Fynboerne
påske 1892
Afsender
Anna Syberg
Modtager
Fritz Syberg
Dokumentindhold
Anna forklarer, at hun ikke har skrevet i et stykke tid pga travlhed, og nu er hun blevet frygtelig forkølet. Syrak har bedt hende skrive, at hvis Fritz har lyst til at komme til Sandholt eller Brendegaard efter Påske, så skal forpagterboligerne males. Anna har sagt, at det Fritz nok skal i gang med sit havebillede, men at det må han i øvrigt selv finde ud af. Anna har læst Leonora Christines Jammersminde og synes at hun derved endnu bedre forstår Zahrtmanns billeder af hende.
Transskription
[Tilføjet med blyant: 8]
Faaborg, Skærtorsdag.
Kæreste daarne Dreng, Du gaar vel og venter Brev hver Dag og er vred paa mig, fordi der intet kommer jeg har haft travlt osv. Som Følge af al denne Travlhed, er jeg nu saa forkølet, at jeg nærmest ligner et rigtig fordrukkent Individ, min Næse er højrød og hoven, min Mund ligesaa, og Schlim og Schnot og Dævelskav strømmer ud i store Masser, saa jeg takker Himlen at Du er forskaanet for min Nærværelse i disse Dage. - Hvor det dog er kedeligt for Dig, hvis du intet sælger , det maa gøre et slemt Indhug i Din Tid, dersom Du nu skal til at male, som Smører, nu er det jo snart Tiden, at Du skulde have fat paa Dit Havebilede, jeg vil da ikke haabe, at Du bliver nødt til at opgive det for i Aar af den Grund. Syrak har bedt mig skrive, at hvis Du har Lyst til at komme til Sandholt eller Brendegaard, kan du komme der efter Paaske, Forpagterboligerne skal males; Mester vil gerne have Dig til at smøre, men det maa Du nu selv bestemme jeg sagde til Mester, at Du gjorde det vist ikke for Du skulde have fat paa Dit Havebillede. Jeg længes forfærdelig efter igen at se Dig, jeg har været saa trist i disse Dage, jeg ved ikke selv af hvad Grund, men jeg haaber, at det forsvinder saasnart vi ses - Jeg har i Dag læst i "Leonora Christines Jammers Minde" som interresserer mig umaadelig, hvor er det storartet at læse et saa djærvt og kraftigt Sprog, og hvilket Menneske har hun ikke været; efter at have læst det, kan jeg endnu bedre forstaa Zahrtmanns Billeder af hende, jeg synes, de skildrer hende ypperlig. --Kære, gode Dreng skriv snart igen, Tak for det sidst Brev, jeg længes al Tid saa snart jeg har sendt et af Sted. Marie Pie venter paa dette, jeg tør ikke selv gaa ud. Farvel min kære kære Dreng. Dit T.
Hils Franziska og Marie
Fakta
PDFDateringen er anslået.
Faaborg Museum, Fritz og Anna Sybergs arkiv, breve fra Anna til Fritz 1891-1894