1912-01-14

Pisa 14-1-12
Via san lorenzo 44.

Kære Venner!
Jeg har længe tiltænkt Jer et Brev med Nytårshilsen. Glædeligt Nytår! I Dag er Humøret ug. uden særlige Grunde men, hvad der er bedre, af den reelle Grund at Arbejdet går godt, - Fordøjelsen og Stolegangen er mønsterværdig, den sidste takket være ”aqua purgativa”. Hvis det kan fås i Danmark vil jeg anbefale Dig det, jeg har en Erindring om at Du, ligesom jeg selv, har en noget for stærk Mave. Det er et østrigsk Fabrikat det hedder Saxlehner Bitterquelle. Vi har turet Jul efter dansk Skik og havt det dejlig. Her har været Besøg af en Del norske og svenske Malere, som vi havde til Aften Goldschmidt bor i vort Nabolag. Jeg kan godt lide ham, han er en reel Fyr trods sit springende Væsen.
16-1-12
Vi savner Jer. I Dag regner det. Hvor vilde en Whist eller Bridge sammen med Jer gøre godt. Ude bag Pisas Mure er det Forår når Solen skinner. Det er helt hjemlig at færdes mellem Bønderne. De trækker Roer op og beskærer deres Vin og har det fredeligt og godt. Undertiden forbavser det mig at de ikke taler fynsk.
[Tegning i venstre side af papiret]
Det vi nu venter på og imødeser med Længsel er Din nye Bog ”Skibet”. Det er rart at Din Fynshoved myte ikke skal ud over Hals og Hoved. Jeg vilde gærne være hjemme når der skal vælges Billeder til den bl.a. for at lave et Par direkte dertil. Send os et Fotografi af Jer alle sammen. Du har jo Apparat.
Apropos Bønderne og Befolkningen hernede, dersom Du var her tror jeg Du skrev en Bog om Longobarderne. Italienerne har altid opfattet sig selv som en blond Race: De gør det i den Grad i deres Billeder så de gør sig endnu lysere end Germanerne. På de gamle Fresker er Kvinderne så gyldenblonde som norske Jenter. At kalde en Italiener sort – nero – er et Skældsord. En Kvinde [”En Kvinde” overstreget] Alle Italienerinder drømmer om at se ud som Else. Else er ”bionda” og ”grassa” hvad der er ensbetydende med ”bella” og ”bellissima”. Mager og sort (”secca” og ”nera”) er ”brutta” (grimt). Imidlertid er der så meget Negerblod i Racen hernede så helt gl [”gl” overstreget] guldlokkede er de nu ikke. Vi længes, som sagt, efter Jer, men vi længes ikke hjem. Goldschmidt bringer lidt af den hjemlige Duft med som altid hænger ved en Kollega og den gø [”gø” overstreget] virker således på mig så jeg siger: Hvor det er rart at være borte! Stik i et Svip herned!! Eders hengivne Ven
Fritz Syberg