Menu

Fynboerne

1927-06-08

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Jensen-familien må kunne se bygerne trække i Tibirke. Ved Kerteminde har det øsregnet, og gærdekørvelen blomstrer. Verden er skøn.
Syberg har haft unge mennesker hjemme i pinsen. Nu læser han Jensens Himmerlandshistorier.

Transskription

Pilegaarden 8-6-27

Kære Johannes V. og Else.
Er I kommet ud i Tibirke, i saa Fald har I Lejlighed til at se Bygerne trække. Vi har det samme Syn her, udover Taarby Stranden og langs Randen af Taarby Bakke. Det er mærkeligt nok, Menneskene kan gøre hvad Fanden de vil, al Tid kritiserer man dem, Naturen derimod kan skabe sig saa tosset den vil, al Tid er den ug.
I Dag har det øsregnet hele Formiddagen og Rugen har staaet med tunge Aks – hvor ser det godt ud med Gærdekørvelen i Blomst langs alle Hegn – nu er Vinden Øst, Himlen klar i fem Minutter, saa nye Byger op med Blæst fra et andet Himmelhjørne. Jo ældre man bliver, og jo mere forvorpent man synes Verden teer sig, jo skønnere bliver Kloden og jo daarligere kan man forsone sig med den Tanke at skulle forlade den. Vi har det i øvrigt vel. Gigt, Søvnløshed og anden Gebrækkelighed gør En taknemmelig og lykkelig for de Timer man er uden Plager, eller rettere hvori man ikke fornemmer sig selv. Arbejdet er godt til det samme.
Her var stor Diskusion anden Pinsedag nogle unge Mennesker, som afsatte Vorherre og Solsystemet. I Dag er her stille og frydeligt. Hver Ting til sin Tid.
Jeg haaber at vi faar Jer at se i Løbet af Somren – For Tiden læser jeg Dine Himmerlandshistorier, ”und so ist alles gesagt”.
Mange Hilsener til Jer begge fra Marie
Eders hengivne
Fritz Syberg.

Fakta

PDF
Brev

Datoen optræder på brevet

Jensen-familien havde et sommerhus i Tibirke Bakker.
Området ved Odense Fjord, som på Fritz Sybergs tid blev kaldt Taarby Strand, kaldes i vore dage Tårup Strand.
Johs. V. Jensens "Himmerlandshistorier" udkom første gang under titlen "Nye Himmerlandshistorier" i 1904. De er siden udgivet flere gange.

Pilegården Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv