1938-04-25

Lindøgård d. 25-4-1938

Kæreste lille Dis!
Nu er Piben tændt, en lille Kaffetaar ved Siden og nu skulde det saa gærne gaa løs med Fødselsdagsbrev til dig. Solen straaler skønt og lover fint Vejr til i Morgen. Allerførst skal jeg da have nedskrevet alle mine gode og varme Ønsker for Dig – eller i hvert Fald en Brøkdel, dem alle kan Papiret umulig rumme!! Naa, lad mig nu ikke blive for gevaltig, men i al Jævnhed ønske dig en god Dag og et godt Aar! Intet Ønske kan vel være mere paa sin Plads end det, at Du maa have din kære Axel frisk og stærk. – Jeg tænker mig at Du har lavet og laver noget Festlighed for Dagen, som Du jo altid forstaar at lave noget Festlighed i dit lille smukke Hjem. Du kan tro, jeg glæder mig til ved at tænke paa, hvor yndigt vi havde det – Skæbnen er os dog ret god ved at lade os ses af og til, Tiden er heller ikke mere til at forsømme sligt, vi har ikke mere de Oceaner af Tid foran os som tidligere, da Tiden laa lang og forjættende for os. Nu begynder vi - jeg ihvert Fald – at tælle de fremtidige Aar paa Fingrene. Og selvom Aarene blev mange, var det jo næppe muligt at Hjernen vilde holde, saa man kunde have Glæde af Samvær. Bents Bedstemor, som kun er sidst i 70erne, kan ikke en Gang kende sine nærmeste. Her staar alt vel til – naar undtages at der hviler et lille permanent Tryk paa os alle over Tørken og Kulden. Forleden var der tyk Is paa Bassinet i Haven c. ⅓ Tomme! Vi har heldigvis ikke saaet vore Roer saa tidligt at de var kommen op, hvor det var sket, er de svedet bort. Mon I har faaet? Ja, netop hos Jer er der jo ret fugtigt, saa I trænger maaske ikke saa haardt som vi her paa de lette Jorde. Manse og jeg kørte i Gaar til Odense (derom senere) og det saa mange Steder ynkeligt ud, ogsaa Kornet. Et Sted saa vi en lille Mauk Mark ["Mark" indsat over linjen] plantet til med Kaal – det var altsammen visnet.
Netes Datter, Pelle – hendes rigtige Navn er Kirsten, det er næsten Synd, at hun ikke kaldes ved det smukke Navn – har er ["er" indsat over linjen] begyndt at dyrke os; hun var her næsten hele Paasken og nyder det; hun lærer Tandteknik i Odense og slider ret haardt i det, og naar hun skal holde Ferie hjemme, kan hun ikke faa Fred for sin Far, som altid høvler om hende at hun skal bestille noget; hun kom med en Saddel, som hun havde laant for Paasken og ½ Fl. Akvavit, som satte Kulør paa 2 af vore Paaske.Aftensmader. Hun er en umaa
2
delig sød Pige; jeg ved ikke et Menneske som til den Grad falder sammen med Husets Psyke som hun; hun minder saa meget om os Søstre som unge; og saa ligner hun Bibbe saa mærkværdigt. Første Gang hun var her kom hun ind samtidig med Else (Puf) og de stod ved Siden af hinanden i Døren; da jeg havde hilst af med Else, sagde jeg til Pelle: men Gud, søde Bibbe, hvad staar du dog der for i Overtøj! Jeg maa jo ikke have set rigtig paa hende, og det var Aften med tændt Lys, men først da jeg vendte mig, kom hun efter mig og sagde ”men det er jo mig, Tante Junge. Var det dog ikke besynderligt? Naa, men det som jeg kom fra og som jeg vilde have fortalt om Pelle var, at hun havde sagt til Mary, ”Hvor I dog har det dejligt her, altid saa fredeligt og harmonisk”, og det var altsaa for at belyse, at ”alt staar vel til her”. Vi nyder hende meget, og det er saa morsomt at have en af sin egen Slags. Stakkels Pelle føjede til, da hun sagde det til Mary: hjemme er der altid saa meget Vrøvl. - - Vi har faaet 6 smaa Lam i Aar, det ene af Faarene fik 2 dødfødte, et fik 2, hvoraf det ene døde – lidt skal man jo altid have Uheld med, men 6 har vi da altsaa af 4 Faar og saa maa vi vel ikke klage – selv om det ene maa dækkes op af Bibbe, som for Resten har megen Glæde af sin Virksomhed med det. Vore Køer har kælvet godt og normalt og de tre var da Kviekalve; den ene af Tyrekalvene gav vi Mælk en 14 Dages Tid og den afgav dejligt Kød for hele Paasken – og endnu! Saa sparer vi at købe. Og de gode Drenge virker med deres Fiskeri i deres Fritid; de har købt Ruser og fanger mere end vi kan spise – forledes havde de 41 Torsk men undertiden kun en eller to. Saa vi svælger i Fisk, men nu har det ["t" i slutningen af ordet overstreget] et helt Hyttefad fuldt og skal have dem solgt. Vi kan saa sandelig ikke klage over vore 4 Børn, for de hænger i og gaar op i Arbejdet med Liv og Sjæl og er altid saa søde. Selv Tinge er bleven meget mere glad og jeg spørger mig selv med en stille ængstelig Hvisken, om der mulig skulde oprinde bedre Tider for ham. Han og Manse er nu saa gode Kammerater; det er rigtignok noget andet end før M. rejste til England.
Saa var der vores Odensetur i Gaar, den
3
må Du høre lidt om. Vi skulde se Foraarsudstillingen derude i deres smukke lille Udstill.Bygning nede ved Aaen, omtrent ved det Sted, hvor ”Heden” (som de Barbarer nu har omdøbt til Sdr. Boulevard) begynder. Vi tog Morgen Rutebilen og det var straalende Solskin, men koldt jo. Vi spaserede fra Bilen ned over Albanitorv, hvor de mægtige Klokker i den katolske Kirke lige begyndte at runge; og saa tonede et Optog med katolske Konfirmander frem fra en Sidegade, forrest 4 udklædte Messedrenge med et el. andet i Hænderne (jeg husker ikke hvad) saa en gammel tyk Pater og efter ham en Skare Drenge i stiveste Konfirmandspuds, saa en tyk Nonne og efter hende en Skare hvidtklædte unge Piger i helt enkle hvide Kjoler, hvide Strømper og sorte Sko og med Slør – også hvide – som dækkede deres Overkrop; det var nydeligt og festligt. - - Efter en Omgang i den skønne Klosterhave langs med Aaen, hvor der stod et sort Svanepar med Unger, gik vi i Munkemose, hvor talrige Ænder Svaner og Gæs skulde beses og saa var det Tiden, hvor de lukkede op paa Udstillingen; vi havde i en Bagerbutik forsynet os med Smaakager og en Plade Succes, som vi nød i Munkemose, saa vi kunde være styrket til at bese Kunsten! Udst. var bedre end da vi var der for to Aar siden og der var smukke Billeder. Jeg glædede mig meget over 6 dejlige Billeder af Las, et fra den store Stue – Salen – paa Båxhult, de andre var Kjerteminde, Huset og Haven; å hvor jeg syntes de var bedaarende. Men saa var det til Gengæld smerteligt at se Sybergs Billeder; han maler helt anderledes nu, synes jeg. For to Aar siden var jeg betaget over at se to dejlige Landskaber men nu! Naar jeg undtager Tante Franziskas pragtfulde Skikkelse i en Liggestol var det hele saa underligt middelmaadigt, uldent og for mig at se uskønt, men de kan vel heller ikke blive ved! Jeg har ellers altid været en stor Beundrer af Sybergs Kunst.
Efter 1½ Times Betragtning af de 3 smaa Sales Indhold vandrer vi hen til Bror Klakses yngste ["Klakses yngste" indsat over linjen] og Kirsten. De bor i en lille henrivende 2 Værelses Kvistlejlighed i en [et bogstav overstreget] moderne Bygning i en lille Gade, Falen – tænk at et saa sjovt gammelt Navn har faaet Lov til at bibeholdes – der er Altan, hvor deres
4.
lille Unge kan staa og sove; det var et yndigt lille Besøg; jeg synes altid det er saa morsomt at besøge smaa ny-startede Hjem; og det blev i Sandhed udbytterigt – for os! Vi drog af med et Sær blaat Chiviotstøj, et Par tykke graa Flonelsbenklæder og en Regnfrakke! Og saa til Fyens Forsamlingshus, hvor vi har tænkt os Muligheden af Drudes Nærværelse, men blev, som vi jo saa ofte bliver her i Livet, skuffede. Da Agraren havde givet helt godt med af Penge og jeg havde en Fem’er liggende fra min Rejse, bestilte vi flot Dineren: Suppe, Drudes berømte Suppe, Kyllingesteg med nye Kartofler og Agurkesalat samt Karamelbudding. Dertil 2 Paaskebryg! - - Jeg havde truffet Fru Junker – Dr. J.s Kone – paa Udst. og spurgte til Prof. Hun sagde, det blev værre og værre; han gaar og synger hele Dagen, saa han er permanent hæs, og Drude kan næsten ikke holde ham ud. Saa spurgte jeg Opvartersken paa F. For. , som jeg jo kender godt, og hun svarede næsten ligesaadan; han er, kunde jeg forstaa, en frygtelig Plage for Personalet derude, naar han kommer – og det gør han tit. Saa traf det sig, at han netop kom og efter at vi nogen Tid havde hørt ham larme inde i Buffetten, gik jeg derhen og spurgte, om han ikke kom og sludrede lidt med os. Han blev helt bevæget ved at se mig og dvælede meget ved at jeg ikke havde skrevet til ham; saa fik vi forøvrigt en rigtig dejlig Passiar, næsten paa en Time; han priste dig i høje Toner og sagde, at han havde fundet dig meget mere lødig end han havde tænkt sig efter at have læst ”Den synske”. Saa snakkede vi om mange andre Ting og Manse var meget imponeret over hans Klogskab og Intelligens; han blev bag efter ved med at komme tilbage til, hvor han dog var klog og blændende. Manse saa han jo for første Gang – nej anden maaske – saa han kan jo ikke dømme, men jeg, som har kendt ham saa godt og elsket ham saa højt jeg sørger jo over den uhyggelige Væsensforandring, der er sket med ham, saa smertelig forandret nej forgrovet, mener jeg; og saa denne trættende Hang til at fortælle Anekdoter, som han aldrig før har haft men som Drude har i saa høj Grad [”men som Drude har i saa høj Grad” indsat over linjen]. Men du og nu Manse har alligevel kendt ham for lidt til at se Forandringen. Gid han endda maatte blive ved status quo! Han skulde til Fødselsdag ude hos Thora Vesterdal, men tog en Vogn for at sidde hos os saa meget længere. Å Posten! Allerede! Ja saadan gaar det altid – at han er for tidlig paa den naar det kniber
[Skrevet langs sidste sides venstre kant:]
Tusinde Hilsner fra os alle til Jer alle. Tusind Lykønskn. Din Junge.