Menu

Fynboerne

1913-12-06

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Astrid takker mange gange for pengene. De 10 kr. skal bruges på en håndarbejdsregning. Astrid har brugt en del penge på håndarbejder, som er ment som julegaver. Hun tænker så godt på familien, mens hun syr på tingene. Sammen med gæster har hun syet en hel nat. Alhed/Bes lysedug er færdig, og Astrid er spændt på, om hun kan lide den, for hun er kræsen med farver.
Jo, Laura må gerne skrive om teateroplevelser.
Fragten af sofaen blev dyr. Louise/Lugge kan vente til januar med at betale for kraven, siger Alfred. Astrid tror, at han har tabt penge ved spekulationer.
Astrid har læst Lauras brev for børnene. De savner at have bedstemødre mm i deres hjemby. Adam og Ina er begge meget dygtige i skolen. Ina må nu skrive med blæk. Adam laver lektier, straks han er hjemme.
Johannes Larsen har skænket billeder for 3000 kr. til byen.

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Laura Warberg
Kerteminde
Danmark.

[I brevet:]
Lørdag fm 6/x12 – 13

Kæreste Mor!
Tusind Tak for de mange Penge – jeg blev så henrykt over dem, hvilken Forskel på sådan et Par reelle Tiere, som er éns egne – og så de tiere, som Ugen igennem vandrer lidenskabsløst af Sted mellem éns Hænder; det er så længe siden, jeg har haft egne Penge, men hvor det er morsomt. De 10 sætter jeg straks i min Bog (som indeholder 1 Kr og 4 Øre!) – de andre 10 har lettet en tung Sten fra mit Hjerte - den skal betale af på min store – måske letsindige – Håndarbejderegning; men på den anden Side er det en så kolosal Fornøjelse for mig at sy lidt til de forskellige, så vèd jeg, at det Juleaften ligger på Jeres forskellige Juleborde og kan fortælle, at jeg i Ånden altid er med derovre og tænker meget på Jer alle sammen; nå, dette lyder nu så sentimentalt – men det er nu sådan, at jeg altid føler mig i nærmere Forbindelse med Jer alle, når jeg sidder og syer Julegaver; det er så festligt. Desværre har jeg i År hele to Lysduge liggende, som jeg absolut ikke kan nå at sy – Johannes Brudegave tog et drøjt Antal Timer; Forleden Lørdag sad Inga, Esther og jeg til ½ 3 om Natten og syede; set var nu meget hyggeligt; Klokken 1 kom Hr. Printsen op for at hente Esther - men vi satte ham straks til at skrælle Æbler og underholde os – mens vi syede videre; den Aften fik jeg også Bs Lysdug færdig; jeg er altid meget spændt på, om hun vil synes om dèt, jeg syer, da hun vel nok er mest kræsen med Farver og sådan noget; selv synes jeg nu, at den er dejlig. Elle har rigtignok ikke skreven noget Brev til mig – måske har hun kun glemt at sende det? Så kan hun gerne sende det nu. Tusind Tak for Dit interessante Brev! Du skal da i Din fine blå Silke? og de andre? Skriv endelig udførlig om det – det er en stor Misforståelse, hvis Du tror, at jeg ikke kan tåle at høre om Teater, som jeg ikke skal med til! Tværtimod – Du må endelig altid fortælle mig om alle Jere Festligheder – det er næsten lige så morsomt som at være med selv.
Tænk, at Fragten blev så dyr på Sofaen! og her betalte jeg 3 Kroner for at få den pakket og sendt; men Told kan der da umulig blive. Når Du bliver ved Muffen var det rart, om Du sendte Alfred Penge for Kraven; han har intet sagt om den, men da jeg spurgte, om Lugge kunde vente til Januar med at betale, sagde han, ja, men så heller ikke længere. Jeg har på Fornemmelsen, at han har tabt Penge ved Spekulationer – det er ganske vist kun en Fornemmelse, men jeg véd, at han spekulerer – og han gør sig så ualmindelig for Penge; jeg tør slet ikke tænke på at få noget Tøj i Vinter, men jeg kommer jo heller ikke til nogetsomhelst, så kan man godt undvære. Inga og jeg har fast besluttet, at vi til Nytår vil gå på en Sprogskole og lære Engelsk; Hoods Skole koster kun 4,50 pr. Måned. Vil Du også fortælle lidt om Børnene derovre, dem hører jeg aldrig om. Hvad gør Bibbe?
Og indgående om Festen - om Du har snakket med Kongen – om han dansede med Jer o s v. Jeg læste Dit Brev for Sjums og Adam – det er noget af det bedste, de ved, når jeg af og til læser Dine Breve. De beklager sig over, at de skal bo i en By, hvor der hverken er Bedstemødre Onkler eller Tanter – som alle deres Kammerater jo har ved Hånden! De spurgte, om Kongen skulde have ”Hoffolk” med sig – og Krone på Hovedet. De er så søde og morsomme i denne Tid; nu får de Vidnesbyrd til Jul fra Skolerne – de bliver nok strålende. Lærerinden roser Adam for hans svenske Rättskrivning; han har lige skreven en Stilebog ud og havde i hele Bogen kun 3 Fejl! Sjums er
II/ den bedste i sin Klasse i Skrivning (Adam i Regning!) Sjums kom og sagde i går : ”Åh hvor, vi har haft en stor Glæde - Lærerinden har sagt, at fordi jeg skriver så pænt så må jeg nu begynde at skrive med Blæk – hvor er jeg dog forfærdelig glad.” Adam er nu også bleven svært pålidelig med sine Lektier – jeg behøver aldrig mere at holde dem til med noget af Hjemmearbejdet; næppe er Adam kommen ind ad Døren, før han styrter over Lektierne – han leger først, når de er færdig. De har ikke så lidt at gøre - lærer en Masse (idiotiske!) Salmevers - her en Prøve:
Du klara sol går åter upp
Jag tackar Dig min Gud
Med Kraft og mod og nyfødt hopp

Jag höjer glädjens ljud!

Er de to sidste Linier ikke pragtfulde! De lærer også Skriftsteder udenad – men det er håbløst at forklare dem Ordenes Mening – den er for dybt begravet.
Hvad skal de dog gøre med Las, når han skænker 3000 Kr til Byen; bliver han Ridder af Dannebrog – eller bare sat op i Skat? Hvor skal de hænge – og hvad er det for Billeder?
Bare Du nu kan tåle alle Festens Strabadser – men lidt af Dagens Program springer Du da over? Jeg glæder mig til Dit næste Brev!
Nu ikke mere dennegang – god Fornøjelse – og mange Hilsner fra Din Putte.
Endnu engang Tak for alle de mange Penge!

Omtalte genstande

Johannes Larsen har foræret Kerteminde Kommune for 3000 kr. billeder.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Både sofaen og kraven er omtalt i tidligere breve fra Astrid til Laura. Det vides ikke, hvilken fest med kongen der er tale om.
Hvilke billeder Johannes Larsen havde foræret kommunen (formodentlig Kerteminde) er uklart.

Kerteminde

Bynavnet er skrevet på kuverten

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, Astrid Warberg-Goldschmidt til Laura Warberg, 1913-12-06, BB2431

Nej

Gave til Østfyns Museer fra et medlem af Warberg-familien