Menu

Fynboerne

1912-12-12

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen har på Sprogø malet på et billede fra Vesterrevet, et fra Fyrbakken og et gårdinteriør. Han har gavn af sit olietøj. Det har været uvejr med storm.
Søndag malede Larsen på en marine. Der har været en kæntring ved Nordenhus.
Larsen vil gerne hentes søndag 22. december, og Hans Andersen skal medbringe kasser, søm og snor til malerierne.
Alhed bør ikke give portrættet fernis, men æggehvide med sukker.
Til jul eller fødselsdag ønsker Larsen sig Rostrups Danske flora.

Transskription

Sprogø 12-12-12.

Kæreste Alhed!
Ja i Dag kommer der jo ingen Breve herfra. Jeg var ude i Mrgs. og fik malet et lille Stormvejrsbillede fra Vesterrevet, derimod maatte jeg i Eftermdg holde op inden jeg blev færdig med det jeg begyndte paa i Gaar fra Fyrbanken, det blev for vaadt. Jeg har glimrende Gavn af mit Oljetøj, jeg kunde slet ikke have malet et Billede som det i Formiddags, jeg var bleven gennemblødt inden jeg var naaet derud, nu sad jeg tør og varm i min Tangskasse til jeg var færdig. Det var dejligt at jeg fik min Barberkniv, Skægget var begyndt at genere mig. Du ved vel at det er Post Dag paa Mandag.
13 Dec.
I Dag har jeg malet 2 Billeder som der vist ikke er videre ved. Belysningen forandrede sig stadig mere mens jeg malede.
14 Dec.
I Formiddags var det ikke til at komme udenfor for Regn og Storm og jeg gav mig saa til at male et Gaardinteriør som jeg blev færdig med ved 3 Tiden, saa klarede det op og Stenene tørrede saa det hele saa meget anderledes at jeg ikke kunde mere. Jeg gik saa en Tur Øen rundt Stormen var bleven helt orkanagtig og Vandet føg og det var meget besværlig at stride sig op mod Vinden, men det saa pragtfuldt ud paa Revene hvor Brændingen blev til hele Skyer. Jeg har nu malet 8 Billeder, det fra i Gaar Eftermiddag er vist ikke saa daarligt som jeg mente i Gaar.
Søndag 15 Dec.
I Dag har jeg malet et lille Marinebillede i Formiddags, i Eftermiddag opgav jeg at bestille noget da Vejret var mig for uroligt. Ved 3 Tiden kom her en orkanagtig Byge med Lyn og Torden. Jeg glæder mig vældigt til Posten i Mrg.
16 Dec.
I Dag har jeg malet et Marinebillede, da jeg kom hjem havde Fyrmesteren været her og sagt at Du havde ringet mig op, jeg var saa deroppe, meget spændt paa hvad der kunde være i Vejen men saa var det jo bare at Du havde været bange for at jeg skulde være til Stranding. Her har ikke været nogen Stranding, men Fyrmesteren sagde at en Galease var kæntret udfor Nordenhus i den stærke Byge i Gaar Eftermiddags. Nu kom Posten med Dit Brev og 4 Pakker Aviser og Brev fra Sus og Lehn Schiøler. Nu vil jeg skrive noget op som Du maa huske: Jeg mener at det er bedst at Hans Andersen henter mig paa Søndag 22. Han maa tage et Par Malerikasser med til Billederne og en Pakke smaa Søm af dem jeg bruger til at slaa Lærred paa Blendrammer med. Jeg vil saa slaa de vaadeste Billeder op indvendigt i Kasserne. De andre kan vel sidde paa Blendrammerne og bindes sammen 2 og 2 med Propper imellem; dertil maa jeg have nogle ¾ eller Tommesøm og altsaa noget Hovedlag eller Sækkebaand eller lignende
Altsaa: Pakke smaa Søm
Tommesøm (ca 50)
Snor.
Nu kan jeg faa Post i Mrg eller Overmorgen naar unge Seifert kommer og saa er det vel forbi, men saa er vi jo ogsaa lige ved Søndag. Jeg glæder mig til at komme hjem, men her er for Resten rart at være, jeg har det godt og jeg synes det gaar godt for mig at male, selv om jeg kun betragter det jeg maler som forberende Øvelser, til det der skal komme.
Jeg tror ikke Du skal give det Portræt Retouchefernis, det er noget ækelt Kram, men Du kan give det Æggehvide, med lidt Sukker i, med en blød Svamp, jeg kan forestille mig at det maa være bedre med Onkel Syberg siden Du tænkte paa at tage derud. Jeg var ellers efter Dit sidste Brev, nærmest forberedt paa at han skulde være død.
Det er morsomt at Rerhu er kommen, jeg glæder mig til at se den. Nu maa jeg vist slutte for Posten vil gerne tidlig af Sted han er bange for at Vejret skal blive værre.
Mange kærlige Hilsner
Din
Johannes Larsen.

Jeg ønsker mig til Jul eller Fødselsdag: Den ny Udgave af Rostrups ”Danske Flora” samt det tilsvarende Bind med blomsterløse Planter.
Min Adresse er
Sprogø
pr. Korsør

JL.

Omtalte genstande

Johannes Larsen: En stue ved stranden, Sprogø. 1912. Olie på lærred. 47 x 58 cm. Johannes Larsen Museet. Gave 1990. Foto haves ikke.
Johannes Larsen: Marine. Vinter. Sprogø. 1912. Olie på lærred. 47,5 x 58 cm. Johannes Larsen Museet. Testamentarisk gave fra Carsten Reissmann. Foto haves ikke.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Johannes Larsen er på Sprogø for at male.
Hovedlag er egentlig remme til hovedtøj til heste.
Rerhu er formodentlig et dyr; måske en hund.

Sprogø
  • Sprogø

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret på Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien