Fynboerne
1898-04-02
Sender
Alhed Larsen
Recipient
Johannes Larsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Kære Las!
1000 Tak for sidst! Du er den aller allerbedste! men jeg faar vist ikke Brev fra Dig i Dag fordi Klax og Agraren drillede Dig. Eller mulig var Du for sløj til at skrive. Jeg beklagede mig i Aftes for Palam og [ordet overstreget] over at Du er saadan en svagelig én, der ingenting kan taale, jeg gav ham nogle Beviser paa, hvor Nervøs Du er for Øjeblikket og det gjorde et dybt Indtryk paa ham, navnlig at Du fløj op og hylede, da jeg i Forgaars Aftes sad og rørte ved Din Kind! Kan Du huske det? Palam siger, at det er fordi Du ikke rører Dig nok, og han har i Sinde at holde en forfærdelig Tale for Dig, naar han ser Dig! - - Han var saa oprørt og indigneret, at jeg selv blev ganske forskrækket og [ordet overstreget] han fortalte om en Fætter, han har, der i [bogstavet overstreget] er meget [ordet overstreget] ung endnu, men fuldstændig ødelagt af Podagra. – Naa, nu vil jeg forlade dette pinlige Emne, i Dag haaber jeg, Du er kvik og udsovet, og kan male godt, men det er jo Solskin, saa kan Du jo ikke. – Men for hvem der ikke skal male er det et aldeles bedaarende Vejr. – Far fandt jeg meget bedre, Lørdag og Søndag var det gaaet betydelig frem. Vi var ellers begyndt at blive noget ængstelige og han selv ikke mindre [ordet overstreget] mindst, han var bange for Tæring næste Mor. – Vi har fremmede. I Faaborgtoget kørte jeg i Gaar sammen med en Herre og to Damer, som spurgte, om jeg ikke var en Frk. Warberg. Det var den ny Forpagter paa Gelskov og hans Søster og Svigerinde, de skulde til Erikshaab sagde de; de skal være her i 3 Dage for at ordne omme paa Gelskov. Forpagteren skal giftes paa fredag. Jeg synes godt om dem. Han bliver vist nem at komme ud af det med, jeg har allerede sikret mig, at vi maa gaa paa J [bogstavet overstreget] Markerne. – Jeg har [resten af teksten skrevet over ”Kære Las!”] jo lidt travlt, da vi har disse fremmede saa jeg har ikke Tid til at skrive mere. – Hils Klax. 1000 kærlige Hilsner til Dig selv, jeg holder forfærdelig meget af Dig. Din Alhed Tirsdag d.
Facts
PDFDa
Brevet er kun dateret "Tirsdag". Alhed Warberg/Larsen skriver om, at den nye forpagter på Gelskov skal bo hos hendes forældre på Erikshaab i tre dage, mens han får ordnet noget på Gelskov. Den forrige forpagter, Hempel Syberg, flyttede ca. 15. marts, ved vi fra tidligere breve.
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien