1957-11-14

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Johanne Warberg Larsen
Lindøgaard
pr. Dræby St.
Fyen
9-7-2000
BWP.
52

[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
A. Warberg Müller
Hareskov.

[Håndskrevet i brevet:]
Hareskov, Torsdag 14’ Nov. 1957.
Kære lille Junge!
I Dag skinner Solen, men det er bidende koldt. Jeg vågnede ½ 6 i Morges ved at jeg frøs. Var først falden i Søvn efter 3 – da hørte jeg sidste Gang Klokken slå inde i Stuen. Når noget meget godt – eller noget meget sørgeligt hænder, kan jeg slet ikke sove om Natten, Tankerne maler og maler. Denne Nat var alt så sørgeligt. – Da jeg blev rigtig vågen, slog det ned i mig, at jeg havde glemt om Aftenen at hælde 10 liter Petroleum fra den lille Reservedunk på Caldoen, så den kunde holde til Købmanden kommer med 20 liter i dag. Jeg for ind i Stuen – ganske rigtig, Kakkelovnen var iskold, og når Stuen trods dette ikke var altfor isnende, så må det skyldes, at jeg fik Huset isoleret, som jeg skrev om sidst. Men der var ingen Vej udenom – jeg tog en Slobrok på og gik ned i Vaskehuset, og der var koldt, der er ikke isoleret, da der ikke er Dobbeltmur. Da jeg fik Beholderen manøvreret ned på Gulvet, kunde jeg ikke få Skruelåget af – vel tildels på Grund af den stive Finger. Måtte op og finde et Redskab, et ”Papegøjenæb” – og endelig gav den sig og jeg fik de 10 l på og med Besvær hevet Beholderen op på sin Plads. Så op i Stuen og en Tændstik ind i Cylinderen – den tændte, og begyndte strax at lune. Gik ind i Seng og faldt i Søvn. Da jeg stod op ved ½ 9 Tiden, gik jeg strax ud og fyrede op med Brænde i den lille Køkkenovn. Røg Stramonium – og kom i gang.
Doktoren kom – hørte hvor det rallede og kogte i mine Lunger og forbød mig definitiv at rejse. Han havde et Arbejde med til mig, som jeg skal maskinskrive. Nu trænger jeg også til at tjene lidt extra efter den store Udskrivning på 691 Kr. til Isolationen.
Du undrer dig vel over, at jeg skriver alle disse Småtterier, men Livet går sin Gang, hvad der end sker. Jeg stiler efter, at Du skal have Brev fra mig på Elles Begravelsesdag. Du kommer hjem om Aftenen, du føler dig ene, du sidder og tænker på, hvor meget det betød, at du havde en af dine egne, en af din egen Slags, en med hvem du havde delt Ungdommen, havde delt Erikshåb. Elle var dig så nær, I kunde telefonere sammen. Alting strømmer ind over dig. Men så kommer her en lille Hilsen fra en, der også er af din Slags – og jeg er jo ikke så langt borte. Din Stemme i Tirsdags var så klar og tydelig, som om du var her i Stuen. Du har nok tænkt på, at det atter blev dig, der skulde melde mig det meget sørgelige, at en vi elskede var død. Første gang var i 1896, da du kom op på det grå Kammer og fortalte mig, at Tante Mimi var død. Hvor står den hele Scene dybt printet i ens Hukommelse. Og da du siden hentede mig ned, vi skulde være hos Mor i Dagligstuen. Vi sad forgrædte og ventede på, at Far skulde komme fra Arreskov. Da vi hørte Vognen, kom Pallam hurtigt gående fra Kontoret, gennem Dagligstuen – ud i Gangen. Han tog altid imod Far, når han om Aftenen – Fredag Aften – kom fra Greven. Vi sad lidt endnu, så rejste Mor sig beslutsomt, gik hen og åbnede Døren på vid Gab, så Far kunde se os sidde derinde og sagde, hun brugte et Udtryk, vi aldrig havde hørt før – ”Godaften søde Ven” – og Far sagde: ”Nå - er hun død.” Mon du ikke husker det nøjagtigt som jeg? Det var det første nære Dødsfald vi oplevede på Erikshåb.
