Fynboerne
1943-02-02
Afsender
Johanne Christine Larsen
Modtager
Astrid Warberg-Goldschmidt
Dokumentindhold
Det er mærkeligt, at Janna har smerter efter svulstoperationen. Johanne/Junge C. Larsen har ikke haft ondt efter sådanne indgreb - kun af at ligge på ryggen.
Johanne medsender en tegning af den nyindrettede stue. Ellen Sawyer har været på besøg og beundret det hele.
Johanne håber, at Meta kan finde ud af at bruge det nye komfur energirigtigt.
Ved Astrid om det var en fejl, da B & W blev bombet?
Johanne takker Axel Müller for, at han vil sende udenlandsk tobak.
Johanne giver gode råd hvad angår modning af flæskekød.
Marie Balslev, f. Sperling, har skrevet, at Nicoline Balslev er udskrevet, og Vilhelm Balslev får lysbehandlinger.
Erik/Tine Warberg Larsen har det godt og arbejder for sin bror på gården. Laura/Bibbe Warberg har ingen kræfter efter sygdommen. Nonnerne lod hende ikke holde fri, da hun blev udskrevet.
Adolph/Agraren Larsen har fået en god appetit.
Daisy Bergs tyske mand er blevet arresteret, efter at han havde opsagt en tysk kvinde på pensionatet. Johanne vil skrive til Daisy.
Adolph og Johanne køber aldrig kød. De laver alt kødmad selv.
Transskription
[Med sort blæk på kuvertens forside:]
Fru Astrid Warberg Müller
Bakkevej 12.
Hareskov St.
[Med blyant på kuvertens forside:]
4 Febr. 1943
besv. 15 Febr.
[Med kuglepen på kuvertens forside:]
30-3-2001
18-6-2000
BWP.
[Med sort blæk på kuvertens bagside:]
Lindøgaard, Dræby St, Fyen
[I brevet:]
Lindøgaard. Tirsdag d. 2-2-1943.
Kære lille Dis!
Tak for dit gode lange Brev, det var pænt af dig at skrive igen. Det er jo dejligt, at det gaar godt med Janna, men jeg kan ikke forstaa, at hun har Smerter; jeg har dog paa mine Hospitalsophold oplevet en hel Del Svulst-Operationer, og jeg synes altid, de sagde, at naar først Bedøvelseskalamiteterne var ovre, havde de ikke Spor af Smerter. Men alle Svulster er jo ikke ens, det kan jo være at Æggestok-Sv. er særlig smertefuld. At maatte ligge paa Ryggen er slemt for mange, jeg ved hvad jeg døjede, da jeg i 4 meget lange Uger maatte ligge paa min Ryg, og da jeg endelig fik Lov til at ligge paa Siden, havde jeg ikke Kraft til at vende mig - og der var dog kun 102 Pund at vende. Er det Gentofte Sygehus, hun ligger paa, det er det vel. Hils hende saa meget fra mig, det lille Skind - dog, naar man oplever en Kaj-Lykke, er Sindet jo i Orden. Nu gaar det nok fremad med raske Skridt, men 3 Uger er jo en lang Tid. Jeg er meget imponeret over alle dine Besøg hos hende, hun kan rigtignok sagtens - desværre kunde jeg jo ikke yde Bibbe noget i den Retning i hendes 5 Uger, men hun havde da for Resten Besøg nok.
Tak for din store Interesse for alle vore Nyordninger. Vi er henrykte over det alt sammen, kan du tro. Jeg har nu lavet et Rids, men Forholdet er ikke godt, Møblerne fylder for lidt, der er ikke slet saa meget Gulvplads, som jeg har lavet, men du ser i hvert Fald Sofaens Plads - jeg har forsømt at skrive: til højre - helt oppe ved den modsatte Væg. Elle var her i Søndags; hun kom et Kvarter over 12 og mente hun var i god Tid til Middag - desværre havde vi spist Kl. 11, da Metha skulde med Toget til Odense, men til alt Held havde vi levnet Middagsmad og jeg fik varmet 3 Stk. Medisterpølse med Rødkaal og Tilbehør og Desert. Hun var helt ovenud begejstret over Stuen og i det hele taget overvældet over alle vore Nyanskaffelser; det var saa morsomt. Det er dette at vi nu har en rigtig Stue at hygge os i med flere af vore pæne Ting og ikke bare en lille Folkestue med umagelige Træmøbler. Ja, det er en Begivenhed for os. Komfuret er stillet op - i Lørdags - og det makker i enhver Henseende ret. Jeg hørser med Metha, at hun skal lægge godt mærke til det, saa hun lærer Reguleringen, hvilket jo er Fidusen, saa der kan spares Brændsel; hvis hun er ligegyldig med det, spares der jo ikke saa meget; men Intelligens er jo ikke hendes stærke Side, saa det skal nok knibe med det - jeg maa vist hørse videre nogen Tid endnu. - Radioen er udmærket, og vi kan følge med i Begivenhederne alle Steder fra. Du gode Gud, hvad der sker! Vi er meget spændt paa, men kan ikke faa at vide om Burmeister & Wain blev bombet eller om de rent ud tog Fejl og kun ødelagde den uskyldige Sukkervarefabrik. Hverken du eller Mornine, som jeg lige har haft Brev fra, giver os Oplysning om det. D. danske Pr. fra London mente vist, at de havde bombet den store Samlehal (den store Glasbygning) men passer det?? Det var jo for at stoppe for Eksporten af Dieselmotorer til T. at de satte det i Scene. Skriv, hvis du ved noget om det.
