Menu

Fynboerne

1921-08-07

Afsender

Thøger Larsen

Dokumentindhold

Det er ærgerligt, at man altid skal have så travlt. Men nu rejser Thura og Thøger Larsen til Jenlefest. Ellen Sawyer kommer vist også.
Godt, at Astrid/Dis har forsonet sig med sit arbejde.

Transskription

[På kuvertens forside med blyant:]
XX
[På kuvertens forside med sort blæk:]
Fru Dis Warberg
Rolfsvej 17 4
København F.

[I brevet:]
Lemvig 8/7 1921.

Kære Dis!
Mange Tak for dit smukke Brev og din Skildring af dit ensomme Tempel. Her har vi haft saa travlt i den sidste Tid, at vi har forsømt alle Templer. Hvorfor skal man dog slide saaledes og adsplitte sig selv blot for at eksistere og være træt om Aftenen? Men skidt med Filosofi. Den er en Tunge ud af Vinduet.
Nu bryder vi brutalt af for et Par Dage og rejser op til Aakjærs - til Jenlefest, som er paa Søndag. Der kommer mange interessante Mennesker fra hele Landet. Skjoldborg og Aakjær skal tale. Men Talerne er det mindste af det, naar man som jeg hele Livet har ligget under en Kværn af Taler.
Det er dejligt, Dis, at Du har forsonet Dig med dit Kontor. Du skal sè, Du skal nok komme til at beherske dine Videnskaber, men det kan se saa sort ud, saalænge man knapt har lært Alfabetet i dem.
Maj Maaned i Aar har været henrivende, men Juni bragte Kulde og Tørke. Vinden er altid i Nord eller Nordvest. Markerne afsvides. Sol og Kuldegys om Dagen. Havgus og Klamhed om Aftenen.
Men vi har haft usædvanlig mange Jordbær i Aar. Og Hylden har blomstret vist i en hel Maaned. Nu glæder vi os til, at i en nær Fremtid maa Sommerens 2. Del vel begynde.
Dette er en lille Hilsen paa Falderebet til Jenlerejsen. Elle kommer vist ogsaa. Og Fønss (Johannes) og Frue. Og Buchholz's og mange mange andre.
Nu en Mængde Hilsner fra os begge med Ønsket om at Du maa have det godt og stadig hente Kraft i dit Tempel til at sætte Næsen i Sky. Din hengivne Thøger.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Jenlefesten var et årligt folkemøde, der blev afholdt på Nanna og Jeppe Aakjærs gård Jenle i Salling.

Lemvig

Bynavnet er skrevet øverst s. 1

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB1802

Nej

Testamenteret til Østfyns Museer af Laura Warberg Petersen