1955-01-23

Kbhvn. 23.1.55

Kære tante Ugle,
mon du har set vedlagte? Sådan føler jeg det også når jeg betragter dine billeder, og jeg har aldrig kunnet forstå, at ikke alle andre ser på dig og din kunst akkurat som jeg – som vi, bør jeg skrive, for Peter har det jo på samme måde. Det billede som jeg er den lykkelige ejer af, hænger stadig over mit chatol og er os en kilde til daglig glæde og det smukkeste vi har i stuen, i hele huset. Du må jo rumme et meget lyst og yndigt sind bagved din lidt tillukkede, hemmelighedsfulde væremåde, når du kan male sådan.
Jeg savnede Tante Marie i år, det var mærkeligt og sørgeligt at ikke se hende sammen med dig, som jeg plejer. Da mor fortalte mig i sommer, at hun var død, blev jeg meget nedtrykt, og mor sagde da, lidt forbavset: ja, Marie var altid så sød imod dig, da du var lille - -, men det kan du da ikke huske?
Nej det kan jeg ikke huske, for det er jo længe, længe siden jeg var et lille skummelt barn i Kerteminde. Men noget må jo være blevet hængende i min underbevidsthed, og så er det vel derfor, jeg altid blev glad, når jeg så jer to sammen. Jeg sørgede meget over, at jeg ikke fik besøgt tante Marie, som det jo var min agt.
På onsdag skal jeg sammen med Peter ud og se udstillingen igen. Det er min omsorgsfulde familie, der tvinger mig til at færdes mellem mennesker igen, efter et fortvivlende år, med depressioner næsten uafbrudt. Måske synes du, det er fjollet, men her har jeg igen lyst til at fortælle dig, hvor lidt jeg har følt en lettelse i sindet, når jeg i min sorte ulyksalighedstilstand så hen på dit billede med det gule, lysende træ –
Mange hilsner, også fra Peter
din heng.
Sjums