1904-11-14

[På kuvertens forside:]
Frk Johanne Warberg
54 Coalidge Street
Brookline (Boston)
Mass.
U.S.A.

[med anden skrift og pen:]
læst 1964.
dateret nov 1904

[På kuvertens bagside:]
A Goldschmidt
Rosenvej II, III
Copenhagen Ø
Denmark.

[Med anden pen og skrift:]
læst 11-2-07.

[I brevet:]

Rosenvej II, III Mandag den 14 Nov 1904.
Kære lille Junge! Ja, nu er der kommen Fornuft i Brevgangen – jo, jeg har ganske rigtig fået et hver Uge fra Dig i lange Tider – sidst i Dag – hvorfor kvitteres. Det var jo ærgerligt, at Du snød Dig selv for den gode Koncert, når det nu er Ugens bedste Fornøjelse; Mor var herude i Morges for at invitere mig på Sjov i Morgen i Tjenestepigeforeningen, der holder stor Fest i Wittmarks Lokaler; hvis Alfred tager til Malmø har jeg også lovet at give Møde – Kl 3 hos Mor, hvor vi spiser til Middag og derpå drager af; som sagt (nok) Dit Brev kom altså, mens NMor var her, og Mor vilde naturligvis høre ”de vigtigste Nyheder”; jeg er aldrig ret stemt for det – for jeg kan ikke i en Fart overse, hvad der med Held kan foredrages; og Uheldet vilde da også, at jeg netop kom til at læse et Stykke om Billys Kølighed overfor M.s Sygdom – og det sluttede med – disse Udtalelser var private – i det mindste ikke for Moderens Øren! Så det var jo en net Historie; men Gudvéd hvorfor man aldrig lærer at sætte sådanne Advarsler foran det kriminelle Stykke, man kunde jo føje det til bagefter – foran (!)
Mor sagde for Resten, at hun agiterede stærkt for at få Mornine herover til Foråret – at gå i Luftklokken.
- Tænk om Mornine hvert År – ligesom Far i sin Tid – kunde tage 6 Uger i Luftklokken! Jeg sagde rigtignok, at Mornine var da ikke gal at rejse bort i den Tid, hun havde Dig – det var da altfor meningsløst. Og Mor sagde så – med et lille bekymret Smil – ”næhe – og så kom hun vel aldrig derover igen; ”Og hvad så - ?” meget bekymret.
Jeg for min Part kan nu aldeles ikke begribe de Forhold; dersom Mornine ikke holder mere af Billy, end hendes Udtalelser tyder på, så forekommer det mig vanvittigt – næsten umoralsk – at blive hos ham; og når hun alligevel bliver, så skulde man dog tro, at hun er fastere knyttet til ham, end udenforst. Kan se. Og jeg kan ikke for Alvor tro på, at Forsørgelsessiden spiller nogen Hovedrolle; Mornine er dog mere ideelt anlagt end som så. – Hvad angår Forholdet mellem Elle og Mornine, da er det jo uhyre sørgeligt – men ganske menneskeligt. Det kan jo ikke være anderledes; og jeg kan i Grunden langt bedre forstå – og sympatisere med – at Mornine taber for Elle – bliver ligegyldig og fjendtlig – end jeg kan forstå og billige, hvis Elle ikke får imod Mornine.
Mornine må dog gå ud fra, at Elle sympatiserer med alt det hos Eastman, som Morn. Absolut ikke fordrager – osv. men det er jo så sørgeligt – hvilket Lyspunkt vilde det ikke være for M. hvis Elle havde en bedre Mand – så hun kunde forliges med dem begge. Apropos – hvad er da Din Mening om Eastman. Er det da muligt, at Elle kom på at forgude én, som er så ganske umulig?
Eller - ? Jeg har så ofte tænkt mig den Mulighed – og min Tro er ikke helt ubegrundet, men blev i sin Tid [ulæseligt ord] af en lille – tilfældig – Udtalelse af Elle selv, da hun var her på Besøg. Jeg tror – men kan jo slet ingenting vide – at det blev en stor Skuffelse, da Elle dengang rejste til Amerika og genså Eastm. Efter flere Års Adskillelse. Men Skridtet var gjort, og hun har med sin vældige Energi – aldrig villet tilstå engang for sig selv – at det var en Skuffelse. Og nu har måske Årenes Løb Vanen jevnet ud på det, der sikkert har været svært nok i Begyndelsen.
Ilussioner altsammen, Junge. Jeg tror, at de allerfleste Mennesker lever deres Liv helt på Overfladen – uden nogen Sinde at kunde se Virkeligheden lige i Øjnene; og så kalder de med så pæne Navne: de er ”rolige” – ”beherskede” – de er ”Ligevægtsmennesker”

Og de andre (de ærligste?) – de er ”letsindige” – ”eksalterede” – måske endog ”hysteriske”.

