1892-03-01

Nørrebro den 1ste Marts 1892

Kjære Abba, ja, hvad skal jeg skrive til Jer, jeg kan ingen Hjælp yde, og nogen trøst vil jeg gjærne give, men for Øjeblikket har jeg ingen. Det var for mig en frygtelig Efterretning, hvad maa det nu ikke have været for Eder. Vi bedede jo paa, at Uvejret fra i Sommer var ovre, og at Forholdet mellem dem skulde bedres med Tiden, eller opløses, som nu mange andre Forhold. At de vilde søge at skaane Eder for den store Sorg, naar det nu eengang var sket, kan jeg nok begribe, men de var for unge og for uerfarne til at gribe den Sag rigtig an. Jeg sagde til Alhed, havde de blot kunnet have Fortrolighed til mig, saa havde vi maaske kunne ordne det, men de tænkte jo ikke paa alt det der kan komme af saadan en Begivenhed. Jeg kan slet ikke tænke mig, at Lauras Hoved kan holde ud til al den Sindsbevægelse og Sorg, men haaber dog, at siden hun kan rejse derop, saa maa det gaa nogenlunde.
Men Abba, jeg kan slet ikke begribe, at I lader dem holde Bryllup. Naar Ch. Ikke holder af ham mere, saa synes jeg det er ren gruligt at lænke dem sammen, for det kan jo ikke være Eders Mening, at de for Fremtiden skulle leve sammen. Havde de noget at leve af, og holdt de af hinanden endnu, saa blev det en anden Sag; ja, saa jævnede jo Tiden det Forhold, som var begyndt saa skjævt; men nu synes jeg I har Ansvar ved at lade dem faa Bryllup. Vi vilde ogsaa Alle helst have det skjult, og sæt nu at Barnet døde, saa stod hun der. Det er vel for Barnets Skyld at I gjøre det, det kan jeg begribe, men alligevel synes jeg det er en fejl. Jeg vil nu gjærne lægge et godt Ord ind for stakkels Christine, hun har bødet haardt allerede, og hun er vel ikke tilende med hvad hun har nedkaldt over sit eget Hoved, tænk paa det naar I dømmer hende, og [ulæseligt] hende ikke for stræng; jeg beklager hende dybt, saavelsom jeg beklager Eder. Hendes Natur er vanskelig, den har hun ikke givet sig selv, og nu maa vi tage alle Ting i Betragtning.
Jeg har været frygtelig tilmode ved Tanken om, at det kunde være sket ovre paa Langeland, jeg vidste jo fra Laura, at det skulde noget Ansvar til at have dem sammen, og jeg fortalte jo hende alting om hvorledes jeg havde baaren mig ad. Christian trøster mig og siger, at om jeg nu havde meget for dem nok saa meget, saa kunde det dog være gaaet galt. Jeg vilde blot ønske, jeg vidste nu, om Laura tager Ch. ind med her; jeg synes det kunde gaa mere stille af herinde. I maa ikke paa Solleup tale om at det er for Faders Helbred Laura rejser herind, det vil komme fra Astrid til Moderen, og saa staar jeg med det overfor Thora, som har en fin Næse. Jeg har sagt til Th. at Lauras Hoved eer daarligt, det plejer det jo ofte at være; Th. maa nu nødig faa noget at vide, hun har [ulæseligt] Interesse for hver Historie. Christian vilde have været over et Par Dage hos Jer, men jeg skal hilse, [det følgende skrevet langs papirets højre kant, lodret] venter han foreløbig. Stakkels Alhed der har gaaet i alt det [det følgende skrevet på side 1, langs venstre kant og over begyndelsen af brevet] siden Jul, det har taget paa hende, og hun har lidt under al den Løgn hun har været indviklet i, men de har jo ment at gjøre det paa bedste Maade, og det blev gjort for at skaane Eder. Meeste har jeg pint Dig kjære Abba med meget af dette Brev, men jeg kunde ikke skrive andet. [Det følgende skrevet øverst på side 4, på hovedet] Kjærlig Hilsen, Din
Hanne.