1911-04-15

d. 15 - 4 -1911

Kære lille Ugle
Ja nu er jeg da så vidt at jeg er oppe hele Dagen, men ud tør jeg ikke vove mig endnu, jeg må passe så stærkt på ellers sætter det sig vist fast med en Hoste der river så grimt og i Hals og Bryst, men ved Forsigtighed kan jeg holde den tilbage og sikkert også snart blive helt af med den. Hvis Vejret er mildt og lidt stille i Morgen går jeg lidt ud og det glæder jeg mig meget til, skønt jeg endnu er noget mat i Benene.
Så har jeg skrevet til Rimestad, om jeg kan træffe ham Mandag Formiddag, jeg var oppe hos ham en Dag, inden jeg blev syg, men traf ham ikke hjemme og hvis jeg ikke kan træffe ham Mandag så Tirsdag.
Nu er jo rimeligvis Goldschmidt kommet hjem fra Berlin, jeg mødte Gauguin i Søndags, og så vidt han vidste dengang blev heller ikke Secessionen til noget, så var der Gurlitt tilbage, endnu. Hvis det nu ogsaa er revnet – ja hvad så, der skulde vist være et Møde, en af Dagene nu, om Sagen, kan jeg få det påskyndet, må jeg jo helst blive og tage det med. Skønt nu længes jeg jo også efter at komme hjem igen.
Jeg længes efter at vi sammen skal tage imod noget af den Sol der kommer – må nu blot ikke alt for meget formørke den – ja imod den altsammen. Man mener jo at jeg står bedre nu end i Efteråret. Til Efteråret skal jeg altså stå bedre end nu og til Foråret igen bedre o.s.v. Det er et stort Krav at tage på sig at være Kunstner. Jeg lå og tænkte mig nogle Figurer og Farver på et stort Lærred, kender du hvordan et Billede sådan kan begynde at danne sig i en, og vokse og næsten være færdigt, uden at det var muligt at sige hvad det forestiller og uden at man føler nogen Trang til at prøve at tegne det først – men til at lade det gro frem på det store Lærred og der efterhånden dække ens Forestillinger. Ja sådan fantaserer man. Men har man ikke både Ret og Pligt til at forlange det bedste af sig – og det bedste – det er simpelthen æventyrligt, det river Børn og Voksne med sig, det kender ikke til Modstand, det besejrer uden videre – og hvem lykkes det – en gammel byzantinsk Mester, en Rafael, en Botticelli, en Rubens – og så? Å vi må være glade om hvert lille Billede kan blive en lille Sten som sat sammen med alle de andre kan danne et Mosaik der kan glæde Mennesker som ikke har det endnu større, det i sig selv helt rige og fyldige Værk at se på – og så måske berede Vejen. Men så er også hver Kvadrattomme betydningsfuld og al Omhu værd.
Jeg er sikker på at du har arbejdet når jeg kommer hjem, ikke sandt. Jeg glæder mig til at se hvad du har lavet.
Jeg glæder mig måske også til at tage min lille Pige ind til mig, men det tænker vi ikke på når vi er borte.
Nu skriver jeg ikke før Mandag, for her foregår så lidt, så her er altså også kun lidt at skrive om. De hilser dig allesammen, de er glade ved at du nu er rask igen.
Hils Marie, Lases, Agrarens, Allerup, hvis du ser ham.
Din Sigurd