1896-12-07

Erikshaab 7ende Dcbr. 1896

Kære Las!
Tak for Deres Brev, som jeg fik i Aftes, da vi havde Bud i Højrup til det sidste Tog; jeg var umaadelig glad ved det, da jeg næsten var lidt bange for, at De paa Vejen her til skulde have brækket et Ben paa Gr. af det glatte Føre og derfor ikke var kommen helt herned. Saa det var mig en stor Lettelse at faa Deres Brev. Og saa var det jo tillige et Slags Surrogat for Demselv. – Det er for Resten rigtig styg af Dem at gaa og blive forkølet, er de Andetræk dog ikke snart forbi? For det er naturligvis derved, De faar det; naar De nu sidder i 20 Graders Varme inde i Stuen, og saa pludselig gaar ud og staar eller sidder stille. ”Men hør nu blot, hvordan det gik, den samme, slemme Frederik”. Jeg er mutters alene hjemme i Dag og har ikke det mindste at bestille!! Tænk, hvor vi kunde have haft det udmærket, og Vejret er rigtig godt; stille, mildt Graavejr, stærkt hen imod ”Elles eget Vejr”. Tænk, hvor vi kunde have spadseret og moret os hele Dagen! Men nu –
”Den Doktor kom og skrev Latin og gav ham bitter Medicin”. Det er maaske ondskabsfuldt af mig at skrive dette, men forstaar de, det er kun Forkølelsen, jeg er vred paa, jeg synes at det var udmærket, at De blev hjemme, det var ogsaa koldt og ækelt Vejr i Gaar. - - Det er sandt, Palam er da ogsaa hjemme; men jeg ser ikke stort til ham, han sidder nede paa Kontoret, og jeg oppe paa mit Værelse. Jeg truede ham med før, at jeg vilde sidde ned hos ham med mit Hækletøj, men det frabad han sig paa det bestemteste. Han mener vist, at et Hækletøj forringer Kontorets Værdighed. Naar vi vil skrive og læse, - værsgo’ og ryge – Gubevares; - men hækle – aldrig i Evighed, men jeg gør det naturligvis alligevel. – Jeg opofrede mig og spiste Flæsk til Middag (Palams Livret) men tænk dem, saa spurgte han hvorfor det ikke var Æbleflæsk! Hvor Verden er utaknemmelig! Men jeg lader Naade gaa for Ret og giver Mellemmad og frisklavet Kaffe kl. 3. (Dette dog ogsaa af egoistiske Hensyn.)
Er det ikke noget fint Brevpapir? det er noget, jeg har hugget fra Christine. Saa dette Brev bliver nok ogsaa nydeligt. Da De skrev, at mit forrige Brev var nydeligt, troede jeg strax, at det var Indholdet og begyndte at spekulere paa, hvad jeg havde skreven. Men saa kom jeg pludselig i Tanker om, at det naturligvis var Udseendet, det var den dag, jeg havde faaet det pæne Papir af Palam og jeg tror ogsaa, at man uvilkaarligt gør sig Umage med Skriften, naar Papiret er pænt. – Lige nu læste jeg Deres Brev fra i Aftes igennem; De skriver, at de har ond Samvittighed fordi De ikke er taget herned. Og nu er jeg bleven bange for, at dette Brev ikke vil berolige Dem. Men naar de tænker Dem rigtig om, saa vil De da alligevel hellere have, at jeg skal gaa og savne Dem og ønske, at De var her, end at jeg skulde være aldeles ligeglad; ikke sandt? – Det slog mig pludselig i Gaar Eftermiddags, midt i al min Kvide og Skuffelse, hvor dejligt det dog var at holde saa meget af et Menneske, at man kunde blive saa grulig ulykkelig over en saa ringe Ting. For det er dog en ringe Ting, om vi ses 8 Dage før eller senere.
Men i Morgen Eftermiddag vil jeg ligefrem glæde mig over at De ikke kom, for saa vilde det jo have været forbi, nu har jeg det jo at glæde mig til. –
De har maaske set i Avisen, at Johannes Svigerfader nu er død. Johanne er derude i disse dage, og Fader og Moder ere til Begravelse i Dag. Adis er hos Tandlæge. - - Da Kl. nærmer sig tre og da jeg næsten har skreven 8 Sider, vil jeg slutte, skønt jeg ikke synes, jeg har fortalt Dem det mindste. Nu vil jeg haabe, at De bliver glad ved mit Brev, og ikke synes at jeg er "vred" fordi De ikke kom. Men De maa ikke forlange noget saa urimeligt af mig, som at jeg skulde være ligeglad. Dersom jeg var det, vilde De jo ikke være min allerkæreste Las. De allerkærligste Hilsner fra deres Alhed