ikke vil komme frem med.
Mon vi dog aldrig mere skal opleve et rigtigt Foraar i Maj Maaned. Klimaet er dog blevet saa løjerligt. Agrar hører hver Dag den lange Vejrmelding om Morgenen; paa een og samme Dag havde Rom et Par Frostgrader, mens Syd-Grønland havde Tø! Saadant kunde ikke være sket i gamle Dage; hvor maa de have frosset i Italien i denne Vinter, de har jo ikke de gode Fyringsforhold som vi. Heller ikke vilde jeg i Aar have kunnet sidde paa en Skrænt i Odensebakken og skrevet Fødselsdagsbrev til dig under udsprungne Bøgegrene – det har jeg vist saa tit fortalt dig om.
II Ja, nu begynder jeg saa paa et nyt Ark Papir, men begriber egentlig ikke, hvad jeg skal skrive paa det; her er intet at fortælle om; alle de sidste Maaneder har været ualmindelig begivenhedsløse, og der er intet nyt om vor Fremtid, ja en lille bitte Smule er der, men jeg kvier mig lidt for at skrive det, for jeg er bange for, at du straks skal slaa det fast. Manse har ringet til Almind, ham der har forestaaet alle Købene for Værftet og spurgt om han kunde faa Forpagtningen endnu et Aar. Han har endnu ikke svaret, og de kan jo allerede have andre Planer med Gaarden, men i saa Fald mener jeg, han vilde have givet Svar straks. Jeg vilde gerne blive her et Aar endnu, men det ved vi altsaa slet intet om endnu. Naar Afbruddet end bliver, saa skal det nok blive en slem Omgang; et Hus der i 19 Aar har maattet savne en Husmoder uden Invaliditet X [Indsat i venstre margen, lodret:] X Vrøvl! [Indsættelse slut] er uordentlig over det hele, det kan ikke være andet, men selvfølgelig vil Bibbe bistaa.
Forleden en Gang, da jeg talte med Lauritz spurgte jeg ham om, hvordan han syntes, at Bibbe havde det, og han sagde til min store Glæde, at Bibbe havde det saa godt, som hun ikke længe havde haft det. Det er jo Nerverne, det drejer sig om. Det synes jo virkelig, at hun trives bedst ved ikke at have Pige; de irriterer hende saa meget. Hun og Troels var her en Eftermiddagsvisit i Søndags, og hun havde paa Vejen købt en Ladning af de fineste Konditorkager, Lagkage og andre delikate Sager. Jeg var saa rørt over at hun kom, for de skulde efter Aftensmad til Odense i Biograf og derefter til Aft. Kaffe paa Dalsgaard, saa hun har nok været temmelig mør inden hun naaede at komme i Seng.
Jeg har faaet skrevet en Del paa mine Optegnelser om gamle Dage. Jeg er begyndt paa lidt Karakteristik af Far og Mor. Det er ikke let at beskrive dem, man har staaet saa nær, men jeg synes jeg har faaet en Del med om Far, f. Eks. om hans Eftermæle. Mor har jeg ikke begyndt paa endnu.
Jeg havde forleden et sødt Brev fra Laders. Han har nu sagt Lejemaalet op og rejser fra Erikshaab til Oktober. Det lader ikke til at han skal bo paa Ellegaard Henriks nye Ejendom, en stor Ejendom ved Tommerup; det skrev han ellers til mig en Gang tidligere; mon han alligevel ikke spænds saa godt med dem. Jeg vil helst ikke derned mere, jeg vilde ikke bryde mig om at vide, at jeg nu ikke fik Erikshaab at se mere, naar vi kørte derfra.
Jeg har været tidlig oppe for at skrive til dig inden Posttid – Kl 12 – jeg skriver lettest om Formiddagen, er mere sløj senere paa Dagen, men nu nærmer Posttiden sig, og jeg har heller ikke mere paa Hjerte – uden endnu en Gang at ønske dig alt godt for Dagen i Morgen og for dit nye Aar!
Og saa sende dig tusind varme Hilsner
fra din Junge

Facts

PDF
Letter

Datoen er skrevet øverst s. 1

Lindøgaard pr. Dræby St.

Adressen er skrevet på kuvertens bagside

Bakkevej 12 Hareskov St.

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB2505

Nej

Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Astrid Warberg-Goldschmidt