Fynboerne
1899
Afsender
Ellen Sawyer
Modtager
Dokumentindhold
Ellen Sawyer og Harris Eastman Sawyer har kørt i hestevogn og derefter i tog gennem et landskab med skov og meget spredt bebyggelse. Harris' familie har boet på denne egn siden 1634, og han er kommet der, siden han var ganske lille.
Ellen og Harris bor på et hotel, som er primitivt på en hyggelig måde. De går ture, og Harris er som 10 år yngre uden bekymringer af nogen art.
Transskription
[Fortrykt:]
RAVINE HOUSE
L. M. WATSON, PROPRIETOR,
RANDOLPH. N.H.
Randolph. N. H., ……………………………………………………………………………..189
[Håndskrevet:]
3/
og beregne, om Vognen kunde gå igennem. Men det gik altsammen godt, - Hestene her ere vante til Lokaliteterne og de ere ["de ere" overstreget] Seletøjet anderledes, så de galloperer med stor Fornøjelse af Skrænter c. så stejle som Odensebakken. North Conway er som et Hjem for Harry: hans Forfædre har levet der siden 1634, da den første Eastman kom herover fra Skotland og bosatte sig. Der er 13 Familjer af Navnet East der [”der” indsat over linjen] som alle stammer fra ham. Harry kender kun meget få af dem, de fleste af dem ere ”Farmere” – men det slår sjældent fejl, at de er mørke, gulladne af Farve og har en lang, lidt kroget Næse. - Harry selv er kommen her om Somren siden han var 3 Aar, så han kender hver Vej og Sti i Skovene og op ad Bjærgene.
Klk 2 rejste vi derfra, – tog med Toget til Randolph St. - En dejlig 3 Timers Køretur. Toget prustede og stønnede og gik i Fodgang op ad Bjærgene og rutsjedede ned i Dalene, - overalt tæt Skov, - der er Mile mellem hvert lille Hus. Vi skiftede Tog et par Gange, og hver Gang blev det mere primitivt. Det sidste havde kun to Vogne og standsede for Harry og mig ved den Sti som leder den nærmeste Vej hen til Racinehus.
Her er henrivende, - aldeles
[Fortrykt:]
RAVINE HOUSE
L. M. WATSON, PROPRIETOR,
RANDOLPH. N.H.
Randolph. N. H., ……………………………………………………………………………..189
[Håndskrevet:]
4/
ideelt. Skønt her er en hel Del Mennesker, er det ikke Spor af Hotelagtigt. Det er de samme som kommer her hvert Aar og bliver her det meste af Sommeren. En Del af dem ere Harrys allerbedste Venner, - han har fortalt mig om dem så ofte at jeg var helt nysgerrig og opsat på dem og mærkelig nok er jeg ikke skuffet, tværtimod. – Her er guddommeligt i enhver Henseende. Selve Huset vandt straks mit Hjærte, - ingen Varmeapparater, ingen Gas, rigtige sodede sorte Kakkelovne, åbne Ildsteder, hvor der er en Ild af Birkebrænde hver Aften, - lavt til Loftet, - et gammelt Bornholmer o. s. v. Det er en rigtig ”Farm”, som man finder nogle få af dem i Dalene. Denne Dal er så bred som op til Ledhullet – og der er Høstakke, Kør, en Hvedemark o. s. v. Til begge Sider gå Bjærgene op til 4 a 6000 Fod. – 2 Dage er gået her allerede, - vi har haft dejligt Vejr og været ude hele Tiden. Harry er 10 Aar yngre her, - Forretninger, Penge og mugne Skinker eksisterer ikke mere for ham. Jeg nyder i fulde Drag Ferien. Vi ere tidligt oppe, - spiser Frokost 7½ og traver så ud i Skoven. I dag gik vi omtrent den halve Vej op ad Mount Adams. Hvordan
[De eller den sidste side af brevet mangler].
[Indsat øverst på første bevarede side; på tværs:]
Jeg har fået dit lange interessante Brev i Aften. Hils dem alle 1000 Gange fra Elle
Fakta
PDFDa
Brevet er udateret. Ellen Sawyer og Harris Eastman Sawyer blev gift 12. feb. 1899. Brevet bærer præg af, at Ellen oplever sit nye hjemland, USA, for første gang.
N.H.: Staten New Hampshire.
Ellen og Harris Eastman Sawyer blev gift i Danmark i maj 1898, hvorefter parret flyttede sammen til USA.
En amerikansk fod (foot) svarer præcist til 0,3048 meter.
Mount Adams, 1.766 m over havets overflade, er et bjerg i New Hampshire og den næsthøjeste top i det nordøstlige USA efter sin nærliggende nabo, Mount Washington. Mount Adams er opkaldt efter John Adams, USA's anden præsident 31. juli 1820 (Wikipedia jan 2026).
Adressen er fortrykt på brevpapiret
De første sider af brevet mangler. Det kan ikke afgøres, hvem modtageren er.
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB1589
Nej
Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen



