Menu

Fynboerne

1899-04-22

Recipient

Alhed Larsen

Document content

Awaiting summary

Transcription

Kjerteminde 22-[noget af papiret mangler]

Min egen kæreste Alhed!
Tak for Dit Brev, som jeg fik i Morges, det glædede mig meget at se at Du har det godt og er glad ved at male, det er jeg ogsaa, jeg var oppe Kl. 6 i Morges og begyndte at male, det er første Gang jeg har rørt ved Oljefarver siden vi var i Sverige og jeg synes det er ganske rart at have med at gøre. Jeg har faaet indført at jeg faar 2 Æg og Sukker med op som jeg saa rører naar jeg kommer op og spiser dem inden jeg begynder at male og saa gaar jeg ned og faar Mad [naar] jeg er færdig, det g[noget af papiret mangler] Jeg har ogsaa faaet Guldregnen vasket i Dag og har faaet malet paa Luften og Græsset, og nu skal jeg have smurt lidt paa Pæretræet ogsaa. Fra 10-12 rører jeg Tjalfe og mig selv i Marken og fra 3-4 tager jeg ham ud paa Revlerne og svømmer, som Kur for Hullerne paa Bagbenet de er nemlig ikke helt lukkede endnu. Fader siger at jeg ikke skal holde Auktion vi skal nok faa bygget alligevel, og jo mere jeg tænker paa Winkel & Magnussens Udstilling des bedre synes jeg om det jeg har jo 11-12 Oljemale[rier i] Kjøbenhavn og alle [Aquare]llerne, saa naar jeg lod dem ind[ramme] dem der ikke er det i Forvejen kunde jeg jo faa en hel pæn Udstilling og det var jo ikke umuligt at vi kunde sælge noget der, det er jo et udmærket Sted og naar Udstillingen kunde blive den første eller anden vil der jo nok komme en Del Mennesker. Jeg tror jeg vil skrive til dem om det, bliver det til noget kommer jeg vel til at rejse derover et Par Dage igen. Ja nu er det saa mørkt at det svider i mine Øjne naar jeg skriver. God Nat mange allerkærligste Hilsner fra Din
Johannes Larsen

Mentioned works

Johannes Larsens maleri af en guldregn og et andet af et pæretræ.

Facts

PDF
Letter

Da

Noget af papiret mangler og dermed måned og år. Datering ifølge Erland Porsmose: Johannes Larsen. Menneske, kunstner og naturoplever. Gyldendal 1999.
Johannes Larsen maler på guldregnen og pæretræet tredje forår i træk.

Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til DKB af Larsen-familien