Menu

Fynboerne

1896-11-19

Sender

Alhed Larsen

Recipient

Johannes Larsen

Document content

Awaiting summary

Transcription

Erikshaab 19/Nov.
Tirsdag Aften

Kære Las!
Skønt Kl. er næsten 11 ½ skal jeg alligevel have sendt Dem en lille, men bare ganske lille Hilsen i Aften, jeg er noget træt og søvnig. – Jeg savner Dem meget, og jeg har længtes efter Dem hele Eftermiddagen, lige siden De rejste. Og jeg synes knap, jeg fik sagt rigtig ”Farvel” til Dem. Hvis De var her endnu, tror jeg bestemt, jeg gik ind og sagde vældig pænt Godnat til Dem. – Vi plukkede en hel Del røde Bær paa Vejen hjem, samt hvide Rølliker til en Krans. Da jeg kom ned til Husene, stod der en hel Del udenfor, der aabenbart ventede sig noget af mig, saa maatte jeg samle alt mit moralske Mod sammen og gaa ind at se den døde Pige. Men jeg fortrød det for Resten ikke, hun var saa smuk og saa ud aldeles som om hun sov. Det var slet ikke uhyggeligt. – I Aften har jeg bunden 2 Kranse og et Kors, hvoraf jeg er bleven saa træt, at jeg nu er nødt til at skynde mig at gaa i Seng. Derfor Godnat min egen kære Las, gid De var her endnu. –
Torsdag Morgen.
I Gaar fik jeg slet ikke Tid til at skrive. Om Formiddagen var Far, Palaen, Adis og jeg til Begravelse, Johanne var forkølet. Præsten fulgte med herned og De kan stole paa vi fik travlt med at lave ”pæn” Middagsmad, som Mor siger, da Pigerne ogsaa var til begravelse. – Der var saa kønt oppe paa Kirkegaarden, den ligger temmelig højt og har der ud over noget der hedder ”Kirkelunget”, som jeg ikke aner, hvordan staves eller hvad betyder men det kan ligne lidt efter Torbystranden; der var ikke saa faa Mennesker der fulgte Petrine, ”Afholdsforeningen”, ved hvis Baller hun vist har faaet sin meste Sygdom fulgte hende med en stor Fane. - -
Jeg haaber, jeg snart faar Brev fra Dem, det er dem, der skal skrive først denne Gang, De skylder mig Brev. Det er egentlig frækt, at jeg skriver til Dem i stedet for til København, jeg har slet ikke skrevet, siden jeg rejste derindefra i Mandags for 8 Dage siden. Jeg kan da fortælle Dem, at jeg ikke skal have Overhaling af Frk Sperling paa Søndag. Da Far i Tirsdags sagde til hende, at han var ærgerlig over, at jeg havde fortalt Marie Sperling den Sludrehistorie, tog hun mig oven i Købet i Forsvar og sagde, at det var der ikke noget forkert ved. Kammerater skulde have Lov at sige saadan noget til hinanden. Det er meget demoraliserende for mig, at jeg altid slipper godt fra saadan noget, som jeg skulde have haft en ordentlig Røffel for. Mine Bedrifter komme i Reglen til at tage sig bedre ud i Folks Øjne, end de er mente i Virkeligheden. Som nu ogsaa med Petrine; Folk tror, at jeg har været saa god ved hende, mens jeg i Virkeligheden har forsømt hende paa det skrækkeligste, og naar jeg protesterer, tager de det for Beskedenhed, saa jeg bare stiger endnu højere. Jeg ved virkelig slet ikke, hvad jeg skal gøre med en rasende ond Samvittighed. – Nu Farvel for denne Gang. Skriv snart. 1000 Hilsner fra Deres Alhed

Facts

PDF
Letter

Da

Brevet må være fra 1896. Alhed Warberg skriver endnu "De" til Johannes Larsen. I 1897 er de to "dus". Alhed bor desuden på Erikshaab.
Det følgende brev fra Alhed til Johannes Larsen er dateret fredag 27. nov (også uden årstal), og 27. november 1896 var en fredag. Alhed refererer i dette brev til emner fra det forrige.

Erikshaab
  • Tårup Vestergyde, Mesinge

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien