Menu

Fynboerne

1930-06-11

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Fritz Syberg spørger, om han må komme til Jensen-familien 18. eller 20. juni eller senere? Han har lavet 40 studier til Odensehallen. Der er 12 vægfelter, og han vil male Den grimme Ælling fordelt på årets 12 måneder til felterne. Han gør, hvad han kan, men er forberedt på, at komiteen måske ikke vil have billederne, når de om et par år er færdige.
Foråret har været overdådigt.

Transskription

Pilegaarden 11-6-30

Kære Venner.
Jeg har et Par Gange prøvet paa at faa fat paa Jer i Telefonen, men da det ikke er lykkedes gaar jeg ud fra at I er i Tibirke. Kan I have mig fra den 18-20 til 1ste Juli, eller passer det bedre noget senere? Fra første Juli til 7 August er jeg forpligtet til at være herhjemme, men fra 7 August til 1 September er jeg ledig igen. Alt gaar ved det gamle, jeg har lavet ca. 40 Studier til Odensehallen, men maa nok lave Studier i to Aar inden jeg kan gøre Billederne, jeg maler den grimme Ælling i det jeg holder mig til Aarstiden. Der kan blive Plads paa Vægfelterne til 12 Billeder, det bliver altsaa Aarets 12 Maaneder. Der er for mig ikke andet at gøre, end at gøre Billederne saa godt jeg kan og saa tage Kløene naar Tidens [det afsluttende ”s” overstreget] kommer Jeg sætter saa meget inde derpaa saa jeg vil ikke være ked af om Komiteen helst vil være fri for dem naar jeg en Gang afleverer dem. Altsaa jeg er forberedt paa Alt.
Det har været et overdaadig Foraar. Naturens Pragt kan nok faa en til at føle sig lidt magtesløs med samt Tubefarve, Pensel og Paletkniv. Med [overstreget, ulæseligt ord] mange Hilsener fra os begge. Jeg haaber at I alle har det godt. Eders hengivne
Fritz Syberg.

Omtalte genstande

Fritz Sybergs 40 studier af Den Grimme Ælling til H.C. Andersens Hus malet omkring 1930. Billederne er ikke fundet.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Jensen-familien havde en feriebolig i Tibirke. Fritz Syberg har også i tidligere breve skrevet, at han ønskede at komme dertil og gøre et par billeder færdige. I det næste brev, 31. juli 1930, gav Syberg udtryk for, at han måtte lade portrættet af Johannes V. Jensen ligge et år mere.
Odensehallen: H.C. Andersens Hus i Odense blev i 1930-1933 udvidet, og Ny Carlsbergfondet forærede stedet billeder af Fritz Syberg. I første omgang arbejdede han tilsyneladende på motiver fra Den Grimme Ælling. Udsmykningen blev siden ændret, så han brugte scener fra Historien om en Moder. Ved den følgende ombygning 2002-2005 blev Sybergs malerier fjernet.

Pilegården Kerteminde
Marie Schou

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv