1891-12-02

D. 2/12-91

Kæreste Alhed!

Allerede inde jeg i Form. fik dit Brev; havde jeg indset, at det var en stor Skam af mig sådan at komme med en halvkvædet Vise om Død og Fordærvelse, og da jeg læste dine Linjer indså jeg dobbelt, at det var forkert. Ja, kære Alhed, når jeg ikke for lange Tider siden – i Sommerferien – har sat dig ind i min Elendighed i hele dens rædsomme Omfang, så er det ikke, fordi jeg trode et eneste Øjeblik, at det skulde gøre dig bitter imod mig – tværtimod! dertil kender jeg dig da for godt; men Sagen var 1) var jeg ikke sikker i min Sag 2) skammede jeg mig og gør det endnu så kolossalt 3) vilde jeg helst så længe som muligt og helst helt, skjule det for jer alle, da det jo umulig kunde andet end gøre et meget pinligt Indtryk.
Ja du ved jo naturligvis for længst, hvad der er i Vejen – var det ikke så sørgeligt, så var der sandelig noget højst komisk i Tanken: jeg, i min første Ungdom de faldne Kvinders ivrigst ”Forbander”, i de senere År deres varmeste ”Undskylder” – jeg er nu selv en af deres store Hær – elendig, forført, måske ødelagt for Livstid. Men som jeg har antydet, hvo [”hvo” overstreget] skal dette sidste ikke blive Tilfældet, og forhåbentlig skal jeg til Maj være godt over alt dette grusomme, - å, hvor dog Mennesker kunne ødelægge Livet for hinanden.
Jeg synes, der er en sådan myldrende Masse at skrive om, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde, først skal du høre, hvordan vi tænker at klare det, det er dog det vigtigste; jeg har sagt Mor, at jeg ikke allerede til Nytår kan tåle Musiken, men at jeg mener, det vilde gøre mig godt at være mellem fremmede Mennesker en Tid; fra Nytår til Maj; Leonard har i Odense flere Gange talt med en Jordemoder, hun siger, vi kan godt skjule det, sådant hænder 20 af 100 i de ”dannede” Kredse, hvor man mindst aner det; hun havde ifjor en fin, rig ung Pige fra Kbh. som havde sagt sin Moder og Fader, at hun vilde tage en Plads som ung Pige, hun var der 4 Måneder, fødte, nogen Tid efter døde Barnet, og hun kom tilbage uden at nogen anede noget. Nu får Leon. gennem Md. Petersen et Sted til mig at være i eller ved Århus; dette Sted nævnes herhjemme som en Plads, Leon. har fået gennem Avisen; for at undgå for megen Korrespondance og Forhøren, skal han først finde Pladsen henimod Jul, og til Nytår rejser jeg. Ved særligt Uheld kan denne Plan naturligvis mislykkes, men ved [”ved” overstreget] når vi er på vor Post, håber jeg, og anser det for sandsynligst, at den går godt. Min største Bekymring er den, at jeg ikke skal kunne gå til Jul uden at nogen ser det på mig – tænk, først i
2)
Marts skal det være, altså er der kun tre Måneder til nu, at der intet ses er mig som et Mirakkel, på andre ses det jo 5-6 Måneder i Forvejen. Dette er min Lykke; endnu går jeg uden Korset og – tager i Selskab til Arreskov og (idag) Brobygård med min lyseblå Kjole. Det er uhørt, synes jeg nok, men jo mere jeg kan lade som ingen Ting, des fjærnere ligger jo Mistanken. Hvor grulig en Tid det dog bliver for mig der oppe alene og i den Elendighed og – hvad der næsten bliver det pinligste – med den evindelige Lyven for Far og Mor. – Men jeg går ud fra, at det sker for at skåne dem – Mor kan jo aldeles ikke tåle sådan en Sorg – og så må det da være det rigtigste ikke sandt??
