Menu

Fynboerne

1945-04-22

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Christa Knuth

Dokumentindhold

Det er svært at skaffe svanehanner på denne tid af året.
Johannes Larsen har opgivet sine gåture på stranden med hunden, da det vrimler med tyske flygtninge dér; kvinder og børn.
Kaj Nielsen har fået en skrivelse om, at værnemagten nu har ejendomsretten over Tornøes Hotel, og at han skal forlade stedet uden at tage noget med sig.
Tyskerne mæsker sig nu i Danmark, mens gode danske mænd sulter og dør i koncentrationslejre i Tyskland.
Larsen maler på bestillingsopgaver og glæder sig til at komme igang med egne arbejder igen. Han beder Christa Knuth huske at sende stauder.

Transskription

[På kuvertens forside:]
Fru Lensgrevinde
Christa Knuth
Knuthenborg
Bandholm.

[I brevet:]
Kjerteminde 22 April 1945.

Kære Grevinde!
Tak for Dit Brev. Jeg ringede for et Par Dage siden til Direktør Jensen for at høre om hvordan det gik med Svanehannen, han sagde at han havde prøvet flere Steder uden Held, men at han ikke helt havde opgivet at faa en. Om Efteraaret vrimler det med Tilbud sagde han men nu er det ligesom de helt er forsvunden. Forøvrigt mente han ikke at det kunde lade sig gøre at sende den. Der er altsaa ikke meget Haab før til Efteraaret. Jeg har opgivet min dejlige Tur langs Stranden med Tiras. I Fredags var Stranden oversvømmet med tyske Flygtninge mest Børn og Kvinder, Tornøes Hotel, Realskolen og Højskolen er taget af Tyskerne. Kay Nielsen viste mig en Skrivelse han havde faaet, hvori der stod at de omgaaende skulde forlade Hotellet uden at medtage noget, da hans Ejendomsret var annuleret og overgaaet til Værnemagten saa længe Besættelsen varer. Det er jo ikke morsomt for dem, lige efter at de har kostet saa meget paa at faa sat saa godt i Stand. Nu skal de Tyskere gaa her og mæske sig, mens Tusinder af gode danske Mænd sidder i tyske Koncentrationslejre og dør som Fluer af Sult og Pest og Tortur. Paa Grund af Smittefare maa Hunde ikke gaa løse. Vi har det ellers godt og jeg skal hilse fra Else og Puf. Selv maler jeg paa Bestillinger stadig væk, jeg har 7-8 Billeder igang og har maattet sige Nej til en Masse Mennesker. Jeg længes efter at kunne komme til at male lidt for mig selv en Gang igen, det er adskilligt morsommere og giver som Regel ogsaa bedre Resultater. Maa jeg minde Dig om de Stauder til Christiansen, nu er det jo snart Tiden, dersom Du sender lidt rigeligt kan det jo være jeg kan redde lidt ved samme Lejlighed, Du kan jo altid faa et lille Skilderi til Gengæld. Gragaasen ligger paa 6 Æg og en Graaand og en Høne paa hver 10. Mange Hilsner fra Din hengive

Johannes Larsen.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Tiras var Johannes Larsens jagthund.

Kerteminde

Bynavnet er skrevet på kuvertens bagside

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Brevet er i privateje

Nej

Brevet ejes af en efterkommer af Christa Knuth