Menu

Fynboerne

1898-04-27

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen har fået lavet en skive til at male kronprinsen på (en bestilling fra Fugleskydningsselskabet). Han er nødt til at finde en officer med hovedbeklædning, for kronprinsen kan ikke optræde barhovedet på billedet i fri luft.
Der er udsigt til, at Larsen-familien kan få noget af Carl Høyrups have, da denne (nær Svanemøllen) bliver delt i to af den nyanlagte jernbane.
Larsen har fundet en tegning af hunden Tjalfe, og den skal danne udgangspunkt for et maleri.

Transskription

Kjerteminde 27 April 189[noget af papiret mangler]

Min egen Kæreste!
Tusind Tak for Dit Brev i Dag. Nu skal jeg fortælle Dig hvad jeg har taget mig for siden jeg i Gaar skrev til Dig. Først gik jeg ud paa Taarbystranden en ordentlig Tur og fandt mig et Vibeæg og da jeg kom hjem gik jeg hen med Brevet og paa Tilbagevejen g[ik] jeg ind paa Apotheket og kø[bte] mig et Plaster til min Byl[d og] noget Benzin til at vaske [mine] Billeder i før jeg maler paa dem. Imidlertid var jeg bl[even] saa træt at jeg sov over mig i Morges og kom først op Kl. 8, saa jeg fik ikke malet paa det i Dag. Der var Brev fra Marie i Morges hun beklagede sig over [at] Du ikke havde svaret paa hendes Forespørgsel om Dis’es Adr. saa hun var forhindret i at skrive til hendes Fødselsdag. Skiven jeg skal male Kronprinsen paa var jeg nede hos Maler Jantsen med i Gaar for at faa den spartlet og jeg faar den i Morgen, men der er det forfærdelige ved det at jeg nu har opdaget at jeg jo ikke [kan] male ham i fri Luft [noget af papiret mangler] uden noget paa Hovedet [noget af papiret mangler] jeg ved ikke rigtigt hvor[dan] jeg skal bære mig ad, [jeg] maa vist se at faa fat [paa e]n Officer havde jeg bare aldrig modtaget den Bestilling. I Eftermiddag var jeg og Klaks oppe at maale begge Haverne op, det er nemlig muligt at vi kan faa Højrups allerede i Aar, da [han] jo nu bliver skilt fra den ved Banen, han kan jo saa faa et Stykke til Køkkenurter paa den anden Side Banen Klaks skal nu tegne et Kort over dem i Morgen. Da vi var færdige gik vi ud paa Feden og gik i Vandet, det var delikat. Efter at have spist til Aften var vi oppe at flytte et af de 10 Æble[træer] som Jernbanen tager, [noget af papiret mangler] gik vi hjem og fik en T[noget af papiret mangler] og nu sidder jeg her og s[kri]ver. Da jeg i Formiddag le[dte] min Mappe igennem fandt jeg en lille Tegning af Tjalfe og det gik saa pludselig op for mig at saadan skulde jeg have ham paa det store Billede [n]u skal jeg snart til at tage fat paa det, jeg tror i det hele taget at jeg sidder inde med en hel Del Arbejdskraft for Tiden kunde jeg nu bare faa ordentlig begyndt og saa ikke have alt for meget Afbræk af det Skidt Kronprinsebillede. Du kan tro jeg glæder mig til at komme ned til Dig igen, nu er [der j]o snart kun 8 Dage til [og] til den Tid tænker jeg, at [jeg] er kommen godt i gang [me]d mit Arbejde, naar nu [noget af papiret mangler]et bare vil holde sig [noget af papiret mangler], og saa er jeg vist ogsaa bleven meget raskere naar jeg nu kommer tidlig op hver Dag og kommer meget i Luften. Faar jeg Brev fra min Kæreste i Morgen? Tusind Hilsner fra Din hengivne Johannes Larsen.

Omtalte genstande

Johannes Larsen omtaler en tegning af hunden Tjalfe.

Fakta

PDF
Brev

Da

Noget af papiret mangler og dermed også det sidste tal i årstallet. Det er 1898. Johannes Larsen skrev i sit sidste brev, at han havde en vabel/byld på foden, og Alhed Larsen (f. Warberg) og han skrev sammen om en skive med kronprinsen som motiv, som Larsen skal male.

Plaster på en byld: Johannes Larsen fik vabler af at gå hjem fra besøg hos Alhed for nyligt.
Skiven med kronprinsen: En bestilling fra Fugleskydningsselskabet. Man skød ikke efter disse skiver, men hængte dem op.
"Skilt fra den ved Banen": Den nyanlagte jernbane kommer til at gå igennem Høyrups have, som lå nær Svanemøllen ejet af I.A. Larsen, Johannes Larsens far.

Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien