1912-06-19

Pisa Via San Lorenzo 44
19-Juni 1912

Kære Joh. V. og Else.
Vi har det ug. Anna er Rekonvalesent efter en Mavehistorie hvor hun har måttet holde Sengen og holdt Diæt. I Dag har hun kunnet spise Jordbær, så alt er vel. Skypumpen skal ganske rigtig have været her og taget øverste Etage af et Hus med sig, men Oversvømmelse har her intet været af, tvertimod har Arnoen været ualmindelig vandfattig i denne Vinter. Tak for Eders Brev som jeg vilde have besvaret igår straks jeg modtog det, men jeg følte mig som en ussel Synder fordi et Billede jeg havde arbejdet på en 14 Dages Tid pludselig klikkede for mig Efter at jeg havde tilbragt en temmelig søvnløs Nat og øvet mig i den Kunst der skal være den sværeste af alle, ”at herske over sig selv” tog jeg fat i Dag igen, og jeg tror Vorherre har taget mig under Armen igen, - Vorherre eller Jomfru Maria.
At begynde som Vermehren og ende som Renoir er en meget naturlig Udvikling for en Maler fra disse Årtier (det omvendte vilde være mindre tiltalende) Forresten er al Kunst jo noget forbandet Humbug. Vermehren er jo en Zinke mod de gamle Flamlændere og hvad er de igen mod Naturen selv. Jeg har et eller andet Sted set hvordan en fintsleben Manchester Synål tager sig ud ved Siden af en Hvepsetråd begge [”begge” indsat over linjen] under Forstørrelsesglas. Dersom det ikke var for sin egen Fornøjelse man malede, så måtte det dog være en forbandet Tilværelse at være Maler.
Tak for ”Skålen”. Vi skal nok gøre Gengæld Vi vil drikke Eders Skål i almindelig Italiensk Landvin, for det er og bliver den bedste af al Vin her på Pladsen. Hvor uundværlig den er os kan I vide når jeg fortæller Jer at vi til Dato har tømt noget over 600 Fiaschi – en Fiasco indeholder ca 2 ¼ Liter – med et rundt Tal 1800 Flasker, siden vi kom herned.
Vi har ikke meget at prale af her hvad ”Sommer” angår. I Dag mærker jeg første Gang iår Varmen som italiensk. Det skæve Tårn og Domen lyser og tindrer så man kniber sine Øjenlåg sammen fuldstændig blændet af Lyset, og skønt Luften er et Lyshav er Landskabet dog endnu mere lysende, men det er ikke mere end to Dage siden at [”at” overstreget] vi havde Storm og Torden, en øredøvende Kanonade Det slog vist ned i alle Lynafledere i Pisa. Jeg stod i campo santo, det var som mine Trommehinder skulde sprænges. Jeg mindedes den regnfulde Sommer hjemme 1907, da så vi en Skypumpe tage en halv Herregårdsmark, let Jord førte den ud og bedækkede Nordsskovvejen på flere hundrede Alens Længde, så Bønderne måtte ud at øse – ikke Sne – men Sand. De hjerteligste Hilsener fra os Alle – Vi tænker lidt på Jer vi gør det vist hver Dag. Eders hengivne Fritz Syberg