Næste Gang var i 1902, på Hovedbanegården, Tutte og jeg kom med Morgentoget fra Odense – der stod en lille trist Gruppe for at tage imod os, vi forstod strax, hvad der var sket, du sagde til mig: ”– det er forbi, Far døde Klokken 6.” Også det står uudsletteligt i min Erindring. Det var også dig, der telefonerede fra Kerteminde - jeg boede på Ralfsvej - at Mor var død. Buf var kommen op til mig, vi græd begge to, han kørte os en Tur i sin Bil, lille Nus og mig, alting var så uvirkeligt, det var en diset Forårsdag, men alle Indtryk af Omgivelserne forsvandt helt, kun et eneste var der: Mor er død. Vi kørte ud til Hareskov. Den gamle Fru Weirsøe sagde: ”Deres Mor var jo gammel, Fru Warberg, og vi skal jo allesammen dø.” Buf var så sød og kærlig. - Den næste var Be, det har altid pint mig, at det var Magisteren, der ringede og fortalte mig det. Hvor har det betydet meget, når det var dig, jeg hørte det fra. Som nu med Elle. Jeg vil være her og alene, mens Begravelsen foregår, så jeg helt kan være med i Tanken. Bagefter tager jeg over til Bagsværd. Ib og Janna er også så kede af det, de holdt meget af Elle - ja, hvem gjorde ikke det; ingen kan have kendt Elle uden at holde af hende.
Du og Lugge og Dede stod hende meget nærmere end jeg. Mit nære Forhold til Elle skriver sig fra de sidste Aar, inden hun tog til Amerika. Hun kaldte mig ”sin lille Trøstermand”, vi delte Værelse, jeg sov i Sofaen – som nu står her i min Dagligstue – Elle i Sengen på den modsatte Væg. Dengang havde vi meget sammen. Det havde vi også, da hun som Enke kom hjem fra Boston – jeg tog imod hende på Banegården i Odense – imod hende og lille Grethe, jeg var så beklemt, forestillede mig Elle floromvunden og gravsort – så fik jeg et Slag på Skulderen og en henrykt Stemme sagde: ”Dav Disser” – Elle var iført en marineblå Spadseredragt og lys Stråhat med hvidt Slør - vi var lige ved at glemme Grethe, sådan snakkede vi – så fik jeg endelig Øje på en lille tavs og meget alvorlig Pige med blåsort Hår og let anklagende sorte Øjne, hun havde en chokoladebrun Shantungsfrakke på og var vist 11 Aar, men hun lignede en lille Verdensdame; jeg havde passet hende, da hun var hjemme for at blive døbt – 1½ Aar gammel og fuldkommen vild og uregerlig. men vi blev meget fine Venner – og hun næsten tæmmet. – Fra den Tid husker jeg, at Elle og jeg snakkede en hel Nat igennem efter et Selskab hos Lases. Vi sad ude i Trappestuen, på det nederste Trin, og jeg tror, at jeg var den eneste, som Elle turde snakke med om al den Lykke, der sydede og boblede i hendes Sind, det drejede sig om Carl Müenzinger, og jeg var vist den eneste, hun betroede sig til. Det var dengang, hun kaldte mig ”Experten”. I den sidste Periode var det så, at Elle gjorde det til Tradition når hun kom fra sin Julerejse til Stockholm at mødes med mig på Hovedbanegården, hvor hun gav Frokost - vi havde tre Timer, inden hendes Tog gik og hvor vi dog snakkede! Timerne fløj. Den sidste Gang var Esther Palludan med og Elle fortalte om sin Rom-rejse, jeg mærkede at hun var helt glad ved også at have en fremmed Tilhører. Esther var aldeles betaget af Elle. Det betyder så meget i et Venskab at man kender hinandens Pårørende. Jeg var også så glad ved Esthers Søster Dora, som var her i Sommer. Hun er Operasangerinde i Tyskland, bor i Lybæk.
Jeg sender igen et Par Blomster i Brevet, sæt dem i Vand, så springer de ud. Når du får dette, er den sørgelige Dag begyndt, da vi må sige Farvel til vores goe, goe lille Elle.
Din Dis.