Menu

Fynboerne

1931-12-04

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Fritz Syberg takker for kronikken, som minder ham om nogle af Holger Grønvolds kloge ord.
Syberg maler i skoven omgivet af farver og dyr.
Familien har fået bil, og Syberg tager kørekort, men er endnu ikke så dreven. Stuepigen fungerer som chauffør.

Transskription

P.t. Svanninge pr. Millinge St.
4-12-31

Kære Venner.
Tak for Bogen og ikke mindst for den morsomme Kronik i Politiken om at se, den interesserede mig meget. Apropos, at se, jeg maa tidt tænke paa et Visdomsord af den afdøde Tegnelærer Grønvold: ”glem deres egen lille kedelige Bevidsthed om hvad Tingen forestiller, saa opdager de meget lettere hvordan Tingene ser ud”.
I Dag er Marie rejst til Kjbhvn. Selv sidder jeg fast i Egnen her, de brune og grønne Granskove med fugtigt Mos i Bunden, hvor er der ensomt og stille i saadan en Skov. Forresten faar man af og til Besøg, i Dag kom der 4 Raadyr paa Visit, forleden en Flok Skovskader, og en Dag et af de smaa sorte Egern med hvidt Bryst. Stormen gaar oppe tilvejrs i Grantoppene, men forneden hvor jeg staar og maler er der saa stille at en Fjer falder lige ned efter Tyngdeloven.
Som I maaske ved har vi faaet en Bil Jeg har taget Undervisning i at køre, men er endnu ikke færdig, men Dagmar vores Pige er en ret habil Chaufør og hun bringer og henter mig, det er en stor Bekvemmelighed, selv om det naturligvis var bedre da man kunde gaa paa sine Ben.
Ha’ det godt og mange Hilsener
fra Eders hengivne
Fritz Syberg

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Johannes V. Jensens kronik Øjet og Udviklingen blev trykt i Politiken 27. nov. 1931.
Fritz Syberg ejede et af de huse i Svanninge, som han og Anna boede i, da de var nygifte. Han forærede det til datteren Johanne/Besse, da hun blev gift med Harald Giersing, men hun boede der ikke længere i 1931, og Giersing var død.

Svanninge
  • Svanninge, 5642 Millinge, Danmark

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv