Menu

Fynboerne

1921-01-21

Afsender

Fritz Syberg

Modtager

Johannes Jensen

Dokumentindhold

Fritz Syberg har ingen fidus til kritikere, for de er snyltere, og de overgår i antal kunstnerne. Oluf Thomsen beundrer "De Fire", ligesom Johannes V. Jensen gør det med Fynboerne. Det er i disse krigsår fint nok, at folk følger deres sympatier i stedet for deres antipatier.

Transskription

Pilegaarden 21-1-21

Kære Ven!
Der er endnu et Punkt jeg kunde ønske at klare min Stilling til nemlig hvorledes jeg staar over for Oluf Thomsen. Sandt at sige har jeg ikke megen Fidus [til] Kritik overhovedet. Kritikere er for mig næsten udelukkende en Hob Snyltere. De kunde undværes allesammen. Her i Danmark er der paa Grund [af] Avisernes Mængde et saadant Utal af dem (og leve skal de jo alle) saa de indtager omtrent samme Stade i Samfundet, som Klædelusen i Udviklingslæren. Jeg vil haabe for O. Th. at han lader Kritiken ligge. Foreløbig fremtræder han som Ven og [”og” overstreget] og Beundrer af de Fire og deres Kunst et ikke alene tilladeligt, men aldeles uangribeligt Standpunkt. Omtrent det samme Du indtager over for Fynboerne.

Naar jeg i min lille Opsats i Politiken skrev at ”det er sjældent at møde Kritik der ganske simpelt ser sin Opgave i at slaa Bro mellem Publikum og den gode Kunst” saa ved jeg at der findes ikke én Kritiker herhjemme som ser en Opgave i det X), men i noget ganske andet nemlig, det at anvise Kunstneres Maal og Midler, eller som En der var tilstrækkelig naiv udtrykte det, ”Kunstnerne er Soldater Kritikeren er Feltherren”, der

x) selv om han paastaar det.
er blot det kedelige ”aber” derved at ”Feltherrernes” Antal snart [”snart” overstreget] overgaar Soldaternes. –
Men Du forstaar heraf, at jeg foreløbig [”foreløbig” indsat over linjen] ikke betragter Fænomenet O.Th. som andet end en Privatmand der paa et givet Tidspunkt af sit Liv har ønsket at slaa et Slag for noget i Kunsten og nogle faa Kunstnere han havde Sympathi for. Jeg kan godt lide at [”at” indsat over linjen] Folk der [”der” overstreget] handler ud fra deres Sympatier. Vi har i disse Krigsaar set et saadant Utal [”Utal” overstreget] Utal af den anden Slags, de der sætter sig i Bevægelse ud fra de hellige Antipatier saa jeg har faaet nok for Resten af mit Liv. Hilsen til Dig og Else fra Din hengivne Fritz Syberg.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Kunstnersammenslutningen "De fire" blev stiftet 1920. Den bestod af Vilhelm Lundstrøm, Karl Larsen, Svend Johansen og Axel Salto. "De fire" nåede at afholde syv udstillinger sammen frem til 1929.
Den omtalte tekst af Syberg i Politiken er ikke fundet.
Sybergs brev er skrevet i forlængelse af den såkaldte Dysmorfismedebat. Professor C. J. Salomonsen hævdede fra januar 1919 i foredrag og et avisindlæg, at yngre kunstnere led af en smitsom sindslidelse, dysmorfisme. Bla. Lundstrøm blev af Salomonsen beskyldt for dette. Johannes V. Jensen støttede Salomonsens synspunkt og trykte i 1922-1923 en artikel om dette i sit tidsskrift, Forum. Tilsyneladende har Jensen inden den tid luftet tanker i denne retning i et brev til Fritz Syberg. Oluf Thomsen tog de unge kunstneres parti i debatten.

Pilegården Kerteminde
Else Jensen
Oluf Thomsen

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv