Menu

Fynboerne

1941-06-04

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Johan Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen er i Jylland for på bestilling at male et billede med skogrende urhaner. Han beskriver egnen og gården, som han opholder sig på. Konen har ingen pige i huset. En dieselmotor laver lys. Man har køer og heste.
Brokholm, som har bestilt billedet, har været på besøg, og de to har fisket sammen. Larsen har malet tre billeder, som han sender til Aalborg, så Brokholm kan se på dem.
Inden han rejste, fik Thora og Jeppe hvidtøl, og der var også sukker i glasset, hvilket gjorde Thora begejstret.

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Hr. Johan Larsen
Båxhult
Långaryd
Sverige

[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
Johannes Larsen
p.T. Sandfær pr. Vind St.
Danmark

[I brevet:]
Sandfær pr. Vind St. 4 Juni 1941.

Kære Lysse!
Som Du ser sidder jeg her i Vestjylland, men det er kun til i Morgen saa rejser jeg hjem igen. Jeg har været her for at male et Billede til en Grosserer Brokholm i Aalborg. Det skulde være med skogrende Urhaner, saa jeg har maattet staa op Kl. 3½ hver Morgen og trave en halv Mil ud i Landskabet med fuld Oppakning og male et Par Timer og saa hjem til Morgenkaffen. Det var mig lidt ubehageligt i Begyndelsen, men man kan jo vende sig til meget. Alligevel er jeg lettet over at det er overstaaet. Gaarden her er paa ca 500 Td.L. og ligger ved en Aa med lange Hedebakker paa hver Side, paa den anden Side Aaen er en stor Statsplantage, Stausø Pl. Der er en Del Kronvildt, en Morgen jeg gik ud stod der 4 i Rugen lige udenfor Gaarden og en Dag jeg gik en Tur i Plantagen saa jeg 2 X 2. En Del af Jorden her er Hede, en Del Plantage, en Del Eng ved Aaen og Resten Pløjeland eller rettere Sand. Her er 16 Malkekøer 8 store Kvier og 12 mindre og Kalve, men Manden siger at han i Fjor reducerede Bestanden med 1/3 paa Gr. af Forholdene. Brokholm har været her et Par Gange og jeg var med ham nede ved Aaen og fiske med Flue. Den første Gang fik han en mindre og en større Stalling paa 2 Pund og 3 Ørreder (Portionsfisk) desværre aad Kattene dem, altsaa de sidste de første spiste vi om Aftenen med en Snaps til. Her er mange Urhøns og mange Gøge. Jeg ved ikke om jeg har fortalt Jer, at kort efter jeg var kommen hjem fra Kjøbenhavn sad jeg en Dag og spiste mig en Sardel til en Snaps til Frokost. Jeppe og Thora sad der og da jeg havde drukket min Snaps fik de lov til at faa lidt Hvidtøl i Glasset. Jeppe fik først og forsvandt saa, men han maa have set sit Snit til at komme Sukker i, for lidt efter da Thora var kommen saa langt ned i Glasset at hun kunde se Bunden, hørte jeg et lille begejstret Udbrud: ” Oj! Oj! For Satan! Der er Sukker i s’gu.[”] Jeg har faaet malet 6 Billeder her.
3 Urhanebilleder, af hvilke Brokholm vist vælger det største til 2400 Kr. det var i hvert Fald det han syntes bedst om da han var her Pintsedag. Vi aftalte at jeg skulde sende dem alle 3 til Aalborg naar de blev færdige saa han kunde se dem sammen. Konen her Fru Toft er stillet ligesom Bimse hun har ingen Pige, til Gengæld har kun en Søn en Dreng paa 8 Aar, Manden har derimod 3 Karle, Køerne, sortbrogede bliver maskinmalkede og her er elektrisk Hegn. En Dieselmotor der maler og laver Lys. Jydske røde Heste, en Hoppe fik i Gaar et Hingstføl, og saa er der en lettere brun Hest der gaar for Jumpe, en Hannoveraner eller noget i den Retning. Naa nu faar I ikke mere denne Gang. Mange Hilsner til Jer allesammen fra
Din Far.
P.S.
Hvordan gaar den med Svea? Det forlyder at hun skal have en lille.
JL.

Johannes Larsen
Kjerteminde
p.T. Sandfær pr. Vind Station

Omtalte genstande

Johannes Larsen har malet tre billeder af skogrende urhaner. Det ene blev formodentlig købt af grosserer Brokholm.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Vind Stationsby ligger på Ringkøbing – Ørnhøj - Holstebro-jernbanen, der eksisterede fra 1911 til 1961.
Byen Stausø er omgivet at Blåbjerg Plantage, ikke Stausø Plantage. Hele Blåbjerg Plantage og den omkringliggende natur er desuden en del af Oksbøl Krondyrreservat.
Portionsfisk: små fisk.
I det nordlige Europa lægges ansjoser i saltlage. I de sydeuropæiske lande lægges de saltede ansjoser derefter i olie og kaldes sardeller (Wikipedia marts 2022).

Adressen er skrevet både bagpå kuverten og på brevet

Båxhult pr. Landeryd

Adressen er skrevet på kuverten

Brevet er i privateje, A

Nej

Brevet er i privateje, A