På samme Tid, som jeg fik at vide, at jeg ikke ved Stød og Slag kunde dræbe Fostret (jeg vilde rimeligvis have dræbt mig selv ved at fortsætte dermed) fik jeg at vide, at Sagen kunde ordnes på denne Måde, det var en sand Lykke at få det at vide – vel var jeg så altså sikker på mine egne Lidelser men dog også nogenlunde sikker på at kunne skåne min Familie det har hele Tiden været min største Sorg at skulle bringe Sorg over alle mine kære. Å jeg gruer nu alligevel så frygtelig for det altsammen – ikke mindst for Fødslen selv – og tænk om jeg dør – det var ganske sikkert bedst for mig selv og for andre også, men en stor Sorg ville det dog blive for jer alle. Men det er jo alligevel sjældent, man hører det. Hvis det stakkels Barn lever – hvad det naturligvis nok gør – så er det grulig Synd mod det, - ud blandt fremmede i fattige, måske dårlige Forhold, et stakkels uægte Barn som hverken Far eller Mor vil kende; det er så frygteligt at have så meget på sin Samvittighed mod et Menneske. Gud give, det måtte dø, det stakkels Væsen. –
Men går jeg ud fra, at jeg kommer godt og vel over det hele, så kommer der bag efter en Tilværelse så strålende, at jeg knap kan tænke mig en sådan Lykke; Far har næmlig nu sagt ja til, at jeg må læse Musik i Kbh. og jeg skal tage fat til Maj! Tænk dog hvilket Liv at være i København, og optaget af det kæreste, jeg kan beskæftige mig med, sammen daglig med dig og Johanne - -
å, hvem der alligevel kan leve til den Herlighed! Bliver det dog ikke mageløst! Tror du ikke nok, at vi kan komme over det? Og tror du ikke nok, jeg lever? Olga Wendelboe var jo yngre, jeg bliver jo omtr. 22 År, det er vist en heldig Alder. Og er jeg normalt over det, så tror jeg, jeg vinder bedre Helbred ved det. Skriv nu alt, hvad du mener om det, kæreste Alhed, og læg inden i, når du skriver til Mor næste Gang. Elle ved det, ingen andre må vide det. Joh. vilde tage det altfor hårdt. –
3/12. Igår var vi så på Brobygd. Doktorens var der og ved Bordet sagde Dr. Til Mor, at Kapt. Havemann og den lille engelske
3)
Frue, som bo i Hamburg ønsker at få en ung Pige i Huset ½ År for at lære Fru H. at tale Dansk, hun skal være musikalsk og kunne Tysk; Mor vil partout have mig derned, men Dr. vil ikke lade mig, selvfølgelig siger jeg selv, at jeg ikke kan; tænk hvis der intet var i Vejen, så kom jeg der, det er da sikkert og vist! Nå men det kan ikke nytte at ærgre sig; nu er der meget stærk Tale om Elle, som grulig gærne vil, jeg tror næsten, det bliver til noget med hende, jeg påskynder af alle Kræfter; vil de have hende, kommer hun der, hun må nok. Så taler Mor om, at jeg skal udfylde hendes Plads, det bliver et vanskeligt Punkt at komme væk under de Omstændigheder; der er Tale om at Mor skal få en af Holmströms herned, en ung Pige kan hun jo ikke undvære, men i alle Tilfælde vil det jo se højst besynderligt ud, at jeg rejser og der så slet ingen er hjemme. Men jeg må jo holde på at jeg vil; skal det komme højt, siger jeg til Mor, at jeg føler, jeg gør det trist herhjemme, hvilket kun er altfor sandt, desværre. - -
Det tristeste ved hele denne triste Begivenhed er dog det, at den så komplet har forandret mine Følelser for Leonard; dette ved nu kun du og jeg [”dette ved nu kun du og jeg” indsat over linjen] hver Gnist af Forelskelse og Agtelse er som blæst bort og har været det lige siden jeg kom fra Langeland; for mig er han nu kun Forføreren, hver Berøring af ham er mig imod, og når han kysser mig, får jeg Kvalme næsten; det er ganske forfærdeligt, synes jeg, men jeg kan ikke gøre ved det, jeg har forsøgt af alle Kræfter at kæmpe imod, men det er umuligt, de Følelser, som ikke existere kan ikke fremkaldes. Hvad Selvagtelse angår, da ved du, at jeg aldrig har haft flot med den, at jeg nu rentud f_oragter_ mig selv, kan du forstå; men at jeg nu er grundig kureret for min mageløse Letsindighed, det vil du også forså; den sidste Del af min Agtelse for Leonard gled, da han blev overbevist om at det var galt – å, noget Mandfolk så pjaltagtig forsagt – rent til at vække Medlidenhed. Ja du må tro, jeg har Medlidenhed med ham, han holder bestandig lige meget af mig og kan selvfølgelig ikke andet end mærke, hvor forandret jeg er, Gud ved, hvad Enden skal blive på al denne Elendighed. Gid han kunde blive forelsket i en anden – jeg kan ikke bryde med ham, - mest for Mors Skyld, som jo forguder ham og ser i ham et fuldkomment Menneske uden Frygt og Dadel. Han er ejegod, men det er i mine Øjne det eneste han er, og det er mig for lidt; hans Godhed er ligefrem rørende, han giver mig så mange Ting og ofrede såmæn gærne sit Liv for at gøre det skete usket så meget tristere er det, ikke at kunne holde rigtig af ham, stakkels Leonard. Når jeg nu ikke er det mindste forelsket i ham og ikke en Gang har Agtelse for ham, så kan du nok tænke, at jeg gruer ved Tanken om et Ægteskab med ham – vi som ikke har én Interesse fælles, å det hele er så bundsørgeligt; jeg vil vente og se Tiden an, om jeg ikke som Mor siger
4)
kan opnå at blive ”træt” af en selvstændig Tilværelse og min kære Musik og så kunne finde mig i at blive gift = bunden til én og samme Plet og til én som jeg aldrig mere vil kunne elske, hvordan mine Følelser for ham så end kan blive. Hvad mon du dog vil sige til alt dette; jeg håber, at du som jeg slår din Lid til at alt kan gå godt og ubemærket hen og trøster dig ved at det så dog snart er ovre – til Maj er Skæbnen afgjort, og der er jo kun 5 Mdr. til Maj; indtil først eller midt i Marts må vi vente tålmodig og håbe det bedste – der er vel for Resten ingen Grund til at tro, at det ikke skal gå godt, tror du vel? Mit Legeme er jo sundt og kraftigt, og det er jo mest det, det kommer an på. Altså allerede inden April er jeg over det værste, og i Løbet af April håber jeg, jeg skal kunne komme mig og få mit sædvanlige Udseende. Tænk, hvor det egentlig stiller sig lykkeligt, jeg har ikke Spor af brune Pletter i Ansigtet som de fleste! Mit Udseende er jo så fordelagtigt som blot muligt. Og så til Maj begynder Livet på ny, ligesom helt forfra! Å hvor det er dejligt at tænke på! Ja, jeg er letsindig, at jeg i al min Ulykke kan være så glad ved den Tanke, men: ”Et Glimt af Sol bag Tågen at bevare o.s.v.” det kan da ikke være nogen Fejl! – Nu til mere fredelige Ting. Hermed din røde Kjole, men ser du, Mors og min Mening desangående er denne: Skal du købe nyt til Kjolen, så kommer det dog al Tid til at koste en Del, når den skal være pæn. Derimod kan jo du, som kommer til så meget fint sagtens bruge nok en pæn Kjole, derfor mener vi, du har bedre af at få en ny; den røde er jo god nok til lidt simplere, f. Ex. et eventuelt Regensbal eller lignende. Men Far har nylig sagt, om du dog ikke skal have Penge sendt, altså vilde han jo nok koste en ny Dragt, da både han og Mor jo er glade ved, at du tager Del i Selskabelighed og vilde, du skal være pæn. Vi synes godt om en hvid Råsilke, du skal så lade den sy med to Liv, et nedringet til Ballet og et højhalset, med hvilket du så kan bruge Kjolen til Selskab. Spørg nu hvor bredt Tøjet er og hør så inden du køber det hos din Syjomfru, hvor meget der behøves til Kjolen med to Liv. Jeg synes, du skal have den helt hvid til Ballet uden anden Pynt end blegrøde Vinterasters, det vil være nobelt og kønt. Få den ny endelig godt og kønt syt, ikke for nedringet. Er den Vifte din egen? Så vil den jo passe godt til røde Asters. Kan du ikke få den Dragt til ca 35 Kr? Og kan den ikke være lidt, så den kan bruges i Selskab? Den kan vel farves, når den bliver snavset eller, der foresvæver mig noget om, at det Stof kan vaskes? Alt i alt, kan du ikke nok have Nytte af Kjolen uden lige til Bal? Jeg skal sige, at den store Skomagerregning skal du betale. –
Å Alhed, skønner du også på, hvor lykkelig du er! Når du nu hører om al min Ulykke, så må du da skønne tidobbelt på din glade fri Tilværelse, sikken Ungdom du dog har!! Der er vist kun få så lykkelige: optaget af det Arbejde, du har Interesse for og stillet således, at du frit kan nyde Livet
[Det følgende skrevet s. 1; øverst på arket; på tværs:]
Gud ved, om jeg nogensinde skal komme så vidt, jeg synes, det dages! Men så lykkelig som du bliver jeg jo aldrig, dertil er jeg for meget anlagt til Melankoli, og så kan jeg jo ikke som du utvungent nyde brillante Menneskers Selskab. I Morgen skal vi til Frk Elisabeths Fødselsdag til Aften derovre; jeg skal foredrage en Grieg’sk Sonate derovre efter Mors Begæring, det er for Resten underligt med min Musik, for jeg går frem selv om jeg aldrig rører Klaveret. Å lære at spille!!!!! Det er dog mit Ideal, som jeg altså når, hvis jeg blot lever!!!!! Nu håber jeg da ikke, du bliver altfor forfærdet over dette, tænk så blot på Maj! Og tænk så for Guds Skyld ikke altfor slemt om mig, det må du ikke; og du må da endelig ikke holde mindre af stakkels Leonard, men det gør du vel heller ikke. At det nu skal hænde mig og ikke en af hans mange Malkepiger, for hvem det vist vilde have været meget meget lettere!
Nu kun tusende Hilsner! Skriv langt men tæt, så den lukkede Konvolut til mig ikke bliver for tyk, jeg siger Mor, at hun ikke må åbne den. På Onsdag kommer der vel Brev!
Din Chr.

[Skrevet henover teksten på bagsiden af ark 3; lodret:]
Du brænder da dette Brev, det er altfor farligt til at gemmes.