Jo, tusind Tak, hvis Axel virkelig vil have Ulejlighed med at skaffe og sende Tobak - dog ikke dansk, som vi selv kan faa, men ikke godt kan ryge. Ellers alt andet. Hvis det skulde være muligt at faa rigtig grovskaaret Pibetobak hvad jeg selv jo helst ryger, var det jo herligt, men tillige andet finskaaret; Manse jublede ved Tanken, Brugsforeningen faar saa uhyre lidt hjem nu. Vi vil helst have det sendt mod Efterkrav, men forøvrigt, hvad der er nemmest for Axel - Pengene skal blive sendt omgående. Sig Axel tusind Tak, vi vil være ham saa taknemmelige.
Jeg kan desværre ikke raade dig med Flæskestegen og kender kun Hamburgerryg af Navn, men hvorfor kunde den ikke hænge? Naar vi slagter, har vi Stegene hængende i Ugevis. Svøb et enkelt Stk tynd_t Tøj (gl. Gardin) om den og hæng den op ude paa Muren; naar den ikke vil længere - hvilket jo er en Skønssag - saa dyp den i en Gryde kogende Vand; efter endnu nogle Dage, kan man halvstege den
_2.
hvorefter den atter kan ligge nogle dage - altid under Tilsyn - paa den Maade kan man have fersk Kød længe, vel at mærke ved Vintertid, og saa bliver det saa dejlig mørt af saadan en Behandling Dette skrives for en anden Gangs Skyld, for den Steg, du skrev om, har du vel allerede taget under Behandling; hvis du har lagt den i Saltlage, saa lad den ikke ligge ret længe, ikke over et Par Dage, og saa skal den endda vandes godt ud - 3-4 Dage. Men det er lettere, hvis man har det i Hænder, end at udtale sig skriftligt om det.
Jeg havde Brev fra Marie Sperling for et Par Dage siden; Line er nu udskrevet og kommer på et Rekreationshjem i Hornbæk; noget lettere Sygeplejearbejde er sikret hende. Vilhelm, som p.t. faar Lysbehandling i Kbhn. havde haft Brev fra sin Kone - der er jo deres Gaard, der hedder Brogaard? - Over Br.g. var der forleden udspillet en Luftkamp, flere Bomber faldt i Nærheden og en mindre Gaard fuldstændig udslettet. Her er ikke videre hyggeligt i Danmark, heller!
Tak for din Forespørgsel til de to Børn; jeg synes, Tinge har det saa udmærket for Tiden, nu har han i lang Tid været i konstant godt Humør, altid glad og saa livlig. Han er ikke meget nede i sit Hus, er her baade om Dagen paa Arbejde og om Aftenen, naar vi sidder hyggeligt i vor gode Stue og læser. Naar Arbejdet skal gøres dernede, gaar han derned. Han faar 50 Kr. i Løn af Manse - det er jo ingen høj Løn, men den Tid han bruger til sit eget, gaar jo ogsaa fra. - Om Bibbe ved jeg ikke stort for Tiden, hun har taget Ferie (med min Sanktion) m.H.t. at skrive hjem; al den første Tid passede hun kun sit Sygeplejevæsen, havde ikke Spor af Kraft til nogetsomhelst andet, og nu tænker jeg mig, at hun har skrevet Jule-Takke-Breve. Jeg tror ikke, hun skrev et eneste Julekort i Aar, det arme Barn, hun havde simpelthen ikke Kræfter til noget. Elle havde haft Takkebrev fra hende hun havde skrevet, at hun travede Ture og at hun syntes det var det, der gav hende de bedste Kræfter. Jeg har lige sendt hende lidt Æbler, et Par Vaskeklude, som jeg havde hæklet, mine Gummistøvler, som jeg aldrig kommer til at passe mere med de hævede Ankler, der følger med Sygdommen, og lidt andet, saa nu hører jeg nok fra hende. Gid hun snart maa være helt i Orden igen. Tænk, at de lod hende arbejde i lige over 3 Uger, da hun kom hjem, uden at give hende en Fridag, mens en anden af Kammeraterne havde haft 3 Fridage i den Tid. Den Søster der, har behandlet hende skandaløst; Bibbe er ikke underkastende nok, saa hun er bleven sur paa hende; Bibbe tager nu det hele med oprejst Pande og uden at kny eller blive sur - den Glæde skal hun ikke ha', siger Bibbe. Nu mangler der kun 1 1/4 Aar, saa er hun færdig med at være Elev. Hun er kommen bag ud med Læsningen deroppe og har hidtil ikke haft Kræfter til at indhente det forsømte; men hun naar det saamænd nok igen, naar hun først tager fat. Det var rigtignok en lang Snak om Børnene. Om Agraren er at melde, at han har faaet saadan en abnorm god Appetit, og da det næsten al Tid har skortet saa meget paa det, tager jeg det for gode Tegn.
