1892-03-27

[Fortrykt øverst s. 1 og 2:]
Carl Larsen.
Hotel Royal. Aarhus, den …..189
[Håndskrevet:]
Søndag Aften

Kjæreste Abba!
Alt føjer sig saa godt for os og Christine er saa rask. Da jeg gik ind imorges for at lede dem op, traf jeg strax paa Pojken, der var på Vejen til Christine. Han saa mig ikke inden jeg var lige ved ham, det bedrøvede mig at see ham gaa saa sorgfuldt helt optaget af sine egne Tanker. Vi fulgtes ad til Chr. og de var begge – hun især – saa lettede ved at der ingen Vielse skulde være; han vistnok mest fordi hun ønskede det saameget. Til Præsten havde han iaftes udtalt, at naar de blev viede nu saa havde han det Haab, at de med Tiden kunde falde sammen igjen – Baade Bassen og jeg tog Gjensynet meget roligt. Fra hende gik vi til Skandinavien at faa Syberg med til Lægen. Denne erklærede, at Chr. kunde uden Tvivl nok klare Sørejsen helt lige til Kjøbenhavn, han vilde give hende lidt Chloral og selv følge os ombord Tirsdag Aften 11½. Han billigede vor Fremgangsmaade med ikke at holde [”holde” overstreget] faa dem viede. Saa gik vi alle fire i Kirke og fik en udmærket Prædiken. Kl. 2 skulde de møde hos Præsten. Vi blev hurtig enige med ham i det rigtige ved ikke at faa et Ægteskab istand med den Tanke, at det saa skulde opløses; ligesaa Hensynet til Barnet og det vanskelige for hende i at beholde sit Pigenavn. Altsaa vi mødte slet ingen Modstand og han var mageløs rar. Det var mest af Hensyn til Barnet og til Pojken, at han havde foreholdt hende det urigtige i at indgaa det med den faste Beslutning at skilles. Han talte saa godt og saa medlidende om Pojken, havde ogsaa sagt til hende, at en saadan Kjærlighed skulde hun betænke sig på at kaste fra sig og meget mere godt om ham, som jeg bedre kan fortælle om mundtlig. De Unge var i en anden Stue, han lovede at besøge Chr. imorgen. Det er forbavsende saa rigtig han har opfattet hendes Karakter, hvad hun ogsaa selv indrømmer, men hun har ogsaa skrevet flere anonyme Breve til hans ”umodne Produkter af Læsning af Ibsen og Bjørnsson” sagde han. Imidlertid han har jo været ganske mageløs mod hende. Derfra gik vi Alle ned til Rasmussen, det er en prægtig, deltagende Kone, vi skulde spise der, vilde hun absolut have, vi fik Suppe Boeuf og Kage med Øl til. Vi spiste godt og følte os meget lettede undtagen Pojke, der er lige sorgfuld bestandig, vel mest en Følge af, at nu maa det jo hedde sig og naturligvis ogsaa være forbi med Forlovelsen; det kan ikke trøste ham, at jeg siger vi kan se Tiden an. Saa gik Syberg til Lægen at faa rigtig Besked om Fødselsstiftelsen og nu rejser han iaften lige til Kjøbenhavn og tager imod os Onsdag Morgen. Pojken tager vi med samt alle Papirerne. Hans Forældre havde ment, at det var for overilet med Vielse, om det dog ikke kunde dysses ned, altsaa de vil synes om denne Ordning. Hans Far gav ham Penge, og Christine har faaet de 50 Kr. Du gav ham. Paa Hvilan ved de intet og skal ikke vide om det, end at Forlovelsen er hævet. Nu skriver jeg ogsaa til Dalen. Er der Breve til mig, kan Du jo sende dem til Alhed; jeg kommer saa om Alt gaar efter Ønske hjem Fredag med Iltoget. Syberg og vi Alle er raske. Det har været en anstrengende Dag, jeg laa en Time paa Sengen mange Farvel min egen Ven. Det er en Sorgens Tid men det klarer vel igjen. Kjærlig Hilsen til alle hjemme. Du siger vel at Far er bedre og jeg bliver et Par Dage hos ham.
Din Smaa.