Fynboerne
1902-1910
Afsender
Alhed Larsen
Modtager
Johannes Larsen
Dokumentindhold
Alhed Larsen er på vej til København. Hun beder Johannes Larsen vande blomster og kysse de små unger.
Transskription
Kæreste Larsi! –
Rejsen er gaaet udmærket, nu er vi strax i København. Paa Færgen gik det mig ganske godt, jeg tog Tillægsbillet og drak en Kop The i Spisesalonen. Jeg sad ved Siden af en Dame og hendes Søn, der spiste 4 Stk. Smørrebrød – alle med Rullepølse! Det er vist et enestaaende Tilfælde. Lige til sidst gav Færgen sig til at rulle ganske forfærdeligt men jeg klarede mig heldigvis. – Jastrau sad der. I Odense traf jeg først Fru Jensen, bagefter Kaj Svendsen. – Her er en usædvanlig Masse Rejsende med Toget. – Kys de søde, kære Smaa, det var et fælt Øjeblik, da jeg kørte fra jer, bare jeg var hjemme igen. Vand endelig mine Blomster, husk dem paa begge Gæsteværelserne, er ked af at jeg ikke bad Dig vande dem i Eftermiddag, de er vist meget tørre. Her er 5 Bachfische med Toget, de har hidtil talt meget lærd, men nu for lidt siden exploderede de og nu griner de ustandseligt. Det ryster saa det er meget svært at skrive, men nu haaber jeg, Du paaskønner min Expedethed. Nu 1000 Hilsner til jer alle Kys til Dig og Ungerne
Din A.
13de Okt
Fakta
PDFDa
Begge Alhed og Johannes Larsens drenge er små, så brevet må være fra ca. 1902-10
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien