Menu

Personer

Karl Schou

Ved dåben Carl Schou. Gift første gang i 1894 med Marie (f. Hansen), malerne Peter Hansen og Anna Sybergs søster. Parret fik 19. nov. 1896 et barn, Jørgen (kaldenavn: Buf). Parret boede i Allégade, København, og i 1901 og 1902 i Adelgade 17, København. I 1906 boede de i Lyngby. Parret blev skilt i juli 1913.
Gift anden gang 12. september 1913 med maler, sølvsmed, ciselør og væver Ingeborg Selma Margotta f. Bertelsen (1880-1943). Ingeborg og KS fik sammen datteren Anna, som, da hun senere giftede sig med Lars Syberg (søn af Anna og Fritz Syberg) bar efternavnet Klüwer. Hun kom derefter til at hedde Anna Syberg, som Lars' mor.
KSs tredje kone hed Mette (oplyst af en nevø til Mette Schou på Johannes Larsen Museet 2022).
Marie Schou, f. Hansen blev efter skilsmissen fra Karl Schou i 1915 gift med maleren Fritz Syberg, som i 1914 ved Maries søster Anna Sybergs død var blevet enkemand.
KS var elev ved Valdemar Sikelkows Malerskole ca. 1884-1886. Derefter gik han på Zahrtmanns Skole 1887-1900. Han var medstifter af Grønningen og formand for den fra 1915. Han regnes som en af hovedkræfterne blandt Fynbomalerne.
Karl og Marie Schou var nære venner med Alhed og Johannes Larsen og med Anna og Fritz Syberg. Parrene besøgte jævnligt hinanden på deres respektive bopæle. Det vakte en del røre blandt Fynbomalerne, da Karl og Marie Schou blev skilt, men navnligt Alhed og Johannes Larsen bevarede venskabet med både Karl og Marie og optog Karl Schous nye kone i vennekredsen.

Referencer

Ernst Mentze: Johannes Larsen. Kunstnerens erindringer. Berlingske Forlag 1955
Erland Porsmose: Johannes Larsen. Kunstner, menneske og naturoplever. Gyldendal 1999
Erland Porsmose: Fritz Syberg. Kunsten, naturen og kærligheden. Gyldendal 2012
Weilbachs Kunstnerleksikon
Vibeke Maarssø: Hvis det kan more dem, saa - rundt om nogle af de første kvindelige sølv- og guldsmede i Danmark 1910 (om Ingeborg Schou, f. Bertelsen; Karl Schous hustru nr. to)
Kunstnerdynastiet Syberg. Malene Linell Ipsen og Sofie Kattrup (red.) Johannes Larsen Museet 2014
Erik Zahle: Karl Schou. Vor Tids Kunst 27. Forlagt af Rasmus Naver, København 1938

Fakta

1870-1938

Maler

Da