Fynboerne
1899-02-09
Sender
Johannes Larsen
Recipient
Alhed Larsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Kjøbenhavn Torsdag 9/2 [noget af papiret mangler]
Min egen kæreste Ven!
Tak for Brevet, det var da godt jeg fik det, saa at jeg ikke skulde gaa og vente forgæves efter Dig ude paa Banegaarden for saa var Skuffelsen jo bleven en hel Del større. Jeg var egentlig slet ikke saa ked af at Du ikke kom, da jeg havde læst Brevene for det havde da været meget værre hvis Du var kommen syg her over, og jeg saa skulde gaa og arbejde hele Dagen, og tænke paa at Du sad alene og var daarlig jeg tør næsten ikke [noget af papiret mangler] til at komme paa Tirs[dag] hvor meget jeg end længes efter Dig. Ja hvis Du kunde komme herover for de Par Dage og saa rejse igen. Jeg ved hverken ud eller ind, for jeg har ingen Ide om hvor meget Arbejde Skovgaard egentlig har til mig, jeg kan ikke blive klog paa ham, i Forgaars mente han ikke at der var mere end til en Dag eller 2, og at han saa først fik Brug for mig naar vi skulde til Viborg. Jeg havde saa bestemt mig til at tegne et Par Dage i zoologisk Have [og saa] rejse til Kjerteminde [med] saa mange Billeder til Udstillingen, som [jeg kun]de overkomme, men s[aa] dukkede der pludselig en hel Del op og nu kan jeg ikke overse hvor meget der er eller hvorlænge jeg kan være om det, men jeg har en Mistanke om at det nok ikke er saa overvældende meget som han tror. Jeg har nu faaet Lyst til at lave nogle store Fuglebilleder til Udstillingen og jeg tror jeg vil kunde sælge noget i den Retning hvis jeg faar det lavet. Saa meget er da vist at det der kan blive tilovers fra Arbejdet hos Skovgaard kan vi ikke leve af i Sommer, saa der m[aa] jo gøres noget i and[re Retn]inger. Jeg længes meget [efter] at tale med Dig, saa hvis Du bliver forfærdelig rask til paa Tirsdag, men jeg ser dette Brev er aldeles forfejlet, det var nemlig min Hensigt paa det kraftigste at raade Dig til at blive hvor Du er. Vil Du hilse Din Moder og takke for Brevet, vil Du ogsaa hilse Din Fader og Paludan. Jeg var hos Karl Jensen i Aftes sammen med Peters, de ved endnu ikke noget bestemt, men Fru P. er temmelig misfornøjet med at det trækker ud, Peter vilde vist helst blive hjemme og male paa Voldbilledet. [noget af papiret mangler] kærlige Hilsner fra
Johannes Larsen.
Facts
PDFDa
Noget af papiret mangler og dermed årstallet. Det er 1899. Johannes Larsen arbejder for Skovgaard i København, og Peter Hansen med familie er på vej til Italien. Rejsen er i et tidligere brev fra Johannes Larsen til Alhed omtalt til at skulle finde sted 8. februar 1899.
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien
Mentioned works
"Voldbilledet": Peter Hansen: Legende børn på Christianshavns Vold