1923-01-23

[På kuvertens forside:]
25 Jan 1925 [kryds over "1925."]

Fru Astrid Warberg
Rolfsvej 14
Kjøbenhavn F

[På kuvertens bagside:]
Afs Amstrup Ølstedgaard Staaby
Du kunde gerne sige mig Tak for den flotte Julegave jeg sendte dig i Tanken kærlig Hilsen Niels

[I brevet:]
Kd. 23 - 1 23

Kære Stiser!
Nu endelig, dages det da med mig, jeg bliver magelig paa mine gl. Dage. Tak for den venlige Julehilsen der midt i at min Travlhed til mig og for din fine Opmærksomhed med at maskinskrive mit lille, i høj Grad mangelfulde Vers; man burde aldrig begive sig ud paa Diletantismens farlige Veje. Nu har jeg saa igen da faaet et Par Ark malet op og er saa da endelig kommen bort fra [ulæseligt] og hvad dertil hører og saa skrider jeg til at fortælle om Ensomhed og det er maaske sidste Afsnit. [Ulæseligt] vil se, men - ja her ligger den egentlige Grund hvorfor jeg altid har nægtet at skrive, - min Barndom var ikke lykkelig, Moder og Mimi var ikke gode imod mig, for ikke at sige det modsatte. Jeg vilde nødigt sige noget der kunde kaste en Skygge over Moder - hun var dog min Moder og alligevel et retsindigt og godt Menneske - og Mimi, der udviklede sig til at blive det elskelige og udmærkede Menneske som vi alle saa op til, hun var jo, da jeg blev ene, som en Moder for mig! Moder havde et i høj Grad utilgængeligt Sind, hendes Speciale var at skænde, det kunde hun da blive ved med og Mini slog - hver Dag - ingen af dem var det man kalder Børneven og ingen af dem gjorde sig den Ulejlighed at sætte sig ind i hvordan et saa kraftigt og livligt Pigebarn, som jeg var, skulde omgaaes. Mimi har aldrig havt det man kalder Skolegang, Fader læste lidt med hende om Aftnen og om Eftermiddagen skulde Husjomfruen saa fodre paa at bibringe hende nogle af sine højst mangelfulde Kundskaber, saa jeg formoder hun selv har arbejdet sig frem til det hun kunde. Og paa dette Grundlag blev hun min Lærerinde uden Begreb om hvad man kunde forlange af et Barn, hun forlangte langt mere end jeg kunde overkomme og hver Aften naar jeg kom i Seng, saa suste det forbi mine lukkede Øjne med Trolde, Slanger og Hekse, ja at jeg holdt til det! jeg vilde gerne lære og var alt andet end doven. Aldrig et venligt eller opmuntrende Ord, men Slag i Slag. Jeg hadede hende derfor så intensivt, som det var muligt for et Barn at hade. Stine Niels Morten der en Gang i de senere Aar spurgt mig om det var sandt, at jeg fik saa mange Bank, en af hendes Piger der havde tjent hjemme som Stuepige, havde fortalt hvor slemt det havde været for hende at være Vidne dertil.
Ja saadan var min Barndom, hvordan kan jeg komme uden om alt det? Forholdet mellem Moder og mig blev aldrig godt, men det var min Skyld, for jeg var bleven haard og en styg en rigtig Egoist. Fader derimod elskede jeg. Og saa de forældede Skolebøger der blev brugt. Sikken Danmarkshistorie, som jo slet ikke er ["er" indsat over linjen] for Børn og en Regnebog med Penning, som jo forlængst var gaaet af Brug - o.s.f. Dette er jo ellers noget jeg nødigt kommer ind paa, man maa helst lade de mørke Stunder ligge saa langt tilbage i Erindringen, som vel muligt, men udslettes kan de jo ikke. Men, lille Stiser, du har brugt med Papir o.a. til de smaa Hefter, du maa sige mig hvad du lægger ud, som kan betales med Frimærker.

[Indsat side 3 i venstee marge; lodret:] Apostrofferne over e maa du ikke forandre, det er aldeles korrect è é
[Indsat s. 1; øverst; på tværs:] Naa Stiser, dette var rigtig et ækelt Brev at skrive og ikke lysteligt for dig, at læse - men det var en Redegørelse der maatte med.
Godt Nytaar Stiser vi er ikke ude ["ude" indsat over linjen] af den første Maaned endnu. Tante Visse