Menu

Fynboerne

1917-04-27

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Det vil være godt, hvis Sybergs og Jensens fælles projekt bliver et julenummer og gerne Politikens. Man er så overlæsset med billedblade, så ingen læser dem længere.
Johs. V. Jensens historie om Kristoffer Færgemand minder Syberg om denne vinter, hvor der var meget is i Kerteminde Fjord.

Transskription

Pilegaarden 27-4-17

Kære Ven!

Jeg skriver for at bede Dig om vi ikke kan lade det blive ved den første Aftale, saa at det at [”det” indsat over linjen, ”at” overstreget] bliver et Julenummer vi laver sammen. Jeg vilde nødig at min Start sammen med Dig skulde faa Præg af Hastværksarbejde. Til Sammenligning kan jeg fortælle Dig at de 18 Tegninger jeg lavede til ”Historien om en Moder” tog tre Aar.
I øvrigt er jeg fyldt til Halsen af Din Historie om ”Kristoffer Færgemand.” Hele Stoffet er som dumpet fra Himlen. Din Beskrivelse af Floden har jeg oplevet i Vinter. Al Isen fra Storebælt har sejlet ud og ind af Løbet ved [”Løbet ved” overstreget] Indløbet til Kjertemindefjorden, hvor Strømmen er saa rivende saa den graver hele Afgrunde i Bunden. Om det saa er Færgebaaden har jeg stiftet personlig Bekendtskab med den, jeg ved hvor dette Unikum blandt Baade findes. Den bruges nu til at færge Kreaturer over til Mejlø med. Det Molboagtige Du finder ved Christoforus er ogsaa i min Kulør, er den en [”den” overstreget, ”en” indsat over linjen] Side af det [overstreget, ulæseligt ord] menneskelige som har min Kærlighed. Han er Idealist, en ensom Mand, begrænset og genial, - foruden al det andet mere iøjnefaldende han ogsaa er –
Men altsaa, kan vi ordne det saaledes at det bliver et Julenummer? saa jeg faar noget mere Tid, svar mig snarest paa det. Kunde det blive Politikens Julenummer, var det det Sted jeg helst vilde lægge ud sammen med Dig. Billedblade af næsten enhver Art er jo dog ikke andet end nogle kedsommelige Magasiner som Ingen læser eller ser i. Ikke en Gang Børn, alt for overlæsset [”de” i slutning af ordet rettet til ”t”] som man er med Billedstof nuomstunder. I gamle Dage da Almanakken var Aarets Begivenhed var det noget andet. Hils nu Else meget fra mig og send mig snarest et Par Ord om dette. Mange Hilsener selv, fra Din hengivne
Fritz Syberg.

Omtalte genstande

Fritz Sybergs 18 illustrationer til H.C. Andersens Historien om en Moder.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Johannes V. Jensen og Fritz Syberg har længe diskuteret en fælles udgivelse med tekster af Jensen og illustrationer af Syberg.
Johs. V. Jensens bog Christoffer Colombus udkom i foråret 1921. I denne indgår historien om Christopohorou/Kristoffer.
Fritz Sybergs illustrationer til H.C. Anders Historien om en Moder er oprindelig tuschtegninger, og disse ejes af Kobberstiksamlingen. De blev siden trykt og solgt i en mappe. I databasen gengives en af tuschtegningerne samt tre af de 18 tegninger i reproduktion.

Pilegården Kerteminde
Christoforu -
Else Jensen

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv

I