Menu

Fynboerne

1930-03-28

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Fritz Syberg er i Svanninge, hvor han maler Den grimme Ælling-motiver. Han takker for kronikken om Bissen. Han spørger til Jensens ord om erhvervede og medfødte egenskaber. Desuden vil han høtre, hvad det er, Heraklit, Einstein, Spengler og Darwin egentlig er uenige om.
Syberg vil gerne komme på besøg 14 dage i Tibirke fra 12. juli og male to billeder færdig.

Transskription

Svanninge 28-3-30 pr. Millinge

Kære Venner.
Som I ser opholder vi os i Øjeblikket i Svanninge, hvor jeg maler nogle Studier til d.g. Ælling. Vi bliver her April Maaned ud, men er dog hjemme i Paasken da Børnene kommer til Pilegaarden. Tak for Kroniken om Bissens Statuer, jeg glæder mig til den om HC. Andersen. Ogsaa Dine Kroniker i Politiken er jeg spændt paa. Der er en Ting jeg stadig ikke kan forstaa, det er dette Spørgsmaal ”erhvervede Egenskabers Nedarvning” – Det har sin Fordel at være fuldstændig uvidende, sig mig derfor hvad Forskel er der paa ”erhvervede” og ”medfødte” Egenskaber, er alle Egenskaber set i det lange Løb ikke alle sammen ”erhvervede”? Der er andre Spørgsmaal jeg heller ikke fatter f. Eks. Den gamle Filosof Heraklit hvis Kongstanke var den, at ”alting flyder”, fra ham over Einstein, Spengler til Darwin, jeg ser ikke andet end al deres Filosofi bunder i det samme den evige ”Vorden”. Hvad er de egentlig uenige om?
Med det samme jeg skriver vil jeg komme frem med mine Planer for Somren, der bliver en Tid fra Midten af Juni til omt [”omt” overstreget] omkring den 12 Juli hvor det vilde passe mig udmærket om jeg kunde besøge Jer en 14 Dages Tid i Tibirke og faa de to Billeder gjort færdige. Kan det lade sig gøre? Jeg haaber I har det godt
Mange Hilsener fra Marie og Eders hengivne
Fritz Syberg.

Omtalte genstande

Fritz Sybergs maleri Familien i Tibirke er udateret. Det er muligt, at det er dette billede, som han gjorde færdig i sommeren 1930. I den blå trøje ses sønnen Jens Jensen og ved hans side hustruen Grete Jensen, som var datter af maleren Peter Hansen. For bordenden Else Jensen og ved hendes side efternøleren Emmerik. Herefter sønnen Villum Jensen og hans forlovede.
Portrættet af Johannes V. Jensen er fra 1936. Det er muligt, at det ikke blev færdigt i 1930, men det kan også tænkes, at det billede, som Fritz Syberg nævner er et helt andet.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Fritz Syberg gav datteren Johanne/Besse Giersing og manden Harald Giersing det hus, som han ejede i Svanninge, i bryllupsgave. Da Besse ikke længere boede der, og Harald Giersing var død, benyttede Syberg sommetider selv huset.
H.C. Andersens hus blev i 1930 udvidet, og Ny Carlsbergfondet skænkede museet værker af Fritz Syberg. I første omgang arbejdede han på motiver med Den Grimme Ælling, men siden blev det til scener fra Historien om en Moder.
Johannes V. Jensen: "Herman Bissens Portræt-Buster. I", Dagens Nyheder Nationaltidende 26.1.1930
og
"Herman Bissens Portrætbuster. II", smst. 9.3.1930.
I optrykket, Form og Sjæl, 1931, s. 112-49, er også, s. 134-49, tilkoblet "H.C. Andersen. 1805 - 2. April - 1930", som fremkom i samme avis på fødselsdagen 2.4.1930.Lidt senere altså end brevet.
Nyt optryk i Johannes V. Jensen Aandens Spor, 1962, s. 61-80.

Svanninge

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv