1903-7

Kæreste Mor!

Jeg gaar og er så underlig til Mode fordi vi ingen Telegram har faet fra Billy. Det var en bestemt Aftale at han skulde telegrafere Dagen før Bryllup, så vi kunde vide hvad Dag det er. Men ikke et Muk er kommen endnu. Det er mit Haab at han har glemt det af Sindsbevægelsen, - men alvorlig ængstelig er jeg til jeg hører, om nogen er bleven syg el noget er kommen i Vejen. Sidst fik jeg dit Brev sendt Onsdag Lørdag Aften, - måske jeg får et i Aften [”får et i Aften” indsat over linjen]. Jeg venter Harris om en Time – han kommer for at blive en Uge og jeg venter mig meget af det. Her er så yndigt, - bedårende og vi får udmærket Mad. Det er nogle voldsom rare Mennesker og her er så hyggeligt. Vi ere naturligvis ude den meste Tid, og du kan ikke tænke dig, hvor jeg nyder at kunne male af Hjærtens Lyst uden at behøve at skynde mig ind til Pligter. Man kan dumpe ned hvor det skal være og male, - der er lige smukt alle Vegne. Så snart jeg har malet noget – bærer de det rundt til Naboerne og viser det til dem der kører forbi, - med stor Stolthed og Mrs. Bryan har bestilt Huset malet med Olje, når al denne Røg fra Skovbrandene klarer op. Jeg kan ikke vide om I ser i Aviserne hjemme om alle disse Skovbrande. Der er ikke falden Regn i 2 Maaneder og det er knasende tørt alle vegne. Græsmarkerne [”Græs” indsat over linjen] er brungule, og på åbne Steder i Skovene er Græsset og Bregnerne svedne sort. Når så Toget kører forbi sådanne Steder, kan en Gnist tænde det an – sådan blev den Ild tændt, som jeg skrev om sidst. Op på Form. var der et vældigt Baal, og Mrs B. lod Karlen køre mig over at se det. Det var interessant men ikke noget imod den Skovbrand som vi så den næste Dag: Om Onsdagen var Luften så tæt af Røg, som i den tykkeste Tåge og der blev sagt at hele ”Ragger Mountain” stod i lys Lue. Det var nu Løgn, men der var da Ild på en Snes Steder. Om Eft. kørte vi ud for at opdage det. Det er ikke nemt at finde, fordi Røgen er så tyk ["tyk" overstreget] tæt og Ilden mest ligger og ulmer i Skovbunden. Det var en mageløs Køretur, - halsbrækkende stejle Bakker, - det forekom mig stejlere end ned af Orene, og jeg sad med Livet i Hænderne. Endelig mødte vi nogle Mænd der vidste hvor Ilden var og vi satte Hesten og gik med ham ind mellem Bakkerne, bevokset med Torne og Krat og med store Sten, over Stengærder – o.s.v. til vi kom ned i en Fyrreskov hvor Ilden rasede. Lidt skuffet var jeg, for der var intet stort Baal, - men kun krybende Ild under Skovbunden, - af og til blussede det op og i enkelte Træer brændte det. en 20-30 Mænd sled i det med at smide Sand og Grus på. De fortalte os at over en
[Resten af brevet mangler]