Fynboerne
1901-11-28
Sender
Christine Mackie
Recipient
Louise Brønsted
Transcription
Odense d. 28. Nov. 1901.
Elskede lille Lugge!
Nu nærmer sig nok den Time forudsat, og du er måske allerede begyndt at ryste i Bu ["Bu" overstreget] Chemelillen, lille Lugge, du kan tro, jeg lider med dig, bare man dog kunde gøre noget for dig af nogen Slags - men der er jo næsten ikke noget at gøre? Jeg har nok længe skyldt dig et lille Brev - det kunde man da gøre dig at skrive lidt, hvis man ikke var et Asen, der ingen Ting kan overkomme; et lille Brev kan du vel ellers nok få Tid at læse! Tak for dit sidste lille goe, der er nok snart løbet meget til Vands siden den Tid, og Humøret har været både oppe og nede adskillige Gange; det er ret højt oppe i Øjeblikket, og jeg er temmelig kvik og flittig i denne Tid, måske noget fordi jeg nu får hver Dag sådan udmærket kraftig 1ste Klasses Middag (25 Øre) brungen fra Byen; fra d. 1ste skal Tante Dry ["Dry" overstreget] Dy spise hos mig, så bliver det jo endnu hyggeligere. Og så har jeg jo fået et nyt Klaver; du hørte måske af Junge om den Affære, og om at jeg har anskaffet mig det for at få min Gæld betalt til Terminen. Jeg har fået så meget nyt pænt, en elegant Kåbe, en smuk Kjole, et flot Vinterskørt, Flipper, Handsker, Flødekande og Sukkerskål samt to Par blåmalede Tekopper; jeg må jo forsyne mig lidt, inden jeg nu skal til at betale alt kontant, for så får jeg slet ikke noget mere; men der er da 14 Dage til endnu.
3
Jeg har haft Besøg af Flagstad i Aften til The, og i Søndags hørte jeg ham på en Koncert, hvor han sang "Mod Syden i Kvæld," - "I Sne står Urt og Busk - " "Leise flehen meine Lieder - " "Der var en Svend - " Spillemandsvisen af Gade, "Die Grenadiere", "Den Gang jeg var kun så stor som så" og "Der Fischer" af Hauptmann, - så det var da noget! for hver Sang voxede mit Livsmod, og jeg har været i godt og festligt Humør siden! Han er enestående; Elle og Eastman var også ganske betagede X af ham, både af hans Sang og hans Elskelighed. Tænk, han synger gratis med mig; men han skal også have en Akvarel til Jul i Ramme.
Vil du strax skrive, hvad du ønsker dig til Jul, for at jeg kan få det købt inden jeg skal til at betale alting kontant; men hvis du ikke har Tid at skrive, vil du så tage alt hvad du har med hjem i Juleferien, så jeg kan se, hvad du ikke har, og så kan du få det til Nytår, men så bliver det altså ikke så stor en Present, så det var jo næsten bedre at skrive. Sig til Pan at bare jeg dog kunde få skrevet til hende en Gang, men jeg er så lidt skrivende.
- Jeg ser i Stiftstidende i Aften, at der skal være Oplæsning i Industriforeningen, Fru Helvig Helsengreen vil læse "Marie Grupe" af I.P. Jacobsen. Der er jo en Slagter Grupe her i Byen, så det er jo rimeligt nok, at Industriforeningen bruger den Stavemåde. Ligeledes læste jeg forleden om et nyt vidunderligt Hårmiddel, der i mærkelig kort Tid borttager alle skaldede og tyndhårede Horder; men jeg vil nu alligevel hellere beholde mit, som det er, skønt det falder af i Håndfuldevis hver Morgen.
Farvel lille Lugge! Hild Dede og Grethe!
Mornine.
[Indsat øverst s. !:]
Flagstad kommer vistnok op og hilser på jer en Gang inden næste Torsdag, siger han da.
[Indsat nederst s. 3:]
x eller hedder det ad ham, mon?
Facts
PDFDa
Af Brev 1648 (ikke i databasen) fremgår det, at Louise Brønsted var færdiguddannet som kemiingeniør i januar 1901. Hun boede dette år på Bülowsvej i København sammen med sin lillebror, Christine Swane og en medicinstuderende, Grethe Jørgensen. (Astrid warberg: Mit Livs Bog s. 51). Ordene i dette brev tyder på, at Louises afsluttende eksamen fandt sted senere - måske i januar 1902.
Slagter Grupe kendes ikke.
Det vides ikke, hvorfor Christine Mackie skulle begynde at betale alt kontant. Muligvis et krav fra forældrene om ikke at købe på deres regning i diverse butikker.
Bynavnet er skrevet øverst s. 1
Julie Brandt
- Flagstad
I P Jacobsen
Grethe Jørgensen
Johanne Christine Larsen
Ellen Sawyer
Harris Sawyer
Andreas Warberg
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB8424
Nej
Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Louise Brønsted