Mon du har hørt, at Daisys Mand, som jo er Tysker er bleven arresteret af d. t. Værnem. og ført til Tyskland, "til en uvis Skæbne", skrev Mornine. Daisy er sikkert allerede ude af sig selv, det lille Skind; jeg forsømte hende som saa mange andre med en Julehilsen; jeg vil nu gerne skrive til hende, men jo kun med svage Hentydninger af det skete, man ved jo aldrig, om de har hendes Post under Opsyn. Grunden var, at han havde opsagt en tysk Dame, der boede i Pensionatet!! Det lyder nu saa fjollet, at jeg tror, det i Virkeligheden er for at faa Arbejdskraft derned til, naar de gør den Slags.
Mon jeg fik gjort rigtig Rede for Stegen - nej, du kan ikke stege den, naar den har være i Saltlage, men udvandet og kogt er den jo ogsaa dejlig f. Eks. med Grønlangkaal eller hvad andre Grønsager, man har. navnlig hvis den ogsaa ryges - men altsaa alligevel vandes ud. Saa bliver det vel nærmest som saltet, røget og kogt Skinke, hvad der jo er vidunderligt, vi faar det bare aldrig, da det forekommer os at være for lidt sparsommeligt; vi spiser alle vor Skinker som Karbadeflæsk eller Spegeskinke - altsaa blot skaaret af som den er; ogsaa til Paalæg er saadan en saltet og røget - men ellers saa - Skinke jo uvurderlig. Er det ikke pudsigt, vi køber aldrig Kød, jeg kan da ikke huske, naar vi sidst har købt Hakkekød, det eneste vi kan tænke paa at købe. Du vil vel sige, hvad faar I saa til Søndag Middagen. Det magre af Grisene vander vi ud (Kødet skæres i Skiver, ellers kan det ikke udvandes nok), og saa laver vi Frikadeller af det; det er en god Sønd.mid.m. og saa har vi alt vor henkogte Grisemad og Vildt. Hvis vi her paa Landet ikke havde vore Grise at leve af, gik den ikke. - Hvis der ikke sker noget særligt, hverken her eller der, saa varer det noget inden du hører fra mig, for jeg maa tage mig sammen og faa de Breve fra Haanden, som jeg skylder, og Bibbe har jeg jo altid at sørge for. Hils Aksel saa meget og tusinde Hilsner til dig selv. Din Junge
[Indsat øverst s. 1; på hovedet:]
Fik T. A. K. og d. biodynamiske Selskab ikke købt Frederiksgave? Vi saa for nogen Tid siden at det var købt af en eller anden, men maaske dækkede navnet de to Selskaber. S.u.
[Grundplan af et rum inkl. inventar er tegnet på et separat ark. På tegningen øverst er skrevet:]
Lille Bogreol Tobaksbord Tobaksbord Hjørnesofaen Bord Min Lænestol
[Langs venstre side:]
Vindue Vindue Kurvestol Vindue Sybord Stol Kurvestol Konsol m. Radio
[Langs højre side:]
Taburet Bogreol
[Underst:]
Mit gamle Skrivebord Dør Gangen Kakkelovn
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
"Kaj-Lykke": Man må antage, at Janna Schou havde en kæreste ved navn Kaj. Han kendes ikke.
Ordet hørse kendes ikke.
B & W blev 27. jan. 1943 bombet af otte britiske fly, idet man fra engelsk side mente, at fabrikken solgte dieselmotorer og andet materiel til Tyskland. Otte personer blev dræbt og 68 såret, da bomberne udover fabrikken ramte det omkringliggende beboelseskvarter. (Nationalmuseets hjemmeside: Bomber over Danmark, sept. 2026).
Laura/Bibbe Warberg var i efteråret 1942 indlagt med gulsot.
Pensionatet: Daisy Bergs mor, Wilhelmine Berg (en søster til Laura Warberg) drev et pensionat i Gothersgade, København. Noget tyder på, at Daisy Berg overtog driften efter moderens død i 1936.
Konsul og vingrosserer Thor Andersen købte i 1942 Frederiksgave (Hagenskov Gods' hjemmeside, sept. 2026).
Adressen er skrevet på kuvertens bagside
Adressen er skrevet på kuvertens forside
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB8410
Nej
Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen
