Menu

Fynboerne

1912-12-03

Afsender

Fritz Syberg

Modtager

Mads Rasmussen

Dokumentindhold

Fritz Syberg glæder sig over, at "Den første Foraarsdag" bliver erhvervet til Faaborg Museet. Han foreslår en ordning mht prisen. Han glæder sig over, at det er Carl Petersens tegning til museet, der er blevet antaget, men fastholder sin indvending. Beder om at få besked, når MR føler sig nogenlunde sikker på, hvornår museet skal åbne, da det vil påvirke FS's planer.

Transskription

Pisa 3-12-12
Via S. Lucia

Kære Hr. Etatsråd Rasmussen !
Det glæder os meget - ikke mindst min Kone - at "den første Forårsdag" havner i F. Musæet. Det har været under Arbejde fra 1896-1910 og der er begravet en hel Mængde andre Billeder deri -dog alle det samme Motiv : min Kone med et af Børnene. Jeg skal skrive til Jastrau og bede ham ordne det så Billedet opføres som købt af Fåborg Musæet. M.h. til Prisen da stod det på den fri Udstilling til 3000 Kr. Men da jeg selv finder det rimeligt at F.M. får Rabat vil jeg foreslå Dem at vi ordner Sagen således: vi venter med at sætte Prisen til De en Gang får mine Arbejder her fra Italien at se. Skulde De ønske at erhverve en Samtidig af dem til Musæet lader vi det store Billede gå ind i det samlede Indkøb. Jeg er selv interesseret i at blive så godt og så fyldigt repræsenteret på F.M. som mulig. Skulde man eventuelt synes at ingen af mine Arbejder herfra egner sig for Musæet, så sætter jeg som Maksimumpris 2500 Kr. for det store Billede.

Dersom jeg i Løbet af denne Vinter kunde få en Udbetaling på 1000 Kr - f.Ex. til 1ste Fbr. - vilde det komme mig godt tilpas.

At det blev Petersens Tegning der blev antaget er jeg glad ved. Min Indvending imod den står jeg dog ved. Jeg synes det er en Fejl at Billedhuggersalen kommer ind midt i Malerisalene. (også på Torvaldsens Musæum er Maleri og Skulptur strengt adskilte.)
Jeg vilde have syntes det var bedre om Fåborg Museet demonstreredes af Kai Nielsens store Figur af Dem, sammen med hans øvrige Arbejder, og at man så var fri for Skulptur på Resten af sin Vandring gennem Malerisalene. De Musæer jeg under mit Ophold hernede har set hvor Skupltur og Maleri er i for intim Berøring med hinanden har altid hos mig efterladt et kedsommeligt Indtryk. Hvorimod de strengt instruktive har været de morsomste. Men ingen Regel uden Undtagelse, man skal jo som bekendt ikke være doktrinær.

Når Carl Petersen allerede nu synes at F. Musæet bliver det bedste næst Thorvaldsens, så vil jeg håbe på at vi andre må synes det samme når vi ser det færdigt.

Dersom De kunde lade mig vide med tilnærmelsesvis Sikkerhed hvornår Musæet tænkes færdigt til at tages i Brug vilde jeg være Dem meget taknemlig. Det vil nemlig betyde en Del for mine nærmeste Fremtidsplaner om jeg først skal hjem til Danmark til Jul næste År. (når jeg skal have Udstilling i Kunstforeningen) eller på et tidligere Tidspunkt. Vi har det alle godt. Med mange Hilsener til Dem og Familie fra os alle her er jeg Deres hengivne Fritz Syberg.

Omtalte genstande

Fritz Syberg, "Den første Forårsdag. Anna Syberg og sønnen Ernst". 1896-1910, 169 x 142 cm, Faaborg Museum, inv.nr. 308

Fakta

PDF
Brev

Dateringen fremgår af brevet

Pisa

Faaborg Byhistoriske Arkiv, Mads Rasmussens familiearkiv, Mappe 29