Nu kan det vist være nok med alt dette – slet ikke morsomme.
Du skriver så ofte, at mine Breve tyder på, at jeg er glad; ja, Junge, det er jeg også – ganske forfærdelig glad – og nydende Glæden; somme Tider har jeg en Følelse af, at der vil hænde én eller anden rædselsfuld Ulykke – og at det er derfor, man overgør mig sådan med Glæde; kender Du ikke godt den Angst – den kan komme over én netop, som man føler sig allermest lykkelig – en Angst for at man ikke skal kunne fastholde sin egen Lykke; men det er jo dumme Tanker – og de viser sig da også kun glimtvis; lille Junge – det er dejligt at være til – og at føle Livet suse og bruse omkring sig – at føle sig selv midt i det levende Liv – der er så overdådigt rigt – strækker sig så vidt ud til alle Sider at man aldrig øjner Grænser; jeg tror virkelig, at det er denne Tilværelse, jeg har drømt om så ofte i gamle Dage, når jeg bestandig gik og rodede ude på Landet – og længtes efter dette sære – store – ubestemte i Livet. Jeg vidste jo altid, at det var der, men jeg syntes blot aldrig, at jeg kunde komme det rigtig nær; jeg syntes altid, at jeg så en høj og mægtig Mur . og bagved den kunde jeg høre det summe og brumme – det var alle de levende Mennesker – der virkelig levede Livet.
Nå – og så fandt man endelig engang Vej over Muren – er nu midt i det Hele og er lykkelig.
Senere. Nu er Alfred kommen – han skal ikke til Malmø før senere hen i Ugen – så jeg må nok gå til Mor i Morgen og melde Forfald; for det vilde da være både Synd og Skam om jeg gik min, jeg kender. Jeg bad hende da Vej én af de få Dage, vi endnu kan ”bo” her sammen. Vi har nu spist til Middag – og Alfred sidder og spiller Ingeborgs noder, som hun har glemt hernede forleden Aften; det er Brudeoptoget på Troldkongen af Grieg; er det Dig, der i sin Tid har spillet den – jeg kender den så godt; og er meget begejstret; Ingeborg spiller den nu også helt vidunderligt.
Vi havde en lille vellykket Aften Forleden; Uglen er nemlig i Byen – det Skind – hendes Lunger er angrebne og hun skal absolut på Sanatorium i Vinter; hun var heroppe at besøge mig en Eftermiddag – og jeg var som sædvanlig meget glad over engang igen at se hende; hun er et af de yndigste Mennesker, jeg kender. Jeg bad hende da, om hun ikke vilde komme her en Aften – at hun kunde se Alfred. Vi bestemte en Dag – og jeg bad desuden Pan Grethe og Frk Holstein - samt Abrahamerne. De sidste af en art Diplomati – jeg vil så gerne have, at de skal kende lidt til ”mine”, siden de nu er dem vi har mest med at gøre – de står Alfred så nær. Det gik da også godt – og blev en særdeles hyggelig Aften; både Ingeborg og Alfred spillede – og til sidst spillede de sammen – Violin og Klaver. For Resten spillede Ingeborg og jeg da også vore 4 hændige (Schuberts Maiche) – Flygelet er bedårende – herligt! Skade at Du ikke får det at høre nu – desværre taber det nok en hel Del, når det skal transporteres til Malmø; jeg passer det forøvrigt som om det var et lille Barn – der kommer aldrig kold Luft ind til det – aldrig åbne Vinduer, hvor det står – og aldrig i Kakkelovnen. Frisk Luft får det kun på 2den Hånd – fra den store Stue. Hovedsagen er, at Temperaturen altid er nogenlunde éns – og at [”at” indsat over linjen] aldrig fugtig Luft slipper ind til Filtet, det slører Klangen. Og så er Mornines jo endda meget bedre – det er næsten ubrugt.
- Jeg misunder Jer næsten det klare Solskinsvejr, I har derovre; nu er vi begyndt på det tunge – grå Tågevejr – med ækle slimede Gader og ofte Regn.
Vi trodsede dog alt i Går, da det var Søndag – tog med Sporvognen til Klampenborg – stod udenpå foran hele Vejen – det er så frisk og dejligt; det var ellers stille, mildt Gråvejr – og meget smukt; vi spadserede så op gennem Skoven – der var helt vidunderligt – ganske stille og fredeligt – og så alt det herlige brune Løv på Jorden – der var ganske vådt af den fugtige Luft – og Farvernes Pragt var næsten ikke til at udholde – det var nu så evige Tider siden vi sidst var på Landet – så vi nød det jo intensivt. På Fortunen drak vi Kaffe – gik så videre – gennem Ordrup Krat til Charlottenlund, hvor vi vilde tilsé de gamle Gartnerfolk på Kastanievej; vi traf dem i den største Elendighed; den gamle Mand lå til Sengs – lignede mest en Død – Skægget var bleven kridhvidt og han var så mager som et Skelet. Han var lige kommen hjem fra Hospitalet efter en stor Operation; han får nu al Føden ind gennem en Kanyle i Maven; De har fjernet en stor Kræftsvulst i Spiserøret; men den vil komme igen – og han kan højst leve ½ År – har e sagt til Konen; og hun er ganske fortvivlet ved Tanken om at skulle miste ham; det hele var så rørende. Men tænk alligevel at de kan operere sådan en gammel Mand – han er fyldt 69 År! Jeg skal derud en af de første Dage med en Flaske Vin til ham – det skal han bestandig have i Suppe og Æg.
- Nu får Du ikke mere i Aften – vi var sent oppe i Aftes og skal tidlige i Seng. Hils nu Mornine så mange Tusinde Gange – det er så skrækkeligt at tænke på med den Astma!
Og ligeså mange Hilsner til Dig selv
fra Alfred og Dis