1905-07-08

Gotersgade 8/7 05
Kære Laura! Tak for dit brev modtaget i dag. Meget karakteristisk er det rigtig nok for frk. Schr. at hun har drejet forældrene den knap; men tillige utrolig dumt; hva kan hun vente, den rigtige grund skulde i længden blive dem fortiet. Dagen efter jeg sidst var hos dig, samme dag altså, hvor hun fik ferie, kaldte jeg hende op og sagde, at hun vel nok selv havde på fornemmelsen, at hun ikke passede for pladsen, og at jeg ikke vilde beholde hende længere end til oktober [”oktober” overstreget, herover er skrevet ”september”] september. Hun svarede aldeles ligegyldigt, det passede hende meget godt, da forældrene gerne ønskede hende hjem. Jeg sagde (vel vidende, dette ikke passede.) at jeg var ked af det; jeg behøvede så vel en hjælp og var meget skuffet med h. til hende, som var mig så varmt anbefalet Jeg havde håbet at slippe de ting, hun havde med at gøre men havde kun haft ærgelser der af, idet hun jo ligefrem spillede under dække med folkene og selv ved sin upålidelighed gav disse lejlighed til, som jeg havde hørt gentagne gange, være uhøflige og opsternasige mod hende: hun vidste, jeg havde haft stor udholdenhed og tålmodighed med hende, da hendes personlighed var mig så behagelig og hun altid mod mig selv var yderst villig og opmærksom; jeg havde håbet, at hun i min ferie vilde have gjort sig en ære af at passe alt rigtig godt; men jeg havde overbevist mig om ganske det modsatte. Endvidere måtte jeg, ihvor ubehagelig det end var mig, betone, at en af de Ting, jeg var allermest pinlig berørt af, var hendes mangel på sanddruhed; jeg nævnede 3 tilfælde, og hun tog imod det alt sammen tilsyneladende aldeles, som om det var en anden, jeg talte til og rejste så. Jeg selv var ganske syg bagefter og syntes egentlig, det var rædsom hårdt af mig at give hende denne dosis med sig hjem livet a[ulæseligt], at hun ordnede det hele der hjemme ved hjælp af vitterlig løgn. Jeg sagde til hende, at jeg efter at ville hele med hende, som jeg og min mand og mine søstre havde ventet så meget af, var så ganske mislykket, atter vilde være alene; jeg var bleven så skuffet og mistrøstig nu over for ethvert tilbud af lignende art. Jeg fik nu min gamle jomfru igen og måtte se, hvorledes mine kræfter vilde slå til, når jeg ikke kunde mere, så kunde jeg ikke mere; således faldt mine ord; selvfølgelig ingen stavelse om [ulæseligt] pensionær. Jeg har jo lejet både de to værelser på kvisten igen og de to nye værelser til volden, så det vilde være nonsens at sige dette. – Nu er hun kommen hjem igen og er for resten umådelig flink. Så flink, så jeg har kun grund til at rose hende. Men mens jeg var væk, var hun så lad og ligegyldig, at endog jomfruen flere gange satte hende skarpt i rette, hvortil hun svarede:” ja jeg ved det godt; men jeg har ingen lyst; det hele keder mig; jeg har ingen interesse for pladsen. I grunden burde nu hendes forældre for hendes egen skyld vide sammenhængen; men naturligvis vilde det blive en meget slem historie for hende; jeg nænner alligevel absolut ikke at skade hende. For øjeblikket er hun så villig og flink, i enhver retning på sin plads, så jeg kan kun beklage, at hun kan; thi det viser sig. Ærlig talt har jeg været så ked af det og flere gange sagt til Theo: jeg må se at stramme mig op og nå det hele selv; men det er jo vist tvivlsomt, om jeg tør have det ansvar overfor Theo og børnene; mit hoved er ikke særlig godt og – jeg har derfor besluttet at skrive til Junge. Jeg har intet øjeblik tvivl om, at Junge er pladsen voksen, og jeg tror, at Junge vil kunne få interesse for sin gerning her; det er jo en absolut overordnet og selvstændig plads og den tanke at have én af sine egne om sig, er jo umådelig tiltalende. Theo mener, det skulde være fra september, og det var jo også det rigtige. –
Sidsel var her i går med dit sølvtøj; det står udmærket i mit hjørneskab indtil videre er det småt med rejsende her er næsten ingen i byen. Disse dyrskuedage har her vrimlet af bønder; vi har haft en del; men de passer ikke her.
Jeg var nede hos Andreas fra hans fødselsdag men traf ham ikke. nu er han vel også rejst. Børnene har det udmærket de søde små pus; jeg savner dem forfærdeligt Heldigvis skal de jo i år ikke blive så længe borte. Fru Stockmar er rejst på landet og Kellehers rejser mandag. Jeg skal hilse dig fra dem begge; de er så søde, de to. Vil du ikke på et brevkort sende mig Astrids adresse; jeg tager måske en søndag over til Malmø og vil da besøge hende. Bare hun nu indretter sig praktisk og sørger for at have god pleje, det lille skind. Det er såmænd ingen leg at gå til første gang især, og just af de forsigtige er hun jo ikke. Hvor vil jeg håbe for Kristine, at Billy kommer. Jeg tror, at når hun først bliver dårlig, vil det være meget svært for hende at vide ham så langt væk. På den anden side er det jo ingenlunde let for ham at afbryde sin praksis igen på ubestemt tid. Nu kun mange hilsener til alle fra din hengivne Mis. Jeg skriver så til Junge i aften eller i morgen.