1956-04-24

1. Besvaret 29’ April.

Kære lille Dis!
Til Lykke! Hvor er det forunderligt, at du om faa Dage gaar ind i dit 75. Aar. Du er jo for mig stadig ”lille” Dis, saadan noget mindreaarigt, og som du ubærer din – snart – høje Alder er jo utroligt, baade hvad dit Ydre og Indre angaar. Gid du maa faa en god Fødselsdag med Masser af Post og med godt Samvær med Lugge, Janna og de andre Gæster. Og Aaret Dis! Ja, ingen kender det, men haabe paa, at det bliver godt for dig og for dine, det kan vi da.
Og saa kigger jeg tilbage paa Aaret, der gik og sender dig i Tankerne saa megen Tak for hvad du i det har været for mig; især for dine mange Breve, der altid var Begivenheder for mig; og saa for godt Samvær, der af og til blev os til Del, særlig Dagene hos Elle med al den gode Snak, vi fik.
Hvad du skrev om dine Fremtidsplaner med eventuelt Naboskab med Esther var jo næsten blændende. Tænk om det kunde blive til Virkelighed! Jeg tænker saa tit paa og er saa ked af al den Ensomhedsfølelse du maa igennem, hvor er det forfærdeligt! Da jeg selv en Gang har oplevet det (i Amerika) forstaar jeg det, saa jeg kan sætte mig ind i, hvordan det maa være; gid det nye Aar maa bringe Forandring paa det Punkt! Tænk om Janna og Ib havde slaaet sig ned i din umiddelbare Nærhed den Gang, de satte Bo; men saadan skulde det altsaa ikke være.
Men lad mig nu ikke fordybe mig for meget i dine Forhold, du vil jo helst høre om mine – jo, lige een Ting: din Novelle om de onde Øjne. Jeg vilde saa gerne vide, om der kun ligger den ene Realitet bag ved, at Sognefogeden fortalte dig, at Sladderen gik, at Andres havde onde Øjne, og om alt andet i Historien var Digt, eller om der var noget om den ”kloge” Mand, der havde udpeget Andres som Ophavsmand til den ”gales” Sindssygdom. Hans Eksistens var jo rigtig nok, vi hørte – saa vidt jeg husker – ham gaa nede ved den lille Aa og raabe op. Vil du huske, at fortælle mig lidt om det. Ja, den var gribende – Historien – men jeg savnede alligevel lidt Grebethed hos Forfatteren, og mine Tanker strejfede H.C. Andersens: Den lille Pige med Svovlstikkerne. Hvor kunde hans Greb i Strengene faa det til at tone og klinge i vore dybeste Hjerterødder. Du vil til dette indvende, at du ikke er H.C. Andersen, og det er jo sandt nok.
Elfrida var nok lille Marie i Forklædning – saa hun ikke vilde kunde genkende sig selv. Jeg havde hende paa Kornet, da du skrev om Elfridas manglende Evne til Rengøring.
Vi har, hvad jeg maaske har fortalt dig haft Peter Klokker som paying guest i flere Uger, mens han nede i Vestlængen lavede 7 Slæder til en Sydpolsfærd, ledet af den Hillary, som besteg Mount Everest. Han har været i Fjernsynet med Lindegaards sydlige Stuehus-Mur som Baggrund! Stik den!! Vi havde en uhyre morsom Aften her. En Englænder, der var fløjet hertil for at maale Peters Slæder i alle Ender og Kanter (Kontrol)

2
og som kaldte vores gamle Pigekams i Vestlængen for Peter Klokkers Fabrik!! Altsaa denne Englænder spiste efter endt Kontrol til Aften her sammen med en henrivende yngre Mand, Mogens Graa, som har været her et Par Gange før, og som jeg synes saa godt om; han er en kultiveret Mand, og, Dis, hvor er det sjældent at møde saadanne her paa disse Kanter. Var det ikke morsomt, at Englænderen, Mr. Fowles w [”w” indsat over linien] var saa begejstret over den Aften her; Han sagde det flere Gange til Manse. Bibbe var her, saa vi var jo 4, der kunde tale med ham paa hans eget Sprog. Ja, selv Lise, som Bibbe og Manse havde bedt her op for at høre Engelsk fik jeg til at sige en lille Sætning paa Eng. ”I have been glad to meet you!” hvad Mr. Fowles var meget fornøjet over. Jeg kæftede op til ham, hvad han kvitterede med at sige: You speak excellent English. Forstaa ham kunde jeg ikke, dels hører jeg ikke godt, og dels talte han London-Slang, men der blev smilet meget mellem os, og Manse var Tolk for mig. - - Peter Klokker havde om Eftermiddagen købt fint Paalæg og Salater ind hos en herlig Mand, der en Gang om Ugen kommer bilende her med mange spiselige Herligheder, saa her vaar en flot ”supper”
Vil du stadig have Frimærker ? ?
Onsdag Stort flere Oplevelser har jeg vel ikke at berette om. Saa-Tiden er gaaet godt og ret smertefrit. Slet ingen Daglejer-Udgifter; alle 3 Mandfolk har hjulpet hverandre. Kornet er forlængst i Jorden og det meste af Roe-Frøet ogsaa, nu mangler vi bare Varme og Regn, navnlig det første. Græsset gror ikke og det er snart katastrofalt. Fordi Vinterfoderet næsten er ædt; Sukkerroe-Affaldet er slut og af Roe er der kun til en lille Uge, saa maa Køerne paa Græs – som ikke er der! Ja, Landmændene har mange Bryderier, som Byfolk ikke aner noget om end sige interesserer sig for. Lindøgaards Forhold er jo ikke enestaaende, men ret almindelige. Den Satans Kulde betyder mere, end at Kjøbenhavnerne ikke kan fryde sig ved Foraars-Skovture.
Jeg fik i Gaar en herlig Pakke fra den gode Lugge. Hvis hun ikke – inden hun tog ud til dig – har faaet et Par Ord fra mig, vil du saa takke hende saa mange Gange. Mon hun maaske maa læse dette Brev? Bl.a. var det Januar Hæftet af Vindrosen, som jeg har læst om og meget ønsket at faa i Hænde. Jeg er en stor Beundrer af Peter P. Rohdes Pen. Hvor er han en klog Mand, og hvor er han klar som Skribent. Jeg naaede i Aftes et lille Stykke ind i hans ”Mellem Øst og Vest”. Det sidste jeg læste om var noget om Menneskets Oprør mod det dyriske Element i os; hvad han skrev, var jo rigtig nok, men jeg vilde have formuleret det paa en lidt anden Maade. Det er ikke nu at Mennesket prøver at gøre sig fri af den dyriske Arv. Biologen Brøndsted (jeg husker ikke hans Forbogstaver) akcepterer det kristne Slagord: Arvesynden, som for ham betyder det, vi har efter vore dyriske Forfædre, mens Kristendommen tager det som Arv efter det ”Fald” der skete, da Adam spiste Frugten af Kundskabens Træ. Der har staaet en Kamp eller bedre formuleret: der har fundet en Udvikling Sted lige siden det Væsen viste sig paa Skuepladsen, som vi kalder Homo sapiens. Religionerne har vel været de Vaaben, som Menneskeslægten har brugt for at komme videre end Dyrenes Stade, og der synes jeg at
3)
Kristendommen egentlig har svigtet. Dan Warberg sagde en Gang til mig i en Samtale: ”Hvad har du egentlig imod Kristendommen”, ikke let at besvare med faa Ord, men her er en af Indvendingerne: I Stedet for at understøtte eller i hvert Fald pege paa Menneskets Kamp for at afkaste den dyriske Arv, Arvesynden, har Kristendommen i sin Lære det Dogme, at Mennesket slet ingen Ting er, nej de er ikke bedre end usle Orme, der kryber om paa Jorden og slet ikke kan gøre noget som helst a_f sig selv_, men helt og holdent afhængige af Guds Naade! Efter min ringe Mening burde de sige til Mennesker: I er Guds Skaberværk, hver enkelt en lille Sten i Guds Skabermosaik [”mosaik” indsat over linien] mønster, glem ikke det, og sørg for at Jeres Menneskeliv bliver saa godt, saa skønt, saa ideelt som vel muligt for at bidrage en lille bitte Smule til at Udviklingen i Mønstret bliver, som Gud vil have det, - Jeg er ikke blind for de Goder, Kristendommen har bragt Menneskeheden, nemlig Kernen: Kærlighedsbudskabet, uden den havde vi ikke staaet, hvor vi staar i Dag, men hvor har den tit faret vild med sine løjerlige Dogmer, navnlig dem jeg nu paapegede; det er jo næsten en Fornærmelse mod Skaberen, at man lader hans ypperste Skabning, Mennesker være paa Linie med en Orm i Stedet for at pege paa stolte sto ["sto" overstreget] opofrende, sandhedssøgende Mennesker, som Historien dog fortæller os om, først og fremmest Jesus af Nazareth – men ham gjorde de jo til en Gud; han havde paa en Maade været af større Format, hvis de havde ladet ham være det jeg mener han var: et Menneske, der paa helt underfuld Maade havde bidraget til at fremme og udvikle Guds Skabte
Posten!
Junge