Menu

Fynboerne

1917-06-14

Recipient

Laura Warberg

Document content

Awaiting summary

Transcription

pt. Frederiksberg Have 14 Juni 17.

Kære Mor! Tusind Tak for Dit lange Brev, der som sædvanlig var meget indholdsrigt. Jeg begyndte næsten at blive bange for, at Du var syg – har ikke hørt fra Dig siden den Dag, du rejste til Jylland. Hvad er det dog, Junge fejler? Jeg ængster mig meget derfor; hun har ikke mange Kræfter til sådan en Operation, synes jeg. Bare jeg dog kunde være oppe, når hun skal ligge herinde, så jeg kan se til hende. Bodild mente, jeg kunde vente mig om c 14 Dage – à 3 Uger, jeg skal ligge på Fødehjemmet - spurgte Bodild, om det vilde genere hende, hun lo blot af det; hun har indmeldt mig som Fru Warberg, hvilket Navn også for Fremtiden vil stå i Telefonbogen, på min Dør etc. Be gav mig det Råd, at tage mit Pigenavn – som jo så mange bruger, Fru Syberg synes det også absolut, så nu kan jeg altså begynde at kalde mig det; jeg hørte det nye Navn for første Gang igår, da Olaf havde inviteret mig til Middag ude hos dem på ”Bogholdergården” i Vanløse – jeg så for første Gang hans Kone – og hun kaldte mig hele Tiden Fru Warberg. Det var for Resten en yderst vellykket Tur; jeg har gået hos Olaf nogle Gange om et Par store Huller i mine Tænder – èt i en Guldtand, som han måtte lappe med Guld - jeg protesterede voldsomt - sagde, at jeg havde ikke råd til Guld; men da jeg var færdig deroppe, vilde han ikke have en Øre! Vi snakkede meget sammen – Tutte havde fortalt ham alt om mine Forhold, men han syntes at, det var komplet ligegyldig, om jeg var gift eller ikke. Og så var jeg altså ude at besøge dem i går; jeg syntes godt om hans Kone – der er Kunstnerinde, kalder sig Fru Hameleff – hun var sød imod – viste mig hele Huset – undt. Kvisten, som de har lejet ud. Selv bebor de den høje Stue – en ganske pragtfuld Lejlighed, store smukke Værelser, mange dejlige – gamle Mahognimøbler, Kunstsager og Malerier – et Hornung & Møller Flygel, som Olaf spillede for os på om Aftenen. Hun viste mig også den store Kælderlejlighed – et mægtigt, gammeldags Køkken – hvidskuret og med blanke Kobbersager på Hylderne – et vældigt Spisekammer – Fadebur – Frugtkammer – Badeværelse – WC – Kulrum – Frugt do etc – meget herskabeligt; det er jo også en gammel Herregård – Fredrik d 6’ s Bogholder skal have boet der – heraf Navnet. Hendes Mor var på Besøg her – en lille livlig og elskværdig Dame. Og så har de tre søde Børn.
Vi fik store tykke stegte Rødspætter m. Citron på, samt kolde Pandekager lagt ned med Kompot – smagte dejligt. Så drak vi Kaffe – med fine Kager – i den store gamle Have, hvor vi siden sad og røg og snakkede og havde det rasende hyggeligt; jeg befandt mig så inderlig vel i deres Selskab – og følte også, at det var gensidig. Fru H. var meget imponeret, da hun på Forespørgsel fik at vide, at jeg ventede min lille om c 3 Uger – hun troede, der var flere Måneder til, hun komplimenterede mig stærkt, fordi jeg bar den så flot og Olaf sagde, at den klædte mig nydeligt! Jeg følte mig meget smigret, da de
II) ved 11 Tiden fulgte mig til Sporvognen – var den lige ved at køre – Olaf og jeg løb i fuld Firspring – Fru H. bagefter i stor Angst for mig!
Ja, det er også utrolig, så godt jeg har det og så meget jeg kan tåle; skrupper og skurer i mit Hus, så der altid er flunkende fint (det er en god Motion at skure og vadske Gulve) så frisker det jo også godt – der er over 20° [ulæseligt symbol] i Køkken og Sovekammer, 18° i Dagligstuen – skønt der er åbent og Gennemtræk Døgnet igennem! Jeg har de dejligste Blomster, alt trives og blomstrer nu, da jeg hver Dag er hjemme og kan passe dem ordentlig og regelmæssig; der er henrivende på min lille Kvist, jeg glæder mig hver Dag over den. I Dag har jeg Syrener – fik en hel Favnfuld med hjem fra Vanløse i Aftes.
Min rare Nabokone er så flink imod mig – to Gange har hun været inde med en svingende Tallerken nykogt Grønkål – kogt på fersk Svinehoved, hvoraf et stort Stykke, samt Kartofler i Kålen. I Lørdags kom hun med en stor Glasskål Rabarbergrød med skårne Mandler på! og en Tallerken nystegt Lever med Løg, Sauce og Kartofler! Jeg måtte nu gemme Resten til Mandag, for Buf havde netop været oppe og i stor Begejstring foræret mig en mægtig Rødspætte på næsten 1 ½ Pund (1 Kr 38 Øre) flået og gjort i Stand, den var levende, da han købte den - og den måtte jo spises straks. Desværre var jeg ganske alene om den – men kunde dog ikke nænne at levne (skulde til Valdal næste Dag) nød den kogt med smeltet Smør og Persille og et Glas Portvin! (af den, Elle gav mig til min Fødselsdag.) Ovenpå: Rabarbergrød; en hel Festforestilling! Fru Syberg har inviteret mig derud at være i nogen Tid lige fra Fødehjemmet.
Fra de Små har jeg haft lange Breve om, at de nu begge har fået Cykler – nye – Sjums’ har kostet 200! (han må da være rig!) Det er nok som Belønning for deres extra fine Examener – begge havde de bedst Vidnesbyrd af alle i deres Klasse – endogså bedste Karakterer i Svensk! Adam fik en fin Bog i Præmie – kun én til i Klassen fik Præmie – og de er 74 Drenge – så det var fint. Jeg er så stolt af mine store flinke Børn. De skal med Alfred til Lønstrup i 14 Dage og vistnok siden være en Tid i Vedbæk hos Abrahamserne – som også alle har Cykler. ----
Ja, nu er der vist ikke mere. Jeg går hver Dag her over i Frederiksberg have og sidder her en 2-3 Timer, læser Politiken – skriver Breve eller syer. Er hjemme igen lige til Middag – i Dag: røget Makrel m Røræg – Tykmælk; sidste hver Dag – sundt godt og let! Om Aftenen møder jeg gerne Buf i Frederiksberg Have og vi går en god Tur; det er jo så hedt for mig at gå om Dagen med det varme, grønne Overstykke. af Undertøj har jeg næsten intet på. Mange Hilsner fra Din A.

Facts

PDF
Letter

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Frederiksberg Have

Parkens navn er skrevet øverst s. 1

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, Astrid Warberg til Laura Warberg, 1917-06-14, BB2432

Nej

Gave til Østfyns Museer fra et medlem af Warberg-familien