Fynboerne
1921-07-18
Sender
Sigurd Swane
Recipient
Christine Swane
Document content
Awaiting summary
Transcription
Den 18-7-1921
Kære Ugle. Du behøver aldrig at ængste dig, fordi der går en lille Tid, hvor du ikke hører noget. Det er ikke så let at overkomme Brevskrivning, nu er jeg begyndt at arbejde i et stærkere Tempo og så er der Grænser for hvad jeg kan mere – tilmed da jeg har en hel Del ubesvarede Breve fra de sidste 3 Fjerdingår, som jeg lidt efter lidt må tage mig af. Så har jeg gjort det til en Regel, som jeg nødig afviger fra, at der for Lasses Skyld hver Dag læses højt en halv Time om Eftermiddagen af en eller anden god Morskabslæsning, som kan virke lidt udviklende på ham og måske efterhånden vække hans Læselyst. Dertil kom, at jeg har været bortrejst 3-4 Dage – jeg måtte ind til Tandlægen for en Plombe, jeg har jo ikke været hos ham i 2½ År, og ligeledes til Øjenlægen, jeg skal så småt begynde med Briller til Læsning af fint og vanskeligt Tryk. Lasse havde rigtignok givet mig et Brev med, jeg skulde sende til dig, men jeg har desværre forlagt det – nå det kommer jo nok for en Dag og så skal jeg nok sende dig det – noget vigtigt står der jo ikke deri. Han er dejligt rask nu, solbrændt og godt i Stand, har ikke fejlet den mindste Smule, tåler Varme og alt udmærket, så du kan være glad ved ham. Vi havde Farfar med ud, for ham kniber det lidt med den svære Varme, han sidder mest i Skygge i Haven, og så må jeg gå lidt med ham under Armen nu og da, han er jo ikke kendt med Terrænet her og det er jo heller ikke så jævnt som i en By, så alene kan han ikke færdes.
Jeg håber, du har det godt og kommer til Kræfter på Landet og maler. Vil du hilse, hvis du tror der er nogen der bryder sig om det, Be, Junge, Poul Uttenreitter, hvis du ser ham.
Venlig Hilsen S.
Facts
PDFDa
Dato i brev
Poststempel
Adresse på kuvert
- Gryde Mølle, 4470 Svebølle